Humanitetens renæssance

Dette indlæg er uddrag fra min bog ”Materialismens Sammenbrud – på sporet af den tabte idealisme” (Siesta 2009).

Vi, der er gået ind i et nyt årtusinde, vil opleve begyndelsen til et kulturelt epoke- eller paradigmeskifte, som vil blive indvarslet med materialismens sammenbrud. De bærende konstruktioner er for længst møre. Det endelige sammenbrud kan finde sted når som helst, og vi kan måske engang fortælle vore børne- og oldebørn, at vi så det begynde!
___________________________________________________________________

Den ensidigt materialistiske grundholdning og virkelighedsopfattelse prioriterer videnskaben højest blandt tænkningens kategorier. Lavere rangerer filosofien. Den del af filosofien, som ligner videnskaben mest, det vil sige de spidsfindige analysers filosofi, rangerer højere end den traditionelle filosofi, hvor metafysik og intuition spiller en stor rolle. Den tænkning, som kommer til udtryk i digt, myte, religion og mystik, tolereres, men tages næppe længere helt alvorligt.

Tidligere var det omvendt. Og sådan må det også blive igen: De største sandheder kan aldrig bevises videnskabeligt eller begribes med fornuften. De kan ikke engang udtrykkes ved hjælp af sproget, skønt digtet og myten nok kan hjælpe os et stykke på vej. Den kinesiske vismand Laotse sagde: Ingen lære, som kan formes i ord, kan lære dig noget om det evige alt. De største sandheder kan kun fornemmes, indtil alt fortaber sig i det uvisse. Men i religionen og mystikken når tænkningen sine højeste former. Kunstneren Lilly Katarina Siticum har engang sagt, at kundskab beriger os ikke. Den fjerner os mere og mere fra den mystiske verden, hvori vi engang havde hjemstavnsret. Den berømte danske forsker Niels Steensen sagde (1672): Skønne er de ting, vi ser, skønnere de, vi forstår, men langt de skønneste er tilvisse de, som vi ikke fatter. Gang på gang viser det sig, at den yderste virkelighed kun kan fattes af dem, der er ”fulde af kærlighed, rene af hjertet og fattige i ånden”.

Vi betragter endnu det åndelige som noget abstrakt – noget virkelighedsfjernt. Det åndelige står i diametral modsætning til det materielle, som betragtes som den egentlige virkelighed. Det er os livet om at gøre at sondre skarpt mellem ånd og materie. Man kan næsten sige, at vi er bange for, at den grumsede eller usikre åndelige virkelighed skal smitte af på den rene, sikre materielle virkelighed. Men vi tolererer det åndelige som en behagelig afveksling i den ensidigt materialistiske tilværelse. Noget, vi kan hænge op på væggen til pynt. Vi bruger det åndelige til at krydre tilværelsen med i ledige stunder eller ved højtidelige lejligheder. Men alt dette betyder, at vi ikke behøver at tage det åndelige alvorligt. Vi beskæftiger os ikke længere seriøst med det. Det præger ikke længere vor holdning og adfærd som tidligere.

Vilhelm Grønbech spurgte, hvordan vi kan leve vort liv og tænke vore videnskabelige tanker, som om kun overfladebevægelserne i sjælen var fuldt reelle. Vi psykologiserer uden at ænse digterne, der ser syner, profeterne, der har sande drømme, mystikerne, der mister sig selv i oplevelsen af altets grundløse fylde. Hvad vi end mener om mystikken, så er vi alle sammen dens børn. Hvis vi af vor kulturs fortid slettede alle profeter og sværmere, ja, så blev der ikke meget tilbage af os. Hele vort sjælevæv ville gå i stykker. De israelitiske profeter, middelalderens mystikere, digtere som Dante, Goethe og Wordsworth lader sig ikke indordne i vor gængse psykologis rammer, og ligegyldigt hvad vi så end mener om disse menneskers sjælelige sundhed eller usundhed, så er deres oplevelser forudsætningen for vort åndelige liv.

Dybest set har vi altid næret en vis skepsis over for og utryghed ved materialismen, fordi den ikke stemte overens med den menneskelige natur. Den gav os ”stene for brød”. Den har altid haft kritikken af sig med i bagagen. Denne kritik bliver stadig mere påtrængende, og den vil vokse til et crescendo i de kommende årtier. Materialismen har omsider raset ud. Resignationen er begyndt at knuge vore forpinte sjæle.

Således vil vi, der er gået ind i et nyt årtusinde, opleve begyndelsen til et kulturelt epoke- eller paradigmeskifte, som vil blive indvarslet med materialismens sammenbrud. De bærende konstruktioner er forlængst møre. Det endelige sammenbrud kan finde sted når som helst, og vi kan måske engang fortælle vore børne- og oldebørn, at vi så det begynde!

Hvis det moderne menneske i vor del af verden overhovedet tror på noget mere, er det mennesket selv. Det sætter sin lid til den humanisme, som opstod i og udviklede sig efter renæssancen og fik ny kraft i oplysningstiden. Men humanismen er ikke stærk nok til at bære kulturen eller samfundet. Den har ganske vist smukke træk. Respekten for mennesket er en vigtig faktor i den europæiske kultur. Kravene om frihed, tolerance, oplysning og fornuft slog igennem, og det medførte store fremskridt. Men humanismen er for tilbøjelig til at dyrke mennesket – at gøre det til altings mål. Fra renæssancehumanismen udviklede sig efterhånden det moderne menneskesyn, ifølge hvilket intet længere er helligt, og som siger, at mennesket i grunden er godt. Dets iboende muligheder er nærmest ubegrænsede. De skal blot forløses. – Dets psykiske og fysiske potentiale skal blot frigøres. Hvis der er problemer, er det ikke menneskets, men samfundets skyld.

Humanismens menneskesyn står således på en måde i modsætning til kristendommens, som jo hævder, at mennesket er ondt (arvesynden) og kun kan håbe på Guds tilgivelse. Vi behøver blot at kaste et overfladisk blik omkring os for at konstatere, at humanismens menneskesyn er helt urealistisk. Humanismen kan aldrig erstatte kristendommen, men må i det mindste have den som et nødvendigt korrektiv. Toynbee sagde ligefrem, at hvis vi tror, mennesket er den højeste ånd i universet, er vi fortabte. Kun ydmygheden overfor tilværelsen – ærefrygten for livet – taknemmeligheden for det, som er os givet, kan frelse menneskeheden fra fortabelse.

Den eneste realistiske mulighed på kort sigt består da i at genvinde troen på Europas oprindelige kulturgrundlag, den græsk-kristne humanitet, som er udsprunget af den idealistiske grundholdning og virkelighedsopfattelse, og som med alle dens fejl og mangler dog gjorde Europa mindre barbarisk. Det er muligt, visse historisk betingede teorier og dogmer må revideres med ny viden og erfaringer. Vi skal være forbeholdne overfor fundamentalismen. Ellers forstener kulturen. Men vi må tage udgangspunkt i en slags humanitetens renæssance. For det er helt tydeligt, at humaniteten er ved at forvitre.
___________________________________________________________________

Temaet afsluttes i næste indlæg.

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *