Materialismen udfordres

Hermed genoptager vi serien med artikler om samfunds- og kulturproblemer efter sommerferieperioden – lidt forsinket. Beklager.

Dette indlæg er et uddrag fra min bog ”Materialismens Sammenbrud – på sporet af den tabte idealisme”. (Siesta 2009).

Vi har gennemgået nogle af de træk i den idehistoriske udvikling, som har været med til at skabe vor tids fremherskende, ensidigt materialistiske grundholdning. Men den har aldrig haft frit spil. Den gamle, idealistiske grundholdning slap aldrig helt sit tag i kulturen:
____________________________________________________________

Den naturlige reaktion imod fornuftdyrkelsen og udviklingsoptimismen kom allerede med romantikken i litteratur, kunst og filosofi, især i første halvdel af 1800-tallet. Men den blev forholdsvis kortvarig, om end hektisk, og fik ingen afgørende indflydelse på den allerede dybt rodfæstede materialistiske grundholdning. Men den var skriften på væggen, og senere i århundredet og videre ind i 1900-tallet, opstod en række nye bevægelser og tanker på forskellige områder, som på en eller anden måde var en reaktion imod den ensidigt materialistiske grundholdning og dens samfundsmæssige eller kulturelle konsekvenser:

Allerede Schelling ville med sin naturfilosofi give en dybere tolkning af den verden, naturvidenskaben udforsker med beregninger og eksperimenter. Fysikeren kommer til sit objekt udefra. Han konstaterer fakta og finder regelmæssigheder. Han siger os ikke, hvad verden er, og hvorfor den virker som den gør. Schelling vil trænge om bag ved de synlige fænomener og finde ud af tilværelsens dybere sammenhæng. Han vil tolke naturen, som man tolker en symfoni eller et digt. Han søger motivet bag den kunstneriske frembringelse. Han lever sig ind i den intuition, som har fået skikkelse i skabelsens øjeblik.

Henrik Steffens fremhævede anelsens betydning. Dens genstand er uendelig, og den bevidner vort slægtskab med det evige. Anelsen vidner om en kommende tilværelse, og den giver os en dyb forvisning om den sammenhæng, som råder i alt. Anelsen fortæller os, at den guddommelige spire i os er det faste punkt og kilden til al evidens.

Bergson hævder, at fornuften eller den strengt rationelle tænkning aldrig vil kunne fatte selve livet, det være sig det biologiske liv eller sjælelivet, uanset hvor megen systematik eller videnskabelighed den påberåber sig. Livsprocessen følger ikke bestemte love, som kan blotlægges af videnskaben. Forstandens funktion er rent ”mekanisk”. Den kan analysere, det vil sige opløse, adskille og sammensætte. Den kan kun forstå det statiske. Hvis den ville prøve at forstå livet, måtte den derfor standse det. Men så er det ikke længere liv. For livet forløber i en kontinuerlig strøm. Kun gennem intuitionen kan vi forstå noget af livet. For den indebærer evnen til en instinktiv indføling med livet – til at skue fænomenerne i helheder og højere sammenhænge.

Bergson beskrev også forskellen mellem intuition og analyse: Intuitionen er en slags intellektuel sympati, hvor man går ind i tingen – bliver et med det enestående, der er i den – forstår dens dybere væsen. Analysen fører tingen tilbage til elementer, der allerede kendes – som tingen har fælles med andre ting. At analysere er at beskrive en ting som en funktion af, hvad der ikke er tingen selv. Analysen er altså en slags oversættelse eller forklaring ved hjælp af symboler. ”Analysen kredser rundt om genstanden i en stadig utilfredsstillet attrå efter at fatte den og er ifølge sin natur dømt til denne evige kredsen rundt; den må bestandig opsøge nye synspunkter for at fuldstændiggøre sin bestandig ufuldkomne oversættelse. Men intuitionen er, når den er mulig, en usammensat akt.” 14).

For Rathenau er sjælen et kompleks af de højeste åndelige kræfter, som intet har med intellektet eller forstanden at gøre. Intellektet bruger matematikken og logikken til at erkende med. Intellektet kan måske nok undgå rent logiske fejlslutninger. Men det kan ikke udvælge og vurdere. Dertil skal det bruge sjælen. Selv om tænkningen er fri for logiske modsigelser, fører den alligevel til forkerte handlinger, hvis det stof, den arbejder med, er forkert. Dette stof leveres af sjælen til forstanden, som så udformer det. Det er forstanden, som begår fejl, ikke sjælen. – Mekaniseringen driver skånselsløst menneskene fremad. Denne tragedie er mennesket kommet til ved en grænseløs og unuanceret tillid til intellektet, som dog kun er i stand til at analysere, men ikke kan forstå det åndelige. ”Intellektets rige er antikristens rige, som bygger på begærlighed og fjendskab, bejler til guld og ære, drager det hellige ned, gør hjerterne hårde og jager sjælene i landflygtighed. På denne baggrund må sjælen bestyrkes i sin anelse … om sin evige ret.” 15).

Rathenau levede i en tid, hvor den skarpe sondring mellem sjæl og intellekt var fuldbyrdet. Han gav en næsten poetisk beskrivelse af forskellen mellem de to kategorier: Intellektet tror ikke på noget og fordrer meget. Sjælen tror på meget og fordrer intet. ”I den intellektuelles øjne er den sjælelige uklog, drømmende og overspændt, i den sjæleliges er den intellektuelle angstfuld, begærlig og blind. Intellektet iler kilometergrådigt hen ad sin skinnevej, sjælen vandrer under stjerner i stille fordybelse. Hist det hvileløse spørgsmål: hvorfor, hvortil? Og intet svar; her en fylde af sikker fornemmen og intet spørgsmål. Intellektet bejler og strider, sjælen modtager og skaber.” 16).

Også forskellige åndsvidenskabelige, nyreligiøse, kosmologiske, esoteriske eller okkulte bevægelser som spiritisme, teosofi og antroposofi har haft et gennembrud i 1800- og 1900-tallet. Det sidste nye er New Age bevægelsen, som har manifesteret sig i nogle årtier.

Disse bevægelser er typisk startet af personer med helt usædvanlige åndsevner, som ofte kaldes klarsyn. Hvad det nærmere indebærer, har Oskar Borgman Hansen beskrevet: ”Mennesket kan gennem koncentration og meditation styrke sine sjælelige kræfter således, at en bevidsthed bliver mulig  som er uafhængig af legemlige faktorer. Den almindelige bevidsthed er baseret på legemet, først og fremmest på dettes sanseapparat. Men i denne bevidsthed har mennesket dog også en mulighed for at tænke spontant, uafhængigt af organiske betingelser. Og på grundlag heraf  kan det øve sine kræfter: koncentrere sin tænkning, styrke sin vilje og rense sine følelser. Sker det med tilstrækkelig intensitet og alvor, opstår den bevidsthed, som kan bære sig selv, uafhængigt af legemsprocesserne. I denne tilstand optræder så oversanselige iagttagelser, gradueret i de oplevelsesformer, som kaldes imagination, inspiration og intuition.” 17).

Så langt når de færreste af os. Men de, som tænkte dybt, lagde grunden til den europæiske højkultur.

14) Henri Bergson: Intuition og Verdensanskuelse. G.E.C. Gad 1914 s. 11-12.

15) Walther Rathenau: Sjælen. Martins Forlag 1918 s. 42.

16) Søren Holm: Tanker og livssyn i tyvende åehundrede. G. E. C. Gad 1951 s. 74 – 75.

17) Oscar Borgman Hansen: Kulturkamp. C. A. Reitzels Forlag 2004 s. 30.

En tanke om "Materialismen udfordres"

  1. Det var en fin gennemgang af tendenser til kritik af den rationelle tænknings overherredømme i vor vestlige kultur.
    Jeg bliver mindet om vores psykologi lærer Steven Gallegos, som siger, at mennesket har fire erkendeformer:
    Sansning,tænkning,følelser og dybdevisualisering (intuition). Samt at tænkning i vores kultur desværre er blevet overprioriteret på bekostning af de andre. Hvilket har alvorlige konsekvenser for samfundsudviklingen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *