Træk fra debatten om demokratiet

Dette indlæg er et let bearbejdet afsnit fra min bog ”DEMOKRATISMEN – vores nye religion”. 

I demokratiet kan ”almindelige menneskers” indflydelse på visse områder, som kræver en højere visdom eller statsmandskunst, godt være begrænset.
___________________________________________________________________

Hvis vi prøver at tage et overblik i debatten om demokratiet, tegner der sig to indbyrdes modsatrettede holdninger: Den ene nærer en vis skepsis overfor politisk autoritet og myndighed og mener nærmest, at de krænker borgernes frihed! Denne retning har vundet stadig større indpas, især i efterkrigstiden, og er dominerende i dag. Den anden hovedretning, som jeg selv hører til, prøver at fastholde den klassiske tro på naturlig autoritet og myndighed – omsorg – og etikkens betydning i sammenhængen. Den retning har haft det lidt svært i efterkrigstiden. Men den findes stadig.

I en kronik i Information (26/10 2012), ”Alle har ikke ret i kampen om sandhederne”, skriver Jan Maintz Hansen: ”Kan vi ikke, når det gælder moralitetens område – værdier, meninger, livsanskuelser – hævde, at noget er bedre end andet? Er meningers værdi blot lig med, hvad subjektive magtkampe halvfærdigt definerer dem som? Kan værdiers værdi ikke diskuteres og sammenlignes rationelt?” Jan Maintz Hansen kritiserer den udbredte afspejlingsforståelse, som siger, at de politiske beslutninger skal afspejle standpunkter og anskuelser, der har størst udbredelse i befolkningen. Men en mening kan meningsfuldt siges at være bedre end en anden. Vore værdiers værdi er ikke indeholdt i demokratiet som værdi.

Der findes ikke megen kritik af demokratiet, selv om en sund skepsis omsider igen ville være hensigtsmæssig. En af de mest kendte fortalere for det moderne demokrati er den amerikanske politolog Robert A. Dahl. Han kan stå som en typisk repræsentant for den udbredte skepsis overfor politisk autoritet og myndighed.

I sin bog ”Om demokrati” (Nyt Nordisk Forlag Arnold Busch 2000) skriver han i et afsnit om formynderskab: ”Påstanden om, at styret skulle overlades til eksperter, der er dybt engagerede i at herske ud fra almene interesser, og som er overlegne i forhold til andre i deres viden om, hvordan dette skal ske – Platon kaldte dem vogterne – har altid været den vigtigste rival til demokratiske teorier. Fortalerne for formynderskab angriber demokrati på et tilsyneladende sårbart punkt; de benægter ganske enkelt, at almindelige mennesker er egnede til at styre sig selv”.

Er de det? I dag er de naturligvis mere egnede end dengang de var uvidende analfabeter med fordomme og overtro. Men vise bliver de næppe foreløbig. Og de er i hvert fald ikke egnede til at styre samfundet. Den intuitive visdom er stadig et nødvendigt bolværk imod barbariet. Derfor kan ”almindelige menneskers” indflydelse på visse områder godt være begrænset.

Dahl skelner ikke klart mellem specialister (eksperter med stor faglig viden på afgrænsede områder) og generalister (med udsyn og en højere visdom, dvs. indsigt i højkulturens dybere åndelige forudsætninger). Der er altså ikke kun tale om to lag: specialister (eksperter) og almindelige borgere, men om tre lag: 1 generalister, 2 specialister og 3 almindelige borgere. Generalisterne skal have størst indflydelse på de åndelige grundværdier, specialisterne på den komplicerede sagkundskab, og de almindelige borgere på mange praktiske og lokale forhold og deres egne levevilkår. Styreformen kunne passende indrettes efter en sådan model. –Men da vi havde oplevet de store, grusomme diktaturer, skulle vi pludselig have demokrati efter formlen jo mere jo bedre. Og det er uholdbart.

Dahl skriver et sted: ”At styre en stat ordentligt kræver meget mere end rent videnskabelige kundskaber”. Det kræver f.eks. også etik.

Netop! Men afgørelser om åndelige anliggender, som etikken jo hører til, er på en måde mere krævende end afgørelser om materielle anliggender. For de åndelige anliggender kan man ikke måle, veje eller regne sig frem til. Det kræver ikke bare stor viden, men også en højt udviklet intuition. Derfor bør afgørelser om åndelige anliggender i nogen grad træffes af generalister.

For nogle årtier siden var de fælles åndelige pejlemærker, som blev til længe før demokratiet, endnu nogenlunde intakte. Det er de ikke længere. Det lider samfundet under. Derfor har det været nødvendigt at kompensere for tabet ved at etablere en institution som etisk råd. – Et symptom på et kulturelt forfald? Er vi ved at blive en slags åndelige analfabeter?

Dahl forenkler problemerne. Spørgsmålet er ikke, om der skal være formynderi, autoritet og omsorg, men snarere hvor meget der skal være og på hvilke områder.

Dahl skriver: ”Blandt voksne mennesker er ingen så klart bedre kvalificeret til at styre end andre, at de skulle betros den fulde og endelige magt over statens styre”.

Et godt argument. Men nogen er klart bedre til at styre end andre. Men de skal da ikke betros den fulde og endelige magt. Der skal stadig være kontrol og balance.

Dahl skriver også, at ”de fundamentale interesser hos de voksne, der er nægtet mulighed for at deltage i styringen, ikke vil blive beskyttet og fremmet tilstrækkeligt af de personer, som styrer staten. Det viser historiens erfaring”.

Endnu et besnærende argument. Men efter ovennævnte kvalifikationsdeling skal folket stadig have stor indflydelse, især på de materielle interesser og dets egne levevilkår.
___________________________________________________________________

I næste indlæg vil jeg afsløre det repræsentative demokratis indre modsigelser.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *