Drømmen om et videnskabeligt sprog

“Drømmen om et videnskabeligt sprog, som … skulle kunne udtrykke den fællesmenneskelige sandhed, er en sygelig vrangforestilling. Et fællesskab, i hvilket ikke mennesket, men den menneskelige abstraktionsevne har del, er ikke noget menneskeligt fællesskab”.

I mellemkrigstiden mødtes nogle filosoffer rundt om i Europa, blandt andet i Wien. De ville gøre filosofien videnskabelig. De mest yderligtgående af dem ville ophøje den til en slags verdensanskuelse, som så skulle præge hele samfundet. De mente, at filosofiens opgave er gennem en konsekvent analyse at klargøre sætningers og ords virkelige betydning eller mening og blotlægge sprogets uklarheder, selvmodsigelser og meningsløsheder. Wittgenstein sagde, at filosofien er en kamp mod sprogets tendens til at forhekse forstanden. Gennem en omfattende og dybtgående analyse af sproget finder man frem til, at de eneste sætninger, der findes om virkeligheden, er de empiriske. Det er de sætninger, hvis sandhed eller falskhed kun kan afgøres gennem erfaringen. En særlig spekulativ, dialektisk, logisk eller anden filosofisk metode til at erkende virkeligheden med findes ikke.

Alle metafysiske spekulationer fjernes fra filosofien. Naturfilosofi og etik må ikke blandes sammen. “Moralsk set er en filosof, der anvender sin professionelle duelighed til noget andet end objektiv sandhedssøgen, skyldig i en art forræderi”, siger Bertrand Russell. “…lige siden Platons tid har filosoffer ment, at det var en del af deres job at fremskaffe “beviser” for udødeligheden og Guds eksistens … For at gyldiggøre deres beviser har de måttet forfalske logikken, gøre matematikken mystisk og foregive, at dybtstikkende fordomme var himmelsendte intuitioner”. 1). Der findes ingen højere erkendelse, hvorved vi kan opdage sandheder, der er skjult for videnskaben og forstanden.

Man vægrer sig næsten instinktivt ved at tro på denne analytiske filosofi. – Hvad så med etikken? – Har den største, smukkeste og mest betydningsfulde tænkning, hvad enten den nu var filosofisk, religiøs eller videnskabelig for den sags skyld, ikke netop været den, som løsrev sig fra materien, ophævede kategorierne og hengav sig til tankens flugt mod det evige – en tænkning i helheder og højere principper, gennemsyret af følelse og mystik? – Skulle denne tænkning nu fordrives fra filosofien og gøres hjemløs? – Skulle den henvises til religionen? – Eller kunsten? – Eller måske helt ophæves? – Dermed ville menneskeligheden miste en af sine sidste bastioner, og den ensidigt materialistiske grundholdning og virkelighedsopfattelse ville have fejret endnu en triumf.

Albert Schweitzer mente nærmest, at hele den nyere tids spidsfindige systemfilosofi var en tragisk misforståelse. Hvad bliver der tilbage af vor filosofi, hvis man trækker det lærde flitterstads af den, spurgte han. Det rationelle går altid over i det irrationelle, når det tænkes til ende. Før eller siden må vor viden føre til oplevelser og hengivelse – til følelse.

Allerede i tyverne skrev Schweitzer, at der alle vegne opstår et kulturbegreb uden etik. Løsrevet fra den etiske vilje bliver fremskridtstroen fra år til år mere overfladisk. Til sidst er den kun en bræddevæg, der dækker over pessimismen bagved. Uden åndelig kraft som vi er, fordi vi ikke har sande og etiske fremskridtsidealer, er vi i begivenhedernes vold og oplever den materielle og åndelige kulturs sammenbrud.

Filosofien skulle ikke bare have skabt en teoretisk verdensanskuelse, som kun var bygget op af historie og naturvidenskab. Den skulle have kæmpet for de idealer, vor kultur hviler på.

Også Vilhelm Grønbech rasede over den åndelige forstening, som allerede prægede begyndelsen af 1900-tallet: Den frie forskning er sjælens åndedræt. Men i stedet for at være kulturens klarøjede profeter har forskerne gjort sig til dens eftersnakkere og øjentjenere. Åndsvidenskaben har efterlignet naturvidenskaberne. Historikere og antropologer har gjort mennesket til en fysisk genstand. Psykologer har skabt en sjælelære uden ånd.

Allerede i 1960 skrev litteraten Bjørn Poulsen i bogen Ideernes krise i åndslig og politik: “Under indtrykket af de falske analogier med matematikken og naturvidenskaben har vi – og først og fremmest de intellektuelle – vænnet os til en pseudorationel begrebstænkning, som truer med at suge marven ud af vort sprog og splitte det i en række indtørrede fagdialekter, som ikke forstår hinanden … Drømmen om et videnskabeligt sprog, som har formået at abstrahere både fra den enkeltes personlige liv og fra de store ideers overpersonlige liv, og som netop derfor skulle kunne udtrykke den fællesmenneskelige sandhed – denne drøm er en sygelig vrangforestilling. Et fællesskab, i hvilket ikke mennesket, men den menneskelige abstraktionsevne har del, er ikke noget menneskeligt fællesskab … Vænner vi os til at tænke i pagt med sprogets ånd, så får vi lettere ved at forstå hinanden og lettere ved at forstå historien, for den taler i samme ånd … Man kan ikke engang udelukke den mulighed, at den sørgeligt forsvundne virkelighed ville dukke op som et genfødt Atlantis, hvis vi for alvor lærte den kunst at tænke i sprogets og ideernes ånd, for denne ånd er identisk med selve menneskeånden, om hvilken vi ikke med sikkerhed kan vide, at den ikke i sit udspring er af guddommelig art”. 2).

I de sidste 20 – 30 år har værdirelativismen og postmodernismen bidt sig fast i samfunds- og kulturdebatten. Denne forskruede intellektuelle modestrømning kritiserer den hidtidige tænkemådes ideologiske og utopiske karakter og hævder, at den indebærer totalitære og inhumane træk, da magten misbruges og tilranes i værdiernes eller ideologiernes navn. Den kalder “den store fortælling eller “det universelt gyldige” et “fantasme” (Lyotard).

Man må undre sig over, at så mange intellektuelle er hoppet på den limpind. Man skulle næsten tro, der lå en skjult politisk dagsorden bag. Der må være noget galt, når en så voldsom ændring af vores tænkemåde kan finde sted på så kort tid, uden en egentlig kulturkamp. Her fejes 2600 års opsamlet visdom og erfaring pludselig af bordet med en flot håndbevægelse på et par årtier. Det, vi er i færd med, er i virkeligheden at ophæve den evige kamp mellem sandhed og løgn, ret og uret, lys og mørke, som dog hidtil har været anset for et af menneskelivets grundvilkår.

Nu, hvor vi nedprioriterer den åndelige dimension i tilværelsen, herunder menneskesynet og moralen, har vi ikke længere nogen kriterier eller målestokke, hvormed vi kan afgøre, hvad der er rigtigt eller forkert. Kun hvor det åndelige afgrænser det materielle, kan vi styre udviklingen. Hvor det materielle afgrænser det åndelige, vil udviklingen ødelægge os. Det er præcis situationen i dag.

Har kritikerne af de åndelige grundværdier overhovedet gjort sig konsekvenserne af deres teorier klar? I deres såkaldte samfund vil alting være lige gyldigt. Der vil ingen fælles værdier være. Og derfor i grunden heller ikke noget samfund, da der ikke er noget at finde sammen om. Der vil ikke være nogen moralkodeks. Love og regler vil være virkningsløse. Kaos, angst og livslede vil brede sig indtil det stadium, hvor kravet om orden vil bane vejen for den stærke mand eller det stærke parti. – Den åndelige, herunder politiske ensretning. Og så har vi præcis den situation, kritikerne af de åndelige grundværdier advarede imod.

Tidens indgroede skepsis overfor de åndelige grundværdier er altså ikke kun udtryk for åndeligt armod, men også et bevidst eller ubevidst skalkeskjul for ønsket om at bevare det bestående. Samfundstænkningen bliver tandløse krusninger på den etablerede supermaterialismes døgnpolitiske overflade. De, som bidrager til at nedgøre den store tænkning, hindrer os ikke kun i at forstå virkeligheden, men er også med til at cementere et falleret magtkompleks. – Således kan tidens magtelite bruge tidens intellektuelle modefilosoffer som en slags “nyttige idioter” eller opportunister i bestræbelserne på at neutralisere en farlig samfundskritik! – Men hvor samfundskritikken ikke længere er farlig, er vi allerede godt på vej mod ensretningen.

Vi er i færd med en vild gambling. Og indsatsen er hele vores kulturgrundlag.

______________

1) Bertrand Russell: Vestens filosofi. Munksgaard 1962 s. 698.

2) Bjørn Poulsen: Ideernes krise i åndsliv og politik. Gyldendal 1960.

_________________________________________________________________

Indlægget er uddrag fra kapitlet “Kritik af materialismen” i min bog Materialismens Sammenbrud – på sporet af den tabte idealisme (Siesta 2009) s. 65 – 69.

Vi holder pause i sommerferien.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *