Farvel til friheden?

Dette indlæg er et uddrag fra min bog ”Demokratismen – vores nye religion” (Siesta 2013).

Gennem århundreder var styreformen en slags plutokrati (de riges herredømme). Det var det system, vi ville moderere, da vi indførte en demokratilignende styreform. Nu vender plutokratiet tilbage, men i en mere vulgær form og – foreløbig – svøbt i smukke demokratiske gevandter.
____________________________________________________________

Vi skal have en styreform, hvor en højere visdom kan sætte sig igennem, og hvor folket ikke bliver udbyttet. Det kan kun ske ved at styrke statsmagten (regeringen) og gøre den mindre afhængig af folketinget og den offentlige mening, som nemt kan manipuleres af ressourcestærke særinteresser.

Vi skal have et differentieret system, hvor forskellige statuslag med forskellig baggrund – viden, erfaring og indsigt – skal have forskellig indflydelse på forskellige områder, hvor de er kvalificerede til at tage stilling til problemerne. Man lader jo ikke en cykelsmed foretage en blindtarmsoperation – eller en buschauffør flyve en airbus. Men når det gælder det sværeste af alle hverv, at styre en stat, er skødesløsheden iøjnefaldende.

Der er ikke længere plads til statsmænd med visioner. Opportunister og taktikere er i deres rette element, når grundværdierne smuldrer i de moderne, rodløse demokratier med de mange ubefæstede sjæle. I trængselstider kan de ligefrem drage næring af frustrationen og bitterheden, som det skete i Tyskland i mellemkrigstiden. Her førte demokratiet de tyranner til magten, som afskaffede det. En tysk iagttager skrev engang i 30’rne, at demokrati er den styreform, som er dårligst til at forsvare sig mod dets modstandere. Det må nære selv dets argeste fjende ved dets barm. Demokratiet kan træffe beslutninger med uheldige konsekvenser, fordi visdommen er blevet udfaset, og lidenskaberne sejrer over besindigheden.

Der må være et relativt uafhængigt led i systemet, hvor politikerne kan tillade sig den luksus at prøve at nå ned til problemernes rod, fordi taktikken ikke hele tiden overtrumfer alt det andet – fordi de ikke frygter at blive væltet af populisme i tide og utide.

Hvad vil der ske, hvis udviklingen fortsætter som hidtil?

Vi risikerer, at hele det politiske system bliver mere eller mindre udhulet. Det skyldes også den voldsomme udvikling i den socioøkonomiske struktur (monopolisering, kapitalflugt, administrative reformer, europæisering, globalisering). De politikere og eksperter, som støtter systemet, ville formentlig kunne gøre springkarriere og spinde guld på det. Når den økonomiske magt koncentreres, så koncentreres også den politiske magt. De to ting hænger sammen som ærtehalm – kan aldrig skilles ad. Den, der har pengene, har nøglen til magten. I demokratierne kan han kontrollere meningsdannelsen i de toneangivende medier, som i øvrigt også bliver stadig mere monopoliserede.(En amerikansk PR-ekspert sagde allerede i 60’erne, at han kunne gøre et æsel til USA’s præsident. Det var kun et spørgsmål om tid og penge.). I dag sælges politiske ideer omtrent på samme måde som vaskepulver og tyggegummi.

”… demokratiske processer er en foruroligende sejlads mellem et kaotisk Scylla og et manipuleret Charybdis. På den ene side kan resultatet af kollektive valg, og dermed de politiske processer, være grundlæggende mere eller mindre tilfældige, og derfor mere eller mindre uforudsigelige; vi kan måske opnå en vis begrænset sikker viden om nogle fænomener på et helt generelt og abstrakt plan, men i det store hele er der fundamentalt ingen ligevægt i politik. Og hvis der, på den anden side alligevel skulle være ligevægt, så er det ikke resultatet af vælgernes præferencer og demokratiske valg i sig selv, men af politisk manipulation foretaget af dem, som er i stand til at kontrollere dagsordener, formulere spørgsmål, etc., og med henblik på at dreje ligevægten så tæt på deres eget idealpunkt som muligt”. (Jacobsen og Kelstrup (red.) 99 s. 258-59).

Professionelle iagttagere hævder, at magten koncentreres i statsministeriet, finansministeriet og kommunernes landsforening. Politikerne fortolker grundloven lemfældigt, og EU bestemmer stadig mere.

Tidligere blev vi styret af teokratiet og monarkiet. Vil det blive bedre, når vi bliver styret af oligarkiet og plutokratiet? For det et tydeligvis det, vi er på vej imod. Fremtidens historikere vil da kunne beskrive den relative økonomisk-politiske frihed som et særpræget fænomen, der prægede 1900-tallet.

Gennem århundreder var styreformen en slags plutokrati (de riges herredømme). Det var det system, vi ville moderere, da vi indførte en demokratilignende styreform. Nu vender plutokratiet tilbage, men i en mere vulgær form og – foreløbig – svøbt i smukke demokratiske gevandter.

Hvis udviklingen fortsætter som hidtil, kan vi lige så godt afskaffe de traditionelle nationale politiske systemer og overlade magten til de stærke særinteresser og de store spillere i det europæiserede og globaliserede politisk-økonomiske system. Og så forsvinder friheden før eller siden. Det ønsker vi ikke. Derfor må der ske noget drastisk.

I demokratismen er det svært for politikerne at gennemføre nødvendige, men upopulære love. Og så risikerer vi, at ændringer, som er nødvendige for samfundet eller gavnlige for magteliterne, enten manipuleres igennem eller finder sted uden om det politiske system. Således kan afstanden mellem det formelle og det reelle blive stadig større. Og det er farligt. En ærlig styreform med mindre frihed er bedre end en uærlig med mere. For i den sidste er den mere frihed  kun tilsyneladende.

I demokratiet vil politikerne være tilbøjelige til at føre populær ”stemmekøbspolitik”. Men regningen skal jo betales før eller siden. Da vi nærmede os en økonomisk afgrund i 80’erne, hindrede demokratiet længe effektive og nødvendige indgreb for at løse problemerne. Mange af vor tids store problemer kan ikke løses af demokratierne, f.eks. klimaproblemer og finanskriseproblemer.

Når engagerede idealister opdager, at magtudøvelsen bliver vilkårlig og ikke længere kan kontrolleres, opstår der bitterhed og retfærdig harme. Og så vil nogle af dem formumme sig i protestpartier og –organisationer. Hvis de forløber sig, har magteliterne en begrundelse for at stramme grebet om samfundet yderligere. De kan ligefrem drage fordel af forvirringen. Bitterheden er farlig. I mellemkrigstiden så vi, hvad den kunne medvirke til.

Så er det bedre at få renoveret styreformen i tide.

Udviklingen følger som regel historiens store pendul, fra det ene ekstreme yderpunkt til det modsatte. Hadet til det gamle og begejstringen for det nye – lidenskaberne – fortrænger besindigheden. Det var det, der skete i oplysningstiden. Store dele af den åndelige virkelighed, herunder menneskesynet og moralen, blev efterhånden fortrængt. På styreformens område har vi bevæget os fra autokrati til demokrati. Vi skal ikke tilbage i den gamle grøft, men gøre pendulets udsving mindre – finde den rette balance mellem ekstremerne under nye betingelser.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *