DEMOKRATISMEN – Vores nye religion

“Dette indlæg er et uddrag fra indledningen til min bog, Demokratismen – Vores nye religion“.

Det er den intuitive visdom, der har løftet og båret højkulturerne. Men den kan ikke sætte sig igennem i demokratiet, som altid vil trække samfundet nedad på den kulturelle gradsskala.
___________________________________________________________________

Demokratiet er en ineffektiv og kompliceret styreform, som aldrig har fungeret særlig godt i stater. Næsten alle de store tænkere i den politiske filosofi har taget afstand fra det.

Et gammelt mundheld siger, at af børn og fulde folk skal man høre sandheden. Jeg hørte engang en mand sige på et værtshus, at demokrati er en styreform, hvor man tager magten fra de kloge og giver den til de dumme. Så enkelt er det naturligvis ikke. Men med demokratiet har man pålagt folket en opgave, som det ikke magter. I en af Platons dialoger hedder det et sted: Ingen påtager sig et hverv, som han ikke har lært, selv ikke det simpleste. Alligevel tror alle og enhver sig kvalificeret til det vanskeligste af alle hverv: at styre en stat.

Men alt det må ingen sige højt. For der er gået ”isme” i demokratiet. Det har fået religionens karakter: det er syndigt at anfægte. Tidligere var det både syndigt og farligt at anfægte kristendommen. Men i dag er det langt værre at anfægte demokratiet. Hvis du anfægter kristendommen, er du et moderne menneske, som er fulgt med tiden. Men hvis du anfægter demokratiet, begår du helligbrøde, og så er du hjemfalden til den evige skærsild. Derfor er det svært at foretage selv mindre justeringer efter ny viden og gjorte erfaringer.

Til alt dette vil demokratisterne nu indvende, at vi har fået folkeoplysningen og et avanceret uddannelsessystem. Vi har overvundet fordomme, vanetænkning og overtro. Den gamle visdom, som bl.a. manifesterede sig i religionen og filosofien, er blevet sat på plads. I stedet har vi satset på videnskaben. Og der er da også sket store forbedringer for folket efter indførelsen af demokratiet.

Men så enkelt er det ikke. At videnskaben fortrænger visdommen kan få alvorlige konsekvenser. For videnskaben er jo kun en slags teknik. Den kan kun sige os. Hvad vi kan gøre, men ikke hvad vi skal eller bør gøre. Det er den intuitive visdom, der har løftet og båret højkulturerne. Men den kan ikke sætte sig igennem i demokratiet, som altid vil trække samfundet nedad på den kulturelle gradsskala. Demokratiet kan sjældent nå ud over middelmådigheden, og det er ikke nok. Derfor kan det ikke stå alene. Der er meget længere fra den almindelige sunde fornuft til den højere visdom, end vi moderne mennesker tror. Men det er rigtigt, at der skete store forbedringer for folket. Der er en vis sammenhæng mellem demokratiet og højnelsen af folket. Det var dog ikke et demokrati, vi fik i 1849, men et konstitutionelt monarki. Efterhånden som systemet blev gjort mere demokratisk, opstod der store problemer, fordi visdom, besindighed og statsmandstæft fik stadig sværere ved at sætte sig igennem.

Opgaven er nu at finde ud af, hvordan visdommen kan genindføres og sikres, uden at demokratiet forsvinder. Men filosofien sygner hen, og religionen kæmper for den sidste bastion. Almendannelsen er ved at forsvinde fra uddannelsessystemet. Hele den åndelige udvikling er blevet nedprioriteret, og udviklingen forløber så hurtigt, at vi ikke længere kan følge med.

Jo mindre der bliver af det, vi tror på, jo mere taler vi om det. Vi taler hele tiden om demokrati og menneskerettigheder. Men samtidig bliver der mindre af begge dele, fordi de åndelige grundværdier, de er udsprunget af, kristendommen og humanismen, ikke længere bliver vedligeholdt. Det er, som om vi prøver at besværge tabet ved hele tiden at gentage ordene – som en slags mantra.

Der må aldrig gå livsholdning i demokratiet. At hæve noget så pragmatisk som en styreform op over religion og filosofi – over vores grundholdning til tilværelsen – er proportionsforvrængning. Demokratiet må aldrig blive andet end en blandt mange styreformer, oven i købet en af de ringeste? Platon mente, at kun tyranniet var ringere. Aristoteles, at det var en afart af det ægte borgerstyre, polyteia. Polybios, at det kun måtte være en del af en blandet styreform med monarkiet og aristokratiet.

Fremtidens problemer vil formentlig blive stadig mere omfattende og vil derfor under alle omstændigheder kræve en stærkere stat. Hvis de nye, store problemkomplekser skal løses, kræves der stor effektivitet og handlekraft, og det findes lige præcis ikke i demokratierne, hvor der er så mange indbyrdes modsatrettede hensyn at tage. Mange kompromiser og konsenser og en sænkning af det intellektuelle og moralske niveau gør staten svag og sårbar.

Hvis man vil bevare den politiske frihed, må man fastholde de traditionelle åndelige grundværdier og ændre både den socioøkonomiske struktur og styreformen. Men der er ikke meget, som tyder på, at det vil ske. Så vil der opstå kaotiske tilstande, hvilket kan være en fordel for ambitiøse, men skrupelløse magtstræbere, når kravet om den stærke mand eller det stærke parti melder sig som en sidste udvej. Det kan vi kun foregribe, hvis vi har modet til at bryde med demokratismens tabuer og justere styreformen. I dag, hvor ekstreme bevægelser igen er begyndt at vinde indpas, er det nødvendigt at genoptage debatten om demokratiet, som længe har været et tabuemne.

Et samfund kan ikke bestå uden visdom. Den kunne i nogen grad sætte sig igennem tidligere, fordi den blev respekteret og beundret. Det kan den ikke længere, fordi den bliver opfattet som reaktionær, nostalgisk eller arkaisk – et umiskendeligt symptom på et kulturelt forfald.

Alle højkulturer er bygget på visdom. Men i oplysningstiden begyndte de intellektuelle at se skævt til den gamle visdom, bl.a. fordi den stillede sig i vejen for den videnskabelige udvikling. Den endte med, at vi underkendte hele den åndelige virkelighed, herunder moralen og menneskesynet. Således endte vi næsten i den modsatte grøft. Hvis en vis visdom ikke længere kan sætte sig igennem, bryder højkulturen sammen.

Det er en alvorlig misforståelse at tro, at vi kan kompensere for den manglende visdom med oplysning. For de to ting er indbyrdes væsensforskellige. Vi kan ikke løse tidens problemer gennem den sanseløse vidensophobning alene.

Det er kun relativt få iblandt os, som besidder intuitionens nådegave i rigt mål. Dem burde vi satse alt på. Men i det moderne demokrati har de ikke en chance. Her kræves fortrinsvis taktik og manipulation.

___________________________________________________________________

Næste indlæg vil handle om forholdet mellem de åndelige grundværdier og styreformerne. Men foreløbig holder vi en lille vinterpause.

3 tanker om "DEMOKRATISMEN – Vores nye religion"

  1. Pingback: Farvel til friheden? - SamfundsdebatSamfundsdebat

  2. Pingback: Humanistisk magtbalance - SamfundsdebatSamfundsdebat

  3. Pingback: Om samfundet, de åndelige grundværdier og demokratietSamfundsdebat

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *