Mødet mellem to kulturepoker

Dette indlæg er et uddrag fra min bog “Materialismens Sammenbrud – på sporet af den tabte idealisme” (Siesta 2009). 

Den nyere tid nåede formentlig sit højeste kulturelle niveau i slutningen af 1700-tallet og begyndelsen af 1800-tallet – altså mens man endnu trods alt dyrkede kulturens oprindelige åndelige grundlag, og før materialismens iboende destruktive tendenser for alvor trådte frem i lyset. – Der skal komme en tid, hvor vi vil se tilbage på vor tid med lige så stor undren, mistro og overbærenhed som den, med hvilken vi i dag ser tilbage på visse træk i “den mørke middelalder”.
___________________________________________________________________

Det er ingenlunde usandsynligt, at vi, som lever omkring årtusindskiftet, vil blive vidner til et af historiens store dramaer, brydningstiden mellem to kulturepoker. Ouverturen blev spillet omkring det næstsidste århundredskifte og havde klang af almindeligt åndeligt og materielt opbrud – herunder en vis social elendighed. Tæppet gik for første akt med verdenskrige og økonomiske kriser. Der var pause i efterkrigstiden, og tæppet gik for anden akt. Vi har overværet ungdomsoprøret, eksperimenterne med nye livsformer, den voksende interesse for østerlandsk visdom og mystik, nyreligiøsiteten, nymarxismen, protestbevægelserne, den grønne bølge – alt det, vi sammenfattende kan kalde ”den store vægring”. – Men vi har endnu hovedakten til gode.

Vi har set, hvordan vor egen brydningstid har adskillige træk fælles med tidligere brydningstider: oprørsstemningen, forfølgelsen eller latterliggørelsen af anderledes tænkende, kulturpessimismen, rodløsheden og angsten.

Den nyere tid nåede formentlig sit højeste kulturelle niveau i slutningen af 1700-tallet og begyndelsen af 1800-tallet – altså mens man endnu trods alt dyrkede kulturens oprindelige åndelige grundlag, og før materialismens iboende destruktive tendenser for alvor trådte frem i lyset. Det viser sig i tidens filosofi, litteratur, musik og kunst i det hele taget. På en måde var det en lykkelig tid – præget af den nyskabende kraft, som gennem fryd og smerte når til forløsning af nyt liv. Det er med rette, man har kaldt den tid for guldalderen.

Dengang kunne en Søren Kierkegaard endnu tillade sig at sige: Der findes ingen mere bagvendt klogskab end den, som lader det evige fare som noget usikkert og holder fast på det jordiske som noget sikkert.

I det moderne samfund er der snart hverken fryd eller smerte, og derfor heller ingen forløsning. Tilbage er kun det gustne politiske overlæg og den massesuggestion, hvis intellektuelle og moralske niveau altid er lavere end det enkelte individs. Middelmådigheden kvæler storhedens spirer og hindrer ethvert sandt menneskeligt fremskridt. For de tanker, som højner mennesket, udspringer af den ånd, som en gang imellem løfter en flig af det glemselens slør, som skjuler sandheden – som i glimt åbenbarer det guddommelige. – Den åndelige forstening er et umiskendeligt symptom på et kulturelt forfald, og den viser sig på alle områder. Vi kan sige med forfatteren Villy Sørensen, at i dag har vi religion uden ekstase, kunst uden mystik, videnskab uden fornuft, filosofi uden visdom, psykologi uden sjæl og sex uden eros.

Vi moderne mennesker er åbenbart ved at miste evnen til fordybelse, hvilket som bekendt kræver tid og ro. I dag er der så meget, som kan splitte og forvirre sindet.

Det er kommet så vidt, at vi ikke engang længere rigtigt er klar over, hvad menneskelighed er. Alle videnskaberne om mennesket er rådvilde over for dette spørgsmål, siger Georg Picht. Den tænkemåde, der i dag behersker samfundet, betragter alt det, som ikke kan observeres, som utilbørligt, anstødeligt, ja, endog usømmeligt. Der findes ikke længere nogen krog i vort samfund, der ikke blev gennemsyret af den ætsende lud, som en abstrakt omsiggribende umenneskelighed er. Ikke kun videnskaben er blind for menneskelighed, også litteratur, musik og bildende kunst formår ofte kun at udtrykke den forpinte menneskeskabning i mennesket ved i skingre dissonanser eller med analysens dissekeringskniv at minde vore sløvede sanser om kvalerne og forkrøblingerne hos det væsen, der engang var menneske, og som håber at blive det igen.

De evindelige og voldsomme forandringer i samfundet gør det ligefrem nødvendigt at ændre den menneskelige integritet. Tradition og sædvane er ikke kun ubrugelige, men ligefrem skadelige. De står i vejen for udviklingen. Tidens nye mantra er omstillingsparathed. Et stort terapimarked er opstået. Enorme summer bruges på at skabe en ny social og individuel refleksivitet – ja, en ny identitet – et formbart menneske, som gør klogt i at tilpasse sig magteliternes ønsker. – Altså næsten det modsatte af det dannede, livsoplyste, kritiske og selvstændigt tænkende menneske, som oprindeligt var meningen med humanismen og demokratiet. Det kan se relativt uskyldigt ud i dag. Men hvad bliver det næste, og hvor går grænsen? I den offentlige debat har kritikerne talt om ”profitoptimering af sjælelivet”.

Tabet af den åndelige dimension i tilværelsen har efterladt et uhyre tomrum – et ”eksistentielt vakuum” (Victor E. Frankl). Dette er så meget mere katastrofalt, som at et af menneskets sikreste kendetegn er viljen til mening. Det eksistentielle vakuum viser sig som en følelse af meningsløshed, tomhed og kedsomhed. Vi prøver at flygte fra dette tomrum, for eksempel gennem arbejde (derfor er arbejdsløshed en katastrofe). Og forlystelser (derfor er underholdningsindustrien eksploderet). Tom rigdom,. Tom lediggang, tom seksualitet, er ikke lejlighedsvise dårligdomme i materialismen, men dens nødvendige slutprodukt. Der er her virkelig tale om et alvorligt samfundsproblem – en kollektiv neurose, som præger hele vor kultur.

Hvis man spørger, hvordan vi er havnet i denne situation, svarer Frankl: Da vi blev mennesker, mistede vi nogle af de instinkter, som bestemmer dyrets adfærd. Disse instinkter gav os en slags sikkerhed, som for evigt er tabt. Vi er ”fordømte” til at vælge. Men under den senere udvikling har vi også lidt et andet tab: de traditioner og traditionelle (åndelige) værdier, som støttede vor adfærd, er også forsvundet. – Altså: Intet instinkt fortæller os, hvad vi behøver at gøre, og ingen traditioner fortæller os, hvad vi bør gøre. Snart vil vi heller ikke vide, hvad vi ønsker at gøre. Så vil vi enten gøre, hvad andre mennesker gør, hvilket er konformisme. Eller vi vil gøre, hvad andre mennesker ønsker, vi skal gøre, hvilket er totalitarisme.

Den europæiske kultur er vel 2600 år gammel. Men materialismen er først brudt afgørende igennem som determinerende grundholdning i vor egen tid, altså i 1900-tallet. Den er en afart – en undtagelse. Vi er næsten alle mere eller mindre inficeret af den. Det er en slags sygdom i kulturens sjæl. Derfor hjælper det heller ikke, at magten skifter parti. En gennemgribende holdningsændring er nødvendig.

At nå gennem brydningstidens trængsler til en afklaring er en meget stor opgave, som måske vil være forbundet med alvorlige kriser og konflikter. Men der er ingen vej uden om. For alternativet er undergang, før eller siden. Styrken til at gennemføre opgaven skal vi i første omgang få fra bevidstheden om, at materialismen er ved at bryde sammen, og at tiden er svanger med nyt liv.

Der skal komme en tid, hvor vi vil se tilbage på vor tid med lige så stor undren, mistro og overbærenhed som, den, med hvilken vi i dag ser tilbage på visse træk i ”den mørke middelalder”.
___________________________________________________________________

Næste afsnit vil være fra indledningen til min bog ”Demokratismen – vores nye religion”.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *