Sammenfatning om demokratiet

Dette indlæg er inspireret af et afsnit i min bog “Demokratismen – vores nye religion”.

Vi må begrænse demokratiet ud fra den erkendelse, at det er ved at blive koloniseret af stærke økonomiske særinteresser.
____________________________________________________________

I kort form.

Vi er nået vidt omkring. Det kan derfor være hensigtsmæssigt at sammenfatte nogle af de vigtigste punkter i kort form:

  • Demokratiet er en ineffektiv og kompliceret styreform, som aldrig har fungeret særlig godt i stater. Næsten alle de store samfundstænkere har taget afstand fra det.
  • Den oprindelige danske grundlov fra 1849 var slet ikke så tosset, vurderet ud fra datidens forhold. Men den blev efterhånden undergravet af de organiserede særinteresser. Det var der både fordele og ulemper ved: Folket blev højnet materielt, og visdommen blev udfaset. Styreformen skal sikre både en rimelig levestandard og visdommen.
  • Den naturlige kritik af demokratiet, som ofte var velbegrundet, forstummede efter 2. Verdenskrig, fordi der var gået panik i os, og så endte vi næsten i den modsatte grøft.
  • Tre hovedområder hører uløseligt sammen: De åndelige grundværdier, den socioøkonomiske struktur og styreformen. Ingen af dem kan anskues hver for sig.
  • Allerede i 1700-tallet opstod en reaktion imod oplysningstidens ubesindige progressivisme, hvor alt gammelt var skidt og alt nyt godt, og hvor tusindårsriget ventede lige omkring det næste hjørne. Også romantikken i 1800-tallet var en reaktion imod den ensidige ‘videnskabisme’. Men alt det har vi glemt eller fortrængt.
  • I hundredåret mellem 1850  og 1950 udviklede det danske samfund sig til et af Europas bedste. Demokratiet virkede trods alt nogenlunde rimeligt, fordi der var gode forudsætninger: stærke åndelige grundværdier med en etisk fordring og en overskuelig socioøkonomisk struktur med decentralisering, små enheder og et adstadigt udviklingstempo. Men i dag er forudsætningerne ved at forsvinde igen.
  • Styreformen skal være differentieret. Forskellige statuslag med forskellig viden, uddannelse, indsigt og erfaring skal løse forskellige slags problemer, som de er kvalificerede til at tage stilling til.

–    Stærke kortsigtede særinteresser må aldrig kunne overtrumfe de langsigtede fælles

interesser, hvor de ikke kan forenes.

  • Hvor den materielle udvikling skulle have været et underordnet middel for et højere formål (humanitet), er den blevet sit eget mål, og dermed meningsløs og destruktiv. Den kan kun tilfredsstille begæret.
  • Vi har i dag mange specialister, men tilsyneladende kun få generalister. De er næsten “en uddøende race”. Vi mister overblikket og proportionssansen og prioriterer opgaverne forkert. Der skal igen satses på en almen dannelse.
  • Indrestyring (samfundssind, moral) og ydrestyring (lov og orden) er indbyrdes omvendt proportionale. Jo mindre indrestyring der er, jo stærkere må ydrestyringen være, og omvendt.
  • Demokratiet er ingen garanti imod magtmisbrug. Det kan nemt befordre manipulation med folkeviljen, for den, der har pengene, har nøglen til magten. Kun en stærk og relativt uafhængig regering kan begrænse særinteressernes magt.

Generelt.

Vi må genvinde troen på Europas oprindelige kulturgrundlag, humaniteten (menneskeligheden), som er udsprunget af humanismen og kristendommen, og som med alle dens fejl og mangler dog gjorde Europa mindre barbarisk. Det er muligt, visse historisk betingede dogmer og teorier må justeres forsigtigt med ny viden og erfaringer. Vi skal være skeptiske over for fundamentalismen. Men vi må tage udgangspunkt i en slags humanitetens renæssance. For det er helt tydeligt, at humaniteten er ved at smuldre. Vi må ikke forkaste det gamle uden at sætte noget nyt og bedre i stedet. For så ender vi i det åndelige tomrum, som dybest set er uegnet for et sandt menneskeliv. Jeg tvivler på, at vi moderne mennesker kan sætte noget nyt og bedre i stedet foreløbig, for vi har mistet evnen til og muligheden for den dybe tænkning, der jo kræver tid og ro. Sikringen af de åndelige grundværdier kan kun ske gennem opdragelse, undervisning og forskning. Der skal naturligvis stadig være frihed til at anfægte dem. Men man kan ikke tage stilling til noget, man kun har et overfladisk kendskab til. Uden humaniteten ville alment anerkendte goder som den politiske frihed og den sociale samvittighed være utænkelige. At lade humaniteten smuldre i løbet af nogle årtier er enten dumhed eller forbrydelse. Vi skal have ydmygheden, ærefrygten og taknemmeligheden tilbage. Ellers ødelægger vi livet på jorden.

Dernæst må vi tilstræbe en socioøkonomisk struktur med decentralisering, små enheder og et adstadigt udviklingstempo. Hvis den materielle udvikling (evig økonomisk vækst) fortsætter som hidtil, ødelægger vi vores fysiske eksistensgrundlag og naturværdierne, og vi får et dårligere liv, fordi vi ikke er skabte til at leve med evige, voldsomme ændringer af alting og i et voldsomt tempo. Når den økonomiske magt koncentreres og monopoliseres, så koncentreres og monopoliseres også den politiske magt, og så mister vi friheden. Et samfunds kvalitet kan ikke måles med økonomiens målestokke. Platon sagde, at der er to ting, som kan ødelægge en stat: fattigdom og rigdom!

Endelig må vi revidere styreformen. Vi må begrænse demokratiet ud fra den erkendelse, at det er ved at blive koloniseret af stærke økonomiske særinteresser, og måske også at vi ikke længere er åndeligt modne til det, fordi der er sket et forfald i opdragelse, undervisning og uddannelse. Indrestyringen må genetableres. Regeringen må gøres mere kompetent, uafhængig og handlekraftig. Hertil kan monarkiet bruges som udgangspunkt. En højere visdom må kunne sætte sig igennem, og folket må sikres rimelige levevilkår.

At styre et samfund er det sværeste af alle hverv. I monarkiet er der trods alt en mulighed for, at en højere visdom kan sætte sig igennem i et vist omfang. I demokratiet er det næppe muligt. Derfor må demokratiet ikke overtrumfe de andre dele af den blandede styreform (monarki og (ånds)aristokrkati). Der er fordele og ulemper ved alle styreformer. Den blandede styreform er den bedst tænkelige. Uden tilstrækkelig visdom,. statsmandstæft, autoritet og omsorg bryder samfundet sammen før eller siden. Der skal være mindst et led i systemet, som ikke er afhængigt af en manipulerbar og fluktuerende folkevilje. I dag er vi måske på vej mod plutokratiet (pengemagt), først reelt, siden også formelt.

Indvendingerne.

Der vil naturligvis komme indvendinger mod disse kontroversielle synspunkter, både fra folket pga. fordomme og vanetænkning, og fra magteliterne for at bevare det bestående.

Nogen vil kalde det urealistisk, måske ligefrem utopisk. De indflydelsesrige magteliter vil skamride fordommene og vanetænkningen. De skal ikke have noget klinket. Men samtidig fornemmer mange, at hvis der ikke sker noget drastisk, vil de store problemkomplekser blive uoverskuelige. Store ændringer må tage lang tid, hvis kaos skal undgås, Men der er endnu et vist åndeligt grundlag at bygge på. Det er trods alt ikke helt forsvundet endnu. Derfor er det ikke utopi. I dette essay spørger vi ikke, hvor nemt eller svært det bliver, men hvad der er rigtigt og forkert, ud fra vores viden, erfaring, fornuft og intuition. Hvis styreformen ikke bliver renoveret, mister vi friheden.

Andre vil måske kalde det reaktionært. Men om det er godt eller skidt at være reaktionær, afhænger af omstændighederne. I oplysningstiden var det godt, at progressive intellektuelle ruskede op i det gamle stændersamfund. Men i dag, hvor den materielle udvikling er blevet sit eget mål, og dermed ikke bare meningsløs, men ligefrem destruktiv, er det da godt, at der findes reaktionære samfundstænkere.

Atter andre vil kalde det nostalgisk. Og det vedgår jeg gerne. Nostalgi betyder ikke, at alt nyt er skidt. Den kan være både smuk og hensigtsmæssig i givne situationer. Det blev et skældsord efter oplysningstiden, hvor der faktisk skete store, imponerende fremskridt, hvorefter alt nyt blev godt og alt gammelt skidt – en såre menneskelig reaktion. Men i dag, hvor bekymringen for fremtiden vokser, bør nostalgi ikke længere være et skældsord. Vi skal bevare det bedste i det gamle og det nye og afskaffe det dårligste i det gamle og det nye, alt sammen ud fra vores viden, erfaring, fornuft og intuition, og vores kendskab til de overordnede lovmæssigheder, som plejer at være med til at bestemme udviklingen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *