Kristendom eller humanisme?

Efter de sidste 3 måneders intermezzo omkring udgivelsen af min bog Demokratismen – vores nye religion (15. august), genoptager vi nu indlæggene i serien DANSEN OM GULDKALVEN – EN SAMFUNDSKRITISK ANTOLOGI.

FORORD

I denne serie formidler jeg nogen af de tanker, jeg har gjort mig om samfunds- og kulturproblemer siden 1975. Jeg har her samlet dem under fællestitlen ”Dansen om guldkalven – en samfundskritisk antologi”. Den findes også som bog (se siden ”Mine bøger”). Indlæggene vil blive bragt kronologisk, med ca. 3 ugers mellemrum. Længere tekster vil være inddelt i mindre dele. Serien handler ikke så meget om aktuelle politiske problemer, mere om deres dybere årsager og sammenhæng – et subjektivt præget, tidløst essay. Det omfatter emner som den politiske frihed, den økonomiske vækst, den materielle udvikling, økonomien, unionen, multikulturalismen, kristendommen og humanismen.

Dette indlæg er inspireret af afsnittet ”På kort sigt” i min bog ”Materialismens Sammenbrud – på sporet af den tabte idealisme” (Sieste 2009), men er her udvidet.

Det er den græsk-kristne humanisme, som har været grundlaget for hele den vesteuropæiske kultur. I 2000 år har den været Europas skæbne og bolværket imod barbariet.
_________________________________________________________________

KRISTENDOM ELLER HUMANISME?

Hvis humanismen med dens menneskelige hovmod, begær og kynisme, ikke længere afbalanceres af kristendommen med dens ydmyghed, ærefrygt og taknemmelighed, vil barbariet næppe længere kunne begrænses.

Mange moderne mennesker tager afstand fra kristendommen og bekender sig i stedet til humanismen. Men det er næppe gennemtænkt. De to hovedstrømninger i den europæiske højkultur er indbyrdes forbundet på mange måder og lader sig næppe uden videre adskille.

Det er svært helt at forstå kristendommen uden den åndelige virkelighed, den er opstået i og naturligvis har ladet sig påvirke af, nemlig hellenismen i Romerriget. Mange af kirkefædrene var opdraget og uddannet i den græsk-romerske kultur. Og kristendommen har i vid udstrækning bygget på den græske filosofi. Især Platons idealisme og den senere nyplatonisme, som på en måde forener filosofi og religion.

En kulturhistoriker har en gang sagt, at den europæiske idehistorie ikke er stort andet end fodnoter til Platon! Hans opfattelse af virkeligheden er interessant:

Fænomenet ser man med legemets øje. Det står som en stoflig ting foran en, og gennem legemets øje spejler det sig ind i menneskets bevidsthed. Ideen, den sande skikkelse, ser men derimod med sjælens øje, omtrent som kunstneren for sit indre blik kan se det værk, han vil skabe. Eller som digteren i en næsten drømmeagtig fantasi lever sig ind i det miljø hans epos foregår i.

Det er ideen, der giver os de store visioner – den åndelige kraft eller intuition, som vi moderne mennesker er ved at miste. Vi besidder den ganske vist potentielt som mennesker. Men den bliver ikke længere forløst, udviklet eller vedligeholdt af åndelige vejledere. Der er ikke længere klangbund for deres visioner i videnskabismens epoke. Men ubevidst lider vi under savnet af den, fordi vi er åndelige væsener.

Platon kunne i en næsten ekstatisk intuition ”se” selve skønheden, visdommen, godheden for sit indre blik. Og han mente, at det var den egentlige, evige virkelighed. Den materielle verden er derimod forgængelig, og derfor ”uvirkelig”.

Platons idealisme er noget af det smukkeste, der findes: Den udødelige sjæl findes på forhånd som en slags verdensånd. Når vi fødes, vil den tage bolig i os. Legemet vil da være en slags fængsel for den. Den vil ”glemme” sin viden om det evige, uforanderlige alt – det guddommelige, men kan i glimt blive mindet om det i kraft af fornuften. – Fra det timeligt jordiske til det evigt himmelske. Og så er der jo ikke langt til den tanke, at sjælen kan frigøres og vender tilbage til verdensånden, når vi dør.

Denne idealistiske filosofi har – ligesom alle andre kulturers grundholdninger – tydelige religiøse implikationer og har i høj grad påvirket kristendommen. Den rører ved noget dybt i os som mennesker og vil derfor altid vende tilbage i en eller anden form. I middelalderen sagde Augstin til Gud: Du har skabt os til dig, og vort hjerte er uroligt, til det finder hvile i dig. I Begrebet Angest siger Søren Kierkegaard et sted, at menneskets egentlige væsen er ånd, og ånden føler sig fremmed og urolig til mode i kødet. Mennesket er en fremmed i timelighedens verden. Jeg finder det ikke helt utænkeligt, at der kan findes en slags sjæl eller bevidsthed, som lever videre efter legemets død. Måske skulle ordet ”kødets opstandelse” erstattes med ”sjælens frigørelse” i trosbekendelsen? – Måske er der mere om den gamle kristne billedtale end vi tror?

Selv Aristoteles, som var lidt mere jordnær end Platon, mente, at der måtte findes en ren virkelighed – et ubegrænset liv. Vi kan svagt forestille os et sådant væsen i enkelte lykkelige øjeblikke i en altgennemtrængende erkendelse. Det er det, mennesket fra gammel tid har kaldt Gud. Så også for logikeren Aristoteles må der ligge noget guddommeligt til grund for tilværelsen. Livet er en ubevidst længsel efter det fuldkomne – det guddommelige. Det forklarer i grunden også menneskets – filosoffens og videnskabsmandens – evige trang til klar erkendelse.

Så der er trods alt alligevel en vis sammenhæng mellem kristendommen og humanismen, som jo er inspireret af den græske filosofi. Og i den nyere tid lykkedes det da også at forene de to kulturstrømninger fra Athen og Galilæa i den humanitet, hvis nøglebegreber er kærlighed til sandheden og friheden, højnelsen af mennesket, næstekærlighed, barmhjertighed og tilgivelse.

Det er den græsk-kristne humanisme, som har været grundlaget for hele den vesteuropæiske kultur. I 2000 år har den været Europas skæbne og bolværket imod barbariet. Fjerner man den ene af de to grundpiller i fundamentet, vil bygningen bryde sammen under elementernes rasen. Hvis humanismen med dens menneskelige hovmod, begær og kynisme, ikke længere afbalanceres af kristendommen med dens ydmyghed, ærefrygt og taknemmelighed, vil barbariet næppe længere kunne begrænses. Vi vil ikke engang kunne løse de store praktiske problemer, vi står overfor i dag. F.eks. finanskrise-problemer og miljø- og ressourceproblemer.

_________________________________________________________________

Næste indlæg hedder Debatten om monarkiet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *