Debatten om monarkiet 2:2

FORORD til hele serien

I denne serie formidler jeg nogen af de tanker, jeg har gjort mig om samfunds- og kulturproblemer siden 1975. Jeg har her samlet dem under fællestitlen ”Dansen om guldkalven – en samfundskritisk antologi”. Den findes også som bog (se siden ”Mine bøger”). Indlæggene vil blive bragt kronologisk, med ca. 3 ugers mellemrum. Længere tekster vil være inddelt i mindre dele. Serien handler ikke så meget om aktuelle politiske problemer, mere om deres dybere årsager og sammenhæng – et subjektivt præget, tidløst essay. Det omfatter emner som den politiske frihed, den økonomiske vækst, den materielle udvikling, økonomien, unionen, multikulturalismen, kristendommen og humanismen.


Artiklen om monarkiet har tidligere været bragt på min gamle blog i 2010. Emnet er mere udførligt behandlet i min bog “Demokratismen – vores nye religion”. (Se siden “Mine bøger”).

Det rene demokrati er en dårlig styreform, som aldrig har fungeret. Platon sagde, at kun tyranniet er værre. Den danske grundlov giver monarken en begrænset politisk indflydelse i overensstemmelse med princippet om magtens deling. Men i dag fortolker politikerne grundloven som det passer i deres kram. De gør sig ikke engang ulejlighed med at ændre den.
_________________________________________________________________

Tænk, om vi gav monarken og hendes rådgivere den begrænsede politiske indflydelse tilbage, som grundloven rent faktisk foreskriver. De ville ikke have blikket stift rettet imod næste valg, ikke være så afhængige af politisk korrekthed, populisme og spindoktori. De ville tvært imod være den naturlige myndighed og autoritet, vi savner så hårdt i dag.

Moderne politik skal ikke kun være et primitivt hundeslagsmål mellem kortsigtede økonomisk-politiske særinteresser. For hvad sker der, når de bliver for stærke p.gr.a. monopolisering mm.? Hvem varetager de langsigtede interesser for samfundet som helhed, eller de fundamentale åndelige grundværdier, som er det fundament, samfundsbygningen er rejst på? Det kunne passende have været monarkens særlige opgave. – Ud over at hindre, at grundloven udarter.

Meningen med den politiske pluralisme var oprindeligt, at forskellige magt- og interessegrupper skulle afbalancere hinanden ved at påvirke lovgivningen. Men hvad sker der, når monopoliseringen giver enkelte grupper den afgørende indflydelse, og magtens deling er væk? Det spørgsmål bliver aldrig rejst, selv om problemet bliver stadig større.

Vi ved alle, hvor utåleligt demokratiet kan være (afhængigt af samfundets moralske habitus): fyldt med middelmådighed, taktik og manipulation. Dybest set er det naturstridigt. Derfor satte det sig først igennem sent i historien, og derfor vil det gå til grunde igen, når det intellektuelle og moralske niveau sænkes. Vi fastholder det i en eller anden form, fordi det vil være for farligt at overlade magten til enkelte personer eller grupper, og for at hindre, at folket bliver udbyttet. I dag ved vi, at det kan være mindst lige så farligt at overlade magten til folket. Ville det virkelig være så skadeligt, hvis et enkelt led i systemet ikke var demokratisk, men kunne sætte sig igennem på visse områder i givne, måske kaotiske situationer? Hvis det bryder sammen, kan monarkiet måske træde i karakter under påberåbelse af grundloven? Men så vil det måske være for sent.

Magtens deling forudsætter ikke monarkiet. Den findes også i republikker. Men ved at bevare monarkiet slår vi flere fluer med et smæk:

  1. Vi vil få en bedre, mere afbalanceret styreform, hvor det bliver sværere for smarte magtstræbere eller økonomiske og politiske særinteresser at tilrane sig magten. En blandet styreform, hvor monarken har en begrænset del af magten, kan bedre sikre stabiliteten, især i trængselstider.
  2. Vi ville gengive monarkiet den mening, respekt og værdighed, vi har berøvet det i vores tankeløshed, så det i dag næsten kun er til pynt – hvilket vi bagefter bruger som et argument imod det! Det er næsten at føje spot til skade. Tænk, om, vi gav monarken og hendes rådgivere den begrænsede politiske indflydelse tilbage, som grundloven rent faktisk foreskriver. De ville ikke have blikket stift rettet imod næste valg, ikke være så afhængige af politisk korrekthed, populisme og spindoktori. De ville tvært imod være den naturlige myndighed og autoritet, vi savner så hårdt i dag. (Der er noget forkrampet ved, at majestæten end ikke selv kan bestemme indholdet i sin nytårstale).
  3. En klog mand har engang sagt: Sit fædreland skylder man alt, hvad man kan udrette. Uden kærlighed til og tro på folk og fædreland, som monarkiet symboliserer, vil vi næppe ofre for meget for det. Enhver bliver sig selv nærmest. Samfundet kan nemmere opløses indefra. Og så kan det også nemmere erobres udefra.
  4. Og så gjorde det vel ikke noget, at der var et enkelt led i systemet, hvor ansvarsforflygtigelsen ikke var sat i system – hvor problemerne ikke bare kunne overlades til den næste regering – hvor ledelsen altid måtte stå til ansvar for sine handlinger – et ansvar, som ikke kunne pålægges uvidende og manipulerede vælgere.
  5. Vi behøvede i grunden ikke at sætte et stort apparat i gang. Vi skulle bare efterleve den eksisterende grundlov, som dog måske skal ændres af andre grunde.
  6. Gamle traditioner er smukke og lindrende, isæt i moderne samfund med mange voldsomme ændringer af alting på kort tid. Monarkiet er snart det eneste sted, hvor begreber som ære, respekt og værdighed endnu kan manifestere sig. Og det tager vi ikke ligefrem skade af. Men de har længe været genstand for en vis ringeagt i demokratierne. Der er også noget fascinerende ved tanken om verdens ældste monarki. Det betyder noget, både internt og eksternt.

Nogen vil mene, at arvekongedømmet er meningsløst i dag, og at monarkens førstefødte ikke nødvendigvis er tilstrækkeligt kvalificeret eller interesseret. Med arvekongedømmet sikrer man en vis kontinuitet og undgår destruktive magtkampe. Men i et moderne monarki behøver tronfølgeren ikke at være monarkens førstefødte, ja, ikke engang medlem af familien. Vi kan godt genindføre valgkongedømmet. Men vi skal ikke have vor tids (økonomiske) ”stormænd” til at vælge monarken. Hun må selv have en vis indflydelse på valget af sin efterfølger.

Andre mener, at kongehuset er for dyrt. Men så kan man jo bare begrænse udgifterne.

Grundloven er blevet ændret flere gange. Men politikerne vidste godt, at en formel ændring af grundprincippet ville være alt for drastisk. At det så alligevel reelt blev omgået, er naturligvis en skandale. Hvad skal vi med en grundlov, hvis politikerne uden videre kan fortolke den som det passer i deres kram? Det skete også, da vi skulle integreres i unionen. Hvad bliver det næste, og hvor går grænsen? Hele det politiske system er ved at blive udhulet, og ingen gør noget ved det.

Den nuværende ordning er et misfoster, som skyldes politisk fusk, og som strider både imod den politiske filosofi og den historiske erfaring.

Endnu går et flertal ind for monarkiet. Men hvis det er tømt for politisk indhold og i øvrigt uden mening – hvis kun underholdningsværdien og værdien som salgsfremstød for erhvervslivet er tilbage, har det allerede mistet den respekt og værdighed, som ellers ofte bruges som argument for det. Og så holder det næppe. Eller også kan det kun bruges som en slags serviceorgan for det plutokrati (pengemagt), som allerede nu er ved at sætte sig igennem på andre områder som undervisningens, selv de gamle, ærværdige, uafhængige, kulturbærende universiteter. Således mister vi alligevel den frihed, ”demokratismen” hævder at ville forsvare.

Hvad vil der ske? Der er groft sagt to muligheder: 1. Vi kan lade som ingenting. Afstanden mellem grundloven og virkeligheden vil da blive stadig større. Vi behøver ikke engang at ændre grundloven, så monarkiet bliver udfaset politisk. 2. Vi kan begynde at efterleve den eksisterende grundlov.

Den første mulighed er den mest sandsynlige. En seriøs behandling af spørgsmålet ville gøre samfundsdebatten farlig for magteliten, som derfor vil luske om problemet som katten om den varme grød så længe som muligt. Og grundloven vil jo alligevel blive underlagt en EU-forfatning! Der er bare ingen der må sige det højt endnu.

Den anden mulighed er den eneste rigtige. Alt andet ville være både tåbeligt og sørgeligt.

_________________________________________________________________
Næste indlæg er kontroversielt og handler også om styreformer. Det hedder ”Grænser for demokrati”.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *