Videnskabismen

Dette og forrige indlæg er uddrag fra min bog MATERIALISMENS SAMMENBRUD – på sporet af den tabte idealisme (Siesta 2009).

Videnskaben er udartet til videnskabisme og har som en gøgeunge fortrængt visdommen. Den var jo usikker. Med videnskaben var man tilsyneladende på sikker grund. Men visdommen skal igen komme til ære og værdighed.
___________________________________________________________________

På grund af videnskabens kolossale succes har vi givet den en stilling i samfundet, som den i virkeligheden ikke fortjener. Vi har dyrket videnskaben som det moderne samfunds nye religion. Der er gået “isme” i den.

Vi skal ikke skrue tiden tilbage og forkaste videnskaben. Den har trods altr haft en kolossal betydning for os. Men den skal ikke længere være samfundets højeste instans. Den må genindtage sin naturlige plads som visdommens tjener. For det er ikke i videnskaben, men i visdommen, tænkningen når sine højeste former. Videnskaben er kun en begrænset, ensidig, raffineret og særpræget afledning af en langt større menneskeånd, hvis evige stræben mod stjernerne den nu prøver at hindre i sin snæversynede selvtilfredshed. Videnskaben er udartet til videnskabisme og har som en gøgeunge fortrængt visdommen. Den var jo usikker. Med videnskaben var man tilsyneladende på sikker grund. Men visdommen skal igen komme til ære og værdighed. Fordelen ved den er, at dens rækkevidde er langt større end videnskabens. “Ulempen” er, at den er vanskeligt tilgængelig.

Videnskabsteoretikeren søren Brier har sagt, at vor videnskabsideologiske kultur står ved en korsvej: Vi er ikke kommet løsningen af de fundamentale oprindelses- og meningsspørgsmål nærmere end de tidligere og samtidigt eksisterende kulturer. Her ved slutningen af det 20. Århundrede er vi ved at indse, at vi ikke kan undslippe metafysikken – heller ikke gennem naturvidenskaben. Fysikken viser, at hele virkeligheden ikke lader sig indfange i den mekaniske videnskabsmodel. Men hermed har videnskaben selv indset sine egne grænseer, og dermed selv bidraget til at udrydde myten om sig selv. Videnslaben som ideologi eller religion (reduktionisme) er død.

Den sanseløse ophobning af viden forekommer underligt meningsløs, når der ikke findes en overordnet åndelig autoritet, som kan administrere den – prioritere opgaverne, vurdere resultaterne og sætte dem ind i en større sammenhæng. Hvor videnskaben bliver sit eget mål, vil den før eller siden ødelægge sin kultur. Videnskaben kan nemlig kun sige os, hvad vi kan gøre, men ikke hvad vi skal eller bør gøre. Den beskæftiger sig ikke så meget med konsekvenserne af sine handlinger. I den forstand er den ansvarsløs.

Vi har et godt eksempel i videnskaber som bioetik og molekylærbiologi. Man diskuterer nu, om ikke forskerne på områder, som kan føre til naturbeherskelse – eller ligefren ændring af naturen, med de store risici, det indebærer, samtidig skal have en uddannelse i etik. Og politikerne, som skal lovghive på disse områder, føler sig hjælpeløse, fordi hele den åndelige virkelighed, herunder etikken, er ved at smuldre bort. Derfor må de søge råd hos de eksperter på området, som trods alt endnu findes (Etisk råd). Et umiskendeligt symptom på et kulturelt forfald. En kultur uden etiske normer er en selvmodsigelse. I dag gør vi ting, som ville have været utænkelige for 30 år siden. Og om 30 år vil vi gøre ting, som er utænkelige i dag. Ingen ved, hvad det næste bliver, eller hvor grænsen går. – Vi ved ikke engang længere, om der overhovedet skal være nogen grænser!

Det var Einsteins drøm at skabe en slags omfattende syntese, som kunne give os et nogenlunde afrundet billede af en ny virkelighed. Men det lykkedes ikke for ham. Man nå medgive videnskaben, kat den har gibvet os stor sikkerhed i vor viden, men det er på en måde sket på bekostning af rækkevidden. Den “rene ” videnskab kan aldrig blotlægge tingenes dybere væsen og indbyrdes sammenhæng eller udlede de naturlige processers iboende visdom. Tvært imod: den opløser, adskiller, isolerer. Først når vi inddrager det åndelige, kan vi blotlægge dybder af virkeligheden, som må forblive uforståelige for den, som kun måler og vejer.

Feyerabend tager skridtet fuldt ud og hævder, at videnskaben i virkeligheden ikke er baseret på en bestemt metode, som kan garantere et sikkert fremskridt. Et virkeligt fremskridt kræver nye, utraditionelle ideer. Men hvis den videnskabelige metode glev ført ud i sin yderste konsekvens, ville nye ideer være udelukket, og videnskaben bville forstene. Drømmen om absolutte videnskabelige sandheder er en illusion, og en videnskabelig holdning har ofte dækket over fordomme, snæversyn og opportunisme. En af de største farer for samfundet er, at dets styring overtages af videnskaben.

Friedell sagde, at videnskaberne ikke er andet end stenokrafiske referater af vore fordomme! Steiner mente, at videnskaben ser nå naturen ligesom en, der i en bog kun ser på de enkelte bogstaver, men ikke læser teksten eller forstår budskabet. – En forgløffende præcis beskrivelse. Det, videnskabsmænd får nobelpriser for i dag, er at beregne vinkler og kurver i de enkelte bogstaver og analysere tryksværtens keniske sammensætning – ikke at finde ord og sætninger – og da slet ikke hele tekster eller bhudskaber.

Albert Schweitzer siger et sted: “I dag har tænkningen ikke mere nogen gavn af videnskaben, fordi denne er blevet selvstændig og indifferent over for tænkningen. En videnskabsmend kan i dag udmærket godt have den nyeste viden og den tankeløseste verdensanskuelse. Videnskaben påstår, at dens opgave kun består i at fastslå enkeltheder, da men kun her er sikker på saglig videnskabelighed. At sammenfatte erfaringerne og at gøre konsekvenserne af dem gældende for verdensanskuelsen er, siger man, ikke videnskabens sag. Tidligere var hvert videnskabeligt menneske samtidig en tænker, der betød noget i sin generations almindelige åndelige liv. Vor tid er nået til at kunne skelne mellem videnskab og tænkning. Derfor findes der hos os endnu videnskabelig frihed, men næsten ikke mere nogen tænkende videnskab.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *