Grænser for demokrati

FORORD TIL HELE SERIEN

I denne serie formidler jeg nogen af de tanker, jeg har gjort mig om samfunds- og kulturproblemer siden 1975. Jeg har her samlet dem under fællestitlen “Dansen om guldkalven – en samfundskritisk antologi”. Indlæggene vil blive bragt kronologisk, med ca. 3 ugers mellemrum. Længere tekster vil være inddelt i mindre dele. Serien handler ikke så meget om aktuelle politiske problemer, mere om deres dybere årsager og sammenhæng – et subjektivt præget, tidløst essay. Det omfatter emner som den politiske frihed, den økonomiske vækst, den materielle udvikling, økonomien, unionen, multikulturalismen, kristendommen og humanismen. Serien findes også som bog (se siden “Mine bøger”).

Kronik i Fyens Stiftstidende 21. Maj 2012.

Vi skal bevare demokratiet. Men det kan ikke stå alene. Den historiske erfaring og den politiske filosofi viser. At den bedst tænkelige styreform er den blandede, gerne hvor de oprindelige grundformer monarki, aristokrati og demokrati indgår (dog i moderne varianter). Her kan en enkelt styreform vanskeligt udarte, styreformerne kan afbalancere hinanden, alle klasser bliver tilgodeset i deres ret, og en højere visdom vil kunne sætte sig igennem, men uden at folket bliver undertrykt.
_________________________________________________________________

De enkelte styreformer er tilbøjelige til at udarte (på grund af evindelige stridigheder, magtens korruption o.a.) og afløser derfor ofte hinanden. Rækkefølgen kan variere med omstændighederne. Men styreformerne er grundlæggende ustabile.

Demokratiet er en ineffektiv og kompliceret styreform, som aldrig har fungeret særlig godt i stater. Heller ikke i oldtidens græske bystat Athen. Næsten alle de store tænkere i den politiske filosofi har taget afstand fra det. Da man endelig begyndte at eksperimentere med demokratilignende styreformer i slutningen af 1800- og begyndelsen af 1900-tallet, var det ikke rigtige demokratier, men forsigtige tilnærmelser. Ofte bevarede man de gamle monarkier, aristokratier eller republikker som udgangspunkt. Efterhånden som staterne blev mere demokratiske, opstod der problemer, måske også fordi en højere visdom eller statsmandskunst blev overtrumfet af organiserede særinteresser. Men da man ikke ville opgive demokratiet, indførte man nogle kunstige forholdsregler, bl.a. parlanentarismen, som brød med princippet om magtens deling og gjorde systemet endnu mere kompliceret og mindre handlekraftigt. Og så kom ekstremismen og kravet om den stærke mand.

Men alt det må ingen sige højt i dag, for der er gået “isme” i demokratiet. Det har fået religionens karakter. Det er blevet syndigt at anfægte. Tridligere var det syndigt at anfægte kristendommen. I dag er det langt værre at anfægte demokratiet. Gør man det, er man hjemfalden til den evige skærsild. I mellemkrigstiden kunne man endnu tillade sig at fremføre en ofte velbegrundet kritik af det forholdsvis nye demokrati. Men efter 2. Verdenskrig og besættelsen, hvor vi havde oplevet de store stalinistiske, fascistiske og nazistiske diktaturer, gik der panik i os, og så endte vi næsten i den modsatte grøft. Det var her, kæden hoppede af. Pludselig kunne vi ikke få nok demokrati. Nu skulle det gå efter princippet “jo mere jo bedre”. Endnu i dag fremsættes der jævnligt forslag om at nedsætte valgretsalderen til 16 år og holde flere folkeafstemninger. Nogen foreslår ligefrem, at folket skal kunne stemme direkte om lovforslag, hvilket den nye teknik skulle gøre muligt.

Vi mennesker har brug for noget at tro på, som giver livet mening, fylde og værdighed. Faste holdepunkter eller ståsteder, hvorfra vi kan orientere os i verden, som ellers kan forekomme forvirrende og kaotisk, for nogen ligefrem meningsløs. Og nu, hvor så mange andre åndelige bastioner falder, klamrer vi os til demokratiet som et af vore sidste faste holdepunkter.

Man har kendt mange styreformer op gennem historien. Naturligvis de tre grundformer:monarki, aristokrati og demokrati. Men også f.eks. timokrati (hvor borgernes rettigheder afhænger af deres formue), plutokrati (rigmandsvælde), oligarki (fåmandsvælde), tyranni og ochlokrati (pøbelvælde). Aristoteles mente, at der fandtes tre grundformer, som hver havde en god og en dårlig side: 1. Basileia (kongedømme), som kunne udarte til tyrannis (voldsherrevælde). 2. Aristokratia (bedstemandsdømme), som kunne udarte til oligarchia (fåmandsvælde). Og 3. Politeia (borgerdømme), som kunne udarte til demokratia (massevælde).

De politiske filosoffer havde i hvert fald ret i, at de enkelte styreformer er tilbøjelige til at udarte (på grund af den menneskelige svaghed, magtens korruption o.a.), og at de derfor afløøser hinanden. Rækkefølgen kan variere med omstændighederne. Men styreformerne er grundlæggende ustabile.

Grækerne nåede aldrig at løse problemet. Men det gjorde romerne, som var dygtige samfundstænkere. Den romerske republiks relative stabilitet (4-500 år) skyldtes, at dens styreform var en blanding af flere styreformer: monarki (de to konsuler), aristokrati (senatet) og demokrati (folkeforsamlingerne).

Vi skal bevare demokratiet. Men det kan ikke stå alene. Den historiske erfaring og den politiske filosofi viser, at den bedst tænkelige styreform er den blandede, gerne hvor de oprindelige grundformer monarki, aristokrati og demokrati indgår (dog i moderne varianter). Her kan en inkelt styreform vanskeligt udarte, styreformerne kan afbalancere hinanden, alle klasser bliver tilgodeset i deres ret, og en højere visdom vil kunne sætte sig igennem, men uden at folket bliver undertrykt.

Det klasseløse samfund er en naturstridig illusion. Vi har brug for alle klasser. Styreformen skal være differentieret, så forskellige statuslag med forskellig viden, indsigt og erfaring løser forskellige slags problemer, som de er dvalificerede til at tage stilling til. Alle skal altså ikke være med til at bestemme alt. Man sætter jo ikke en cykelsmed til at foretage en blindtarmsoperation – eller en buschauffør til at flyve en airbus. Men når det gælder det sværeste af alle hvert, at styre en stat, er skødesløsheden iøjnefaldende. Romeren Cicero sagde: At grundlægge en ny stat eller bevare en allerede eksisterende, det er den opgave, i hvilken mennesket yder sit ypperste og kommer nærmest til guddommelig magtfuldkommenhed.

Folket kan ikke styre staten, men skal have indflydelse på dets levevilkår, lokale og praktiske forhold mm. Det er ikke kun et spørgsmål om uddannelse. Mængden af viden er ikke det afgørende. Man skal også kunne “administrere” sin viden og have proportionssans og intuition. Den oprindelige intentioner med det moderne demokrati var gode. Men da der fik “isme” i det, gik det for vidt.

Det moderne demokrati har to afgørende forudsætninger: Bestente åndelige grundværdier (den græskk-kristne humanitet) og en bestemt socioøkonomisk struktur (med decentralisering, små enheder på alle områder og et adstadigt udviklingstempo). Disse to forudsætninger var i nogen grad til stede indtil midten af 1900-tallet. Men nu er de ved at forsvinde. Derfor vil også demokratiet forsvinde. Derfor vil også demokratiet forsvinde mere eller mindre.

Disse tre hovedområder: de åndelige grundværdier, den socioøkonomiske struktur og styreformen, hænger ul’seligt sammen og kan altså ikke anskues hver for sig.

Det bliver svært at fastholde eller genindføre troen på de åndelige grundværdier. Men det er ikke umuligt. For der er endnu et åndeligt og politisk kgrundlag at bkygge på. Det er trods alt ikke helt forsvundet endnu.

Men det bliver måske endnu sværere at ændre den socioøkonomiske struktur. For der er en indbygget inerti i den materielle udvikling. Vi kan ikke bare skrue udviklingen tilbage. Mange af vore store projekter vil stå som evige monumenter over en fejlslagen politik – en slags babelstårne. Men nye, store problemkomplekser som klima- og finanskriseproblemer bør tvinge os til at ændre kurs.

Et samfunds kvalitet kan ikke måles med økonomiens målestokke. Platon sagde, at der er to ting, som kan ødelægge en stat: fattigdom og rigdom!
_________________________________________________________________

Næste indlæg, som bliver det sidste i denne serie, vil handle om forholdet mellem de åndelige grundværdier og styreformerne. Det hedder ”Demokrati og etik”.

En tanke om "Grænser for demokrati"

  1. Platons observation om at både fattigdom og rigdom ødelægger et demokrati er ny for mig. Men dagens vestlige samfund synes at bekræfte rigdommens ødelæggende effekt; vælgerne bliver ligeglade og regner med at ‘det går nok’ , samfundet klarer problemerne. Kort sagt, så opfører de fleste vesteuropæere sig som rige forældrers forkælede børn. Østeuropæere og finner har derimod svære tider i mere frisk erindring – gavnligt for vælgerinteressen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *