Tanker om staten i den nyere tid

Dette indlæg er et afsnit fra kapitlet ”Demokratiet i idehistorisk belysning” i min bog ”Demokratismen – vores nye religion” (Siesta 2009).

Demokratiet har aldrig eksisteret i nationalstater siden oldtiden og indtil 1800-tallet, og de store tænkere er sjældent gået ind for det. Først sent i 1700-tallet dukker tanker om demokratiet op igen. Efter 2. Verdenskrig har vi hengivet os til en unuanceret dyrkelse af det.
____________________________________________________________

Den engelske filosof Thomas Hobbes (1588-1679) gik ind for det enevældige monarki. Han afviste den klassiske naturret, ifølge hvilken mennesket i grunden har det gode i sig. Det er frygten for straf, der skal få os til at lægge en dæmper på vort umættelige begær og hindre en evig krig – en alles kamp mod alle. Det indser borgerne, og derfor indgår de en pagt med suverænen. De er forpligtede overfor ham, men han er ikke forpligtet overfor dem. For hvis han ikke er netop suveræn, opstår der splittelse og krig. Hobbes havde oplevet frygtelige tilstande under borgerkrigen i England – kampen mellem kongehus og parlament. Der havde også været religionskrige.

Hobbes’ samfundstænkning kan forekomme noget ekstrem i dag. Men den giver alligevel stof til eftertanke. I dag ville vi sige, at mennesket nok kan tåle nogen politisk frihed, for vi er blevet trukket op fra en mere barbarisk naturtilstand til et højere kulturniveau, og vi ved meget mere. Men jo mere politisk frihed der er, jo vigtigere er opdragelsen med stærke åndelige grundværdier og en høj moral. I Europa og Nordamerika har demokratiet trods alt virket nogenlunde rimeligt, utvivlsomt fordi kristendommen og humanismen i forvejen var etablerede grundværdier. Hvad vil der ske med demokratiet, når disse grundværdier forvitrer?

Nu er vi i oplysningstiden, hvor de store forandringer finder sted. Den engelske filosof, psykolog, pædagog og læge John Locke (1632-1704) mente ikke, at naturtilstanden er en alles krig mod alle, men at allerede naturretten giver os ret til liv, frihed og ejendom. Kapitalismen er ved at være etableret, og nu kommer tankerne om liberalismen. Enhver har ret til frugten af sit eget arbejde. Ejendomsretten er naturretligt begrundet. Borgerne slutter sig sammen i en samfundspagt og indsætter en regering, som altså hviler på folkets billigelse. Locke fremsætter også en idè om magtens deling, som senere blev udbygget af Montesquieu. Lockes tanker fik stor betydning for liberalismen, den amerikanske forfatning og den franske revolution.

Måske inspireret af Locke udviklede den franske baron Charles-Louis de Secondat Montesquieu (1689-1755) sin teori om magtens deling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, hvor den lovgivende er parlamentet, den udøvende regeringen og den dømmende domstolene. Han mente, at det var uheldigt, når for megen magt blev samlet på et sted. Det var noget meget progressivt dengang i 1700-tallet. Men ideen har faktisk holdt sig lige til i dag. Den har haft betydning for liberalismen og blev indført i den amerikanske og franske forfatning. Formelt findes den også i den danske grundlov. Men her håndhæves den ikke længere i praksis.

Den svejtsisk-franske filosof og forfatter Jean-Jacques Rousseau (1712-78) ville, at folket skulle mødes på en folkeforsamling og drøfte og stemme om lovene, ligesom i de græske bystater i oldtiden. Suveræniteten kan ikke repræsenteres. Det ville være folkesuverænitet i praksis, og det var noget, de revolutionære kunne bruge. Men det var kun praktisk muligt i meget små stater. Rousseau ville have en republik med en samfundspagt (grundlov), hvor ikke særinteresserne, men almenviljen (helheden) tilgodeses. Han undsagde den engelske parlamentarisme og industrialisme og mente, at liberalisterne ville sikre deres særinteresser, republikanerne de fælles værdier. Han så liberalismens krav om frihed som rævens krav om at være fri ræv i en fri hønsegård. Rousseau foretrak staten frem for markedet, hvilket har fået nogen til fejlagtigt at beskylde ham for totalitarisme, måske også inspireret af erfaringerne fra moderne socialistiske regimer. Han er også blevet beskyldt for at ville “tilbage til naturen” lige midt i oplysningstidens euforiske fremskridtstro. Rousseau var således en kontroversiel tænker, hvis ideer om staten nok har inspireret, men næppe er blevet ført ud i livet.

Rousseau havde ret i, at liberalisterne ville sikre deres særinteresser. Liberalismen har haft stor praktisk betydning for os. Men den må lige så lidt som demokratiet få religiøs status. Ingen af de to idekomplekser er entydige goder. Dybest set havde han vel også ret i, at når folkeviljen repræsenteres, så er styreformen ikke længere demokratisk.

De to oplysningstænkere Locke og Montesquieu fik særlig stor betydning for demokratiets genfødsel og dets udvikling frem til vor tid. De var modstandere af enevælde, men tilhængere af et indskrænket monarki – altså en blandet styreform.

Efter oplysningstiden skete der store ændringer af Europa. Den franske gren af oplysningen var den mest gennemgribende og turbulente. Den satsede på videnskaben og var skeptisk over for religionen, som stod i vejen for friheden og fremskridtet. Den skotske gren inspirerede økonomisk liberalisme og begyndende repræsentativt demokrati. Det nye USA lod sig inspirere af den. Men det blev borgerskabet og kapitalen, som kom til magten. Og under den industrielle revolution i 1800-tallet opstod klassekampen og drømmen om det kommunistiske utopia, som skulle indledes med proletariatets diktatur. Og den drøm, er først ebbet ud sent i 1900-tallet.

I 1800-tallet fik vi endelig de frie forfatninger rundt om i Europa. De afløste som regel enevælden. Den engelske filosof John Stuart Mill (1806-73) var med til at bane vejen for dem med sine tanker om en repræsentativ styreform. Han gik ind for en vis social forsorg, men var dog mere liberalist end socialist. Mill var opmærksom på de farer, der var forbundet med demokratiet: “Masseherredømmets og den offentlige menings stupide tyranni var ham det værste af alt, og det så meget mere, som massernes ledere i praksis altid vil være ubetydelige størrelser, en art gennemsnitstyper, der snarest bliver udtryk for de almindelige meninger, mens de virkelig fremragende mænd kun kommer til at virke indirekte”. (Knud Berlin i Salmonsen bind 17 s. 38). I øvrigt mente også Mill, at det grundlæggende kriterium for god regering er, at den formår at fremme folks moral og intelligens. I dag fremmer den næppe længere moralen, som er blevet en privatsag. Og det kan blive skæbnesvangert for os.

Mills samtidige, den franske aristokrat Alexis de Tocqueville (1805-59), frygtede middelmådighed, materialisme og den offentlige menings ukontrollerede magt. I Europa var ikke blot enevælden afskaffet, men også de fællesskaber, hvor mennesker fandt deres plads – landsbyen, godset, kirken og standen. Når mennesker er frie og lige, løsrives de fra traditionen. Resultatet er et tab af sammenhæng. Tocqueville nærede en dyb mistro til det uoplyste folk og var stærkt opmærksom på demokratiets skyggesider, populisme og demagogi. Han indså, at demokratiet nok ville blive fremtidens styreform, men også, at det ville føre til et kulturtab.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *