Debatten om monarkiet 1:2

FORORD til hele serien

I denne serie formidler jeg nogen af de tanker, jeg har gjort mig om samfunds- og kulturproblemer siden 1975. Jeg har her samlet dem under fællestitlen ”Dansen om guldkalven – en samfundskritisk antologi”. Den findes også som bog (se siden ”Mine bøger”). Indlæggene vil blive bragt kronologisk, med ca. 3 ugers mellemrum. Længere tekster vil være inddelt i mindre dele. Serien handler ikke så meget om aktuelle politiske problemer, mere om deres dybere årsager og sammenhæng – et subjektivt præget, tidløst essay. Det omfatter emner som den politiske frihed, den økonomiske vækst, den materielle udvikling, økonomien, unionen, multikulturalismen, kristendommen og humanismen.


Artiklen om monarkiet har tidligere været bragt på min gamle blog i 2010. Emnet er mere udførligt behandlet i min bog “Demokratismen – vores nye religion”. (Se siden “Mine bøger”).

Det rene demokrati er en dårlig styreform, som aldrig har fungeret. Platon sagde, at kun tyranniet er værre. Den danske grundlov giver monarken en begrænset politisk indflydelse i overensstemmelse med princippet om magtens deling. Men i dag fortolker politikerne grundloven som det passer i deres kram. De gør sig ikke engang ulejlighed med at ændre den.
_________________________________________________________________

Monarken kan konsultere både visdommen og ekspertisen. Hun kunne stå i spidsen for en slags rigsråd – kultiverede mennesker med almendannelse, høj uddannelse og livserfaring, som ikke altid måtte tage hensyn til pludseligt opståede, medieskabte folkestemninger.

I disse år kører der en velsmurt kampagne for at få afskaffet monarkiet. Mange opfatter det som et udemokratisk levn fra fortiden, som kun holdes i live af nostalgi og sentimentalitet.

Men debatten er groft forenklet, grænsende til det primitive. Det mest bemærkelsesværdige ved den er alt det, som ikke bliver nævnt:

Det rene demokrati er en dårlig styreform, som aldrig har fungeret.

I oldtiden vidste både grækerne og romerne, at styreformerne er tilbøjelige til at udarte og afløse hinanden. Ofte slår de over i deres modsætning. Man skulle altså ikke kun finde den bedste styreform, men også hindre den i at udarte.

Selv i Athens berømte demokrati havde kun en lille del af indbyggerne reel politisk indflydelse. Alligevel var demokratiet ved at ødelægge bystaten. Platon mente, at kun tyranniet var værre end demokratiet. Han var fascineret af aristokratiet og oligarkiet (fåmandsvælde) og mente, at de vise (filosofferne) skulle have afgørende indflydelse. Aristoteles kendte tre grundformer, som hver havde en god og en dårlig side: Basileia (kongedømme) kunne udarte til tyrannis, aristokratia til oligarchia og politeia (borgerdømme) til demokratia. For Polybios var idealet den romerske republik, som var en blanding af flere styreformer: Monarki (konsulerne), aristokrati (senatet) og demokrati (folkeforsamlingerne). Republikken bestod i ca. 600 år! – Disse teorier og erfaringer kan stadig bruges, for den menneskelige natur har næppe ændret sig siden da.

Oplysningstidens store tænkere (1600-1700-tallet) kendte deres klassikere. Locke og Montesquieu tog udgangspunkt i den erkendelse, at mennesket altid vil stræbe efter magt over dets omgivelser, Derfor må nøglebegreberne i et frit samfund være kontrol og balance. Endnu i dag bygger de moderne forfatninger på Montesquieus tanker om magtens deling mellem flere indbyrdes uafhængige og gensidigt kontrollerende myndigheder.

Den danske grundlov siger, at den lovgivende magt er hos kongen og folketinget i forening. Den udøvende magt er hos kongen. Den dømmende magt er hos domstolene. Oprindeligt var rigsdagen også delt i to kamre, landstinget og folketinget, og valgretten var stærkt begrænset. De gamle forstod, at der er grænser for demokrati. Det er utroligt, at ingen længere forstår det. Selv de intellektuelle accepterer tilsyneladende præmissen “jo mere jo bedre”. Forslag om at nedsætte valgretsalderen til 16 år behandles løbende, selv i seriøse medier. En så tåbelig handling kan kun være taktisk begrundet. Mange af vor tids problemer skyldes utvivlsomt “demokratismen”, som sænker det intellektuelle og moralske niveau.

Kongen (dronningen) har altså ifølge grundloven en vis politisk magt, som kong Christian X faktisk også udøvede mere eller mindre i sin tid, senest under besættelsen. Det fik dog ikke den store betydning, da kongen var for svag til at sætte sig igennem. Den sidste store konflikt mellem kongen og politikerne var påskekrisen i 1920, hvor kongen afskedigede statsministeren. Det førte til påstande om statskup og trusler om oprør, og så gav kongen efter. Man siger, at kongens nederlag var en sejr for demokratiet. Men det var også et nederlag for grundloven. Kongen var også imod den ensidige nedrustning i mellemkrigstiden. Her er jeg overbevist om, at han havde ret. Måske kunne vi have undgået besættelsen. – i hvert fald bidraget til at bekæmpe nazismen og reddet æren. – Jeg er overbevist om, at en efterlevelse af det indskrænkede monarki ville kunne højne kvaliteten i dansk politik.

Vi har altså i realiteten afskaffet grundprincippet i den frie forfatning, uden at der er truffet nogen beslutning om det (grundlovsændring). Jeg mindes heller ikke nogen særlig debat om det. Udhulingen af grundloven kan aldrig vinde hævd. – Men det mest forbløffende er, at de eksperter, som skulle have protesteret imod det, har været tavse.

At vi gjorde det, skyldes næppe kun mangel på viden og indsigt. Der var sikkert også tale om et magtmisbrug. Visse politikere og partier så chancen for at tilrane sig mere magt, om det så skulle ske ved at omgå grundloven. Det blev ganske vist nemmere at fremskynde velfærdsstaten, men det ødelagde den gode, afbalancerede styreform, som var skabt af en højere visdom i 1800-tallet.

Intet hverv stiller så store krav til mennesket som det at styre en stat. Det kræver en højere visdom, som aldrig kan sætte sig igennem i et rent demokrati, hvor concensus ofte fastholder middelmådigheden. Der er ikke længere plads til statsmænd med visioner. Opportunister og taktikere er i deres rette element, når grundværdierne smuldrer i de moderne, rodløse demokratier med de mange ubefæstede sjæle. I trængselstider kan de ligefrem drage næring af frustrationen og bitterheden, som det skete i Tyskland i mellemkrigstiden. Her førte demokratiet de tyranner til magten, som afskaffede det. Også demokratierne har truffet beslutninger med katastrofale konsekvenser, fordi visdommen er blevet udfaset og lidenskaberne sejrer over besindigheden.

Monarken besidder ikke nødvendigvis en højere visdom. Men han (hun) kan konsultere både visdommen og ekspertisen. Han kunne stå i spidsen for en slags rigsråd – det, som i gamle dage hed “rigets bedste mænd” – kultiverede mennesker med almendannelse, høj uddannelse og livserfaring, som ikke altid måtte tage hensyn til pludseligt opståede, medieskabte folkestemninger. De ville få en vis indflydelse på enkelte livsvigtige områder i samfundet, herunder de åndelige grundværdier, udenrigs- og sikkerhedspolitikken og diplomatiet. Som hovedregel må det gælde, at folket skal have størst indflydelse på de områder, hvor det er kvalificeret til at træffe fornuftige afgørelser, herunder praktiske og lokale anliggender og det, som har direkte betydning for deres livsmuligheder, som fordelingen af samfundets materielle goder. Demokrati kan ikke længere hindre misbrug af magten. Det skal i hvert fald suppleres med princippet om magtens deling, som den politiske filosofi har foreskrevet. Det skal håndhæves med en ubønhørlig konsekvens.
_________________________________________________________________

Næste indlæg vil være anden halvdel af denne artikel om monarkiet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *