Om styreformer

Dette indlæg er et redigeret uddrag fra min bog “Demokratismen – vores nye religion”.

De tre mest kendte styreformer er monarki, aristokrati og demokrati. Den bedst tænkelige styreform er en kombination af dem, hvilket også oprindeligt var meningen. Men de åndelige grundværdier var det vigtigste.

____________________________________________________________

Lad os kaste et  blik på de tre grundformer, samfundstænkerne har opereret med hele vejen op gennem den politiske idehistorie lige siden antikken: monarki, aristokrati og demokrati.

Monarkiet er den enkleste og mest naturlige styreform. Det er måske den eneste form, i hvilken en højere visdom for alvor kan sætte sig igennem, fordi den er handlekraftig og ikke bliver udsat for så megen splittelse eller udtyndet af konsenser og kompromiser. Den enestående europæiske højkultur ville aldrig være opstået under demokratiet. Sir Robert Filmer fik i 1680 udgivet et værk, som beskrev, at mennesket af naturen er bestemt til den monarkiske styreform, thi i monarkiet findes den bedste orden, den største styrke, den højeste stabilitet og den letteste regeringsform. Det kan naturligvis også gå galt, hvis monarken er et slet menneske og ikke kan styres af sine omgivelser. Men i dag er han sjældent enerådende, og han vil få den bedste opdragelse og uddannelse og kan omgive sig med den højeste visdom. Monarkierne kan skabe gode og stærke samfund. Men folket kan nemt blive udbyttet.

Vi har lært at opfatte monarkiet som mere fejlbarligt end demokratiet. Men det kan også have sine fordele. I den florissante periode i Danmark i 1700-tallet ville storkapitalen, som spandt guld på den oversøiske handel, have flåden til at forsvare dens interesser. Havde det været i dag, hvor kapitalen har stor indflydelse på de politiske beslutninger, ville kravet måske være blevet opfyldt. Men den enevældige konge svarede, at han godt kunne skaffe kapitalisterne en krig. Men det var ikke sikkert, at han kunne skaffe dem freden bagefter. Han kunne have tilføjet: Hvad hvis vi taber krigen? Så skulle kongen stå til ansvar, ikke de florissante kapitalister. Her trådte besindigheden i karakter og overtrumfede begæret.

Aristokratiet spillede en stor rolle i Danmark i 5-600 år, men indgik som regel i en blandet styreform med monarkiet, hvor også kirken havde stor indflydelse. Det kunne holde monarken i skak. (Et historisk eksempel: Kong Christian IV (1577-1648) ville absolut føre krig, åbenbart for at vinde hæder og markere, at det var ham, der bestemte i Norden. Men han blev standset af statsrådet. Han gjorde det nu alligevel – ikke som konge, men som hertug af Holsten. Han tabte, og så begyndte en lang nedtur for Danmark). Men aristokratiet kan også føre til indre splid og manglende handlekraft i trængselstider. (Historisk eksempel: Da Danmark var truet på dets eksistens under svenskekrigene i 1600-tallet, blev enevælden indført (1660) under Frederik III (1609-70), nærmest ved en slags statskup, hvor byernes velhavende borgerskab støttede kongen. De privilegerede godsejere måtte betale skat. Vi overlevede. Derefter blev Danmark en af Nordeuropas stærkeste magter).- Men også i aristokratierne kan folket nemt blive udbyttet.

Hvis en styreforms kvalitet kan måles ved dens livslængde, var aristokratiet nu heller ikke så ringe endda. I Danmark havde aristokratiet størst politisk indflydelse i de 378 år fra håndfæstningerne til enevælden. Men det havde endnu en vis indflydelse under enevælden, ja, selv efter den frie forfatnings indførelse, lad os sige til begyndelsen af 1900-tallet. Altså i alt i ca. 600 år. Nogle af de rige italienske bystater, som havde deres storhedstid i renæssancen, blev styret af en slags aristokratier i mange århundreder. Venedig var et aristokrati i over 1000 år. Oldtidens romerske republik varede i ca. 500 år. Den havde nok en blandet styreform, men aristokraterne i senatet havde reelt den største indflydelse. I England har aristokratiet også spillet en stor rolle på tværs af skiftende formelle styreformer.

Demokratiet har kun eksisteret i kort tid med store problemer og i en form, som ikke er et rigtigt demokrati, men hvor der har været implikationer af alle tre grundformer, hvilket slet ikke har været så tosset endda. Men i 1900-tallet begyndte demokratiet at overtrumfe de andre grundformer. Det kan bidrage til et alment kulturelt forfald og bane vejen for nye styreformers indførelse.

Folket kan ikke styre et land, og det hjælper ikke stort, at vi har fået folkeoplysning, og at demokratiet er blevet repræsentativt. For der er stadig langt op til den højere visdom, som er nødvendig for at styre en stat. Staten vil derfor gå imod opløsning indefra, og så bliver presset også større udefra.

Den opfattelse, at folket kan gøres kvalificeret til at styre et land gennem oplysning, er lige så forkert, som den er udbredt. For viden er ikke det samme som visdom. Det er ikke kun et spørgsmål om uddannelse. Man skal også have medfødte evner, så man kan administrere sin viden. Ellers kan den sanseløse vidensophobning være spild af ressourcer og føre til fejludvikling. Striden om, hvorvidt miljøet (uddannelse) eller arven (medfødte evner) er vigtigst, har præget 1900-tallet. Troen på miljøets altafgørende betydning vandt, for med den kunne kravet om stadig mere magt til folket nemmere begrundes. Dermed havde demokratiet tilsyneladende fremtidssikret sig selv.

Somme tider kan man godt fristes til at tro, at vi kunne have undgået nogle af 1900-tallets problemer, hvis vi havde haft et politisk system med lidt mere visdom:

Parlamentarismen gjorde systemet kompliceret og ineffektivt og undergravede princippet om magtens deling. Pacifismen gjorde os sårbare og magtesløse. Kulturradikalismen nedbrød nok mere end den byggede op. Det unuancerede krav om lighed kom til at sænke niveauet i undervisning og uddannelse, Moderne psykologi og pædagogik kom til at undergrave opdragelsen. Den offentlige sektor blev misbrugt uden at det populistiske demokrati kunne forhindre det. Det kunne jo koste stemmer! Chokvalget i 1973 var et symptom på et populistisk forfald. Vi nærmede os en økonomisk afgrund i 80’erne, før der blev grebet ind. Hippiekulturen, nymarxismen og intellektuelle modebølger som værdirelativisme og postmodernisme fik frit spil og bidrog til forvirringen. Kønskvotering er et irrelevant overgreb. Nyliberalismen overtrumfede den seriøse og nødvendige samfundskritik. Globaliseringen gør politikerne magtesløse. Og hvad med multikulturalismen, forureningen, krigsdeltagelsen og den evige økonomiske vækst. – Vi er ved at blive udviklingens gidsler. Myndighederne står magtesløse overfor mange af tidens problemer.

Alt dette kan naturligvis afvises som bagklogskab. Men vi må dog stadig lære af vores erfaringer. Vi genkalder os Ciceros bemærkning: At grundlægge eller bevare en stat kræver næsten guddommelige evner. I et kapitel om debatterne forud for dannelsen af det nye USA skriver Per Mouritsen: “Først og fremmest er den amerikanske politiske tænkning fra dengang, hvor ordentlige præsidenter og statsmænd også var filosoffer”. (Thomas Jefferson, James Madison, Thomas Paine, Alexander Hamilton. S.F.). Datidens debat udgør stadigvæk i dag et reservoir af væsentlige temaer for politisk teori”. (Kaspersen og Loftager (red.) 09 s. 330).

Siden demokratiets indførelse i 1849 har Danmark været på randen af udslettelse som nation to gange. I trængselstider vil en stærk karismatisk leder gå i spidsen for det knurrende folk, som kan forføres med demagogi (forførelse af folket med veltalenhed), og så får vi alligevel diktaturet. (Historiske eksempler: Italien i 1920’rne og Tyskland i 1930’rne). Men det bliver langt værre end i monarkiet og aristokratiet. Det bliver tyranni. Fordelen ved en demokratilignende styreform er, at det er sværere at udbytte folket.

Formelt har Danmark i dets kendte historie næsten altid været et monarki. Men reelt har aristokratiet også spillet en stor rolle. Adelen var så stærk, at kongen måtte tage hensyn til den. Helt frem til 1648 kunne man ikke blive valgt til konge uden at underskrive en aftale (håndfæstning) med stormændene. Kirken spillede også en meget stor rolle, og kongen gjorde klogt i at alliere sig med den. Efter reformatrionens (1536) og enevældens (1660) indførelse blev monarkiet dog styrket. Uden en stærk ledelse går alt før eller siden til grunde – familier, virksomheder, organisationer, stater, kulturer.

Under denne lidt blandede styreform, hvor en højere visdom kunne sætte sig igennem, blev den europæiske højkultur (humanitet) rodfæstet i Danmark, så samfundet trods den menneskelige svaghed blev mindre barbarisk, mere humant. Derfor kom selv demokratiet trods alt også til at fungere nogenlunde rimeligt. Men hvad sker der, når humaniteten begynder at smuldre, fordi den ikke længere bliver vedligeholdt?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *