En blandet styreform

Den historiske erfaring og den politiske filosofi viser, at den bedst tænkelige styreform er den blandede, gerne hvor de oprindelige grundformer monarki, (ånds)aristokrati og demokrati indgår.

Vi befinder os i et alvorligt dilemma: Intet samfund kan bestå uden en højere visdom. Men demokratiet kan ikke nå ud over middelmådigheden. Det kommer uforvarende til at holde os nede.

Siden oplysningstidens gennembrud i 1700-tallet har videnskaben som en gøgeunge fortrængt visdommen. Men videnskaben kan kun sige os, hvad vi kan gøre, ikke hvad vi skal eller bør gøre. Derfor kan den ikke stå alene. Det er visdommen, der har løftet og båret højkulturerne. Formelt anerkender vi endnu visdommen, men den får stadig mindre indflydelse på samfundets eller kulturens udvikling.

Efterhånden som styreformen blev gjort mere demokratisk, opstod der problemer, fordi visdom og statsmandskunst fik stadig sværere ved at sætte sig igennem. De folkelige partier og organisationer tog ofte større hensyn til deres særinteresser end til samfundet som helhed. Men demokratiet medvirkede til at forbedre levestandarden for folket. Opgaven er nu at finde ud af, hvordan et vist minimum af visdom og statsmandskunst kan genindføres og sikres, uden at demokratiet forsvinder.

Noget forenklet kan man sige at i monarkiet er der en mulighed for, at en højkultur kan etableres og fastholdes, fordi monarken kan lade visdommen sætte sig igennem. (I de gamle enevældige fyrstendømmer var det almindeligt, at fyrsten lyttede til og støttede de store tænkere). I demokratiet er det næppe muligt, fordi populismen vil overtrumfe visdommen.   Styreformer er tilbøjelige til at udarte og afløse hinanden. Den historiske erfaring og den politiske filosofi viser, at den bedst tænkelige styreform er den blandede, gerne hvor de oprindelige grundformer monarki, aristokrati og demokrati indgår, dog i moderne varianter. Her kan en enkelt styreform vanskeligt udarte, styreformerne kan afbalancere hinanden, alle klasser bliver tilgodeset i deres ret, og en højere visdom og statsmandskunst kan sætte sig igennem i et vist omfang, men uden at folket bliver undertrykt.

Formelt har Danmark i sin kendte historie næsten altid været et monarki. Men reelt har aristokratiet også spillet en stor rolle. Adelen var så stærk, at kongen måtte tage hensyn til den. Helt frem til 1648 kunne man ikke blive valgt til konge uden at underskrive en aftale (håndfæstning) med stormændene. Kirken spillede også en stor rolle, og kongen gjorde klogt i at alliere sig med den. Efter reformationens (1536) og enevældens (1660) indførelse blev monarkiet dog styrket, da nationen var i alvorlig krise, faktisk på randen af udslettelse. Uden en stærk ledelse går alt før eller siden til grunde på grund af indre splid og opløsning eller ydre pres – familier, virksomheder, organisationer, stater, kulturer.

Men under denne lidt blandede styreform, hvor en højere visdom kunne sætte sig igennem, blev den europæiske højkultur (den græsk-kristne humanitet) rodfæstet i Danmark, så samfundet blev mindre barbarisk – mere humant. Derfor kom selv demokratiet til at fungere nogen lunde rimeligt. Men hvad sker der, når den demokratiske del af den blandede styreform tager overhånd, og humaniteten begynder at smuldre, fordi den ikke længere bliver vedligeholdt?

I grundloven står der, at styreformen er indskrænket monarkisk. Og den formulering kan udmærket bruges om den gode styreform, vi prøver at pejle os ind på. Vi skal altså ikke afskaffe resterne af monarkiet, som nogen ønsker, men tvært imod gengive det den begrænsede magt, som vi uretmæssigt har berøvet det.

Ved at bevare og modernisere monarkiet får vi en bedre, mere afbalanceret styreform og en stærkere og mere handlekraftig stat, hvor det bliver sværere for stærke opportunistiske magtstræbere eller økonomiske og politiske særinteresser at tilrane sig magten. At det kun er demokratiet, som kan forhindre det, er en af vor tids største illusioner, blandt andet fordi det nemt kan bruges til at manipulere med folkeviljen.

En blandet styreform, hvor monarken har en begrænset del af magten, kan bedre sikre stabiliteten, især i trængselstider, hvor handlekraft er nødvendig. Vi ville gengive monarkiet den mening, respekt og værdighed, vi har berøvet det i strid med grundloven. Tænk, om vi gav monarken og hans/hendes rådgivere den begrænsede indflydelse tilbage: De ville ikke have blikket stift rettet imod næste valg, ikke være afhængige af ”politisk korrekthed”, populisme og spindoktori, som er uværdigt. De ville tvært imod være den naturlige myndighed og omsorgsfulde autoritet, vi savner så hårdt i dag.

Men monarkiet behøver ikke at være arveligt. Man kan godt have et valgkongedømme. Men vi skal ikke have vor tids stormænd (finansfyrsterne) til at vælge monarken. Han/hun må selv have en vis indflydelse på valget af sin efterfølger.

Parlamentarismen må opgives, blandt andet fordi den strider imod princippet om magtens deling. Den lovgivende og den udøvende magt må være adskilte. Ministrene skal altså ikke være medlemmer af folketinget, men vælges af monarken, som bliver regeringschef.

En minister skal ikke bruge sin tid, energi og åndelige kraft på detaljer og et snusket partitaktisk spilfægteri, foruden privatlivet, ofte også organiserede særinteresser. Han/hun skal koncentrere sig om samfundet og de store visioner. Hvem skal ellers gøre det? Embedsværket? Særinteresserne? Vælgerne? Vi har udfaset den store tænkning. Tilbage er et system, hvor magtspillet overtrumfer visionerne. En minister skal sidde i mange år og oparbejde stor viden og erfaring på sit område, og ikke som nu, hvor ofte unge politikere uden tilstrækkelig uddannelse, viden og erfaring sidder som ministre i ganske kort tid mellem valg og rokader. Så får embedsværket for stor magt, og særinteresserne kan gå uden om lovgivningsmagten.

Men vi mangler endnu et led i den blandede styreform: det aristokratiske. Det skal ikke være et privilegeret økonomisk aristokrati som tidligere, men en slags åndsaristokrati. – Et ”kammer” ved siden af folketinget med en vis indflydelse på særlige områder, lidt i stil med en slags udvidet ”etisk råd”. Vi kunne passende kalde det rigsrådet.

Medlemmerne af rigsrådet skulle ikke kun være eksperter på et snævert afgrænset område, men have en omfattende viden om samfunds- og kulturproblemer og en vis almendannelse. Og ikke mindst livserfaring (høj valgbarhedsalder). De skulle altså ikke være specialister, men generalister. Der burde laves en akademisk eliteuddannelse, målrettet imod statens højeste ledelser. I dag har ekspertisen taget overhånd, og så mister vi nemt overblikket. Medlemmerne af rigsrådet skulle altså være en slags åndelige autoriteter. I 60’erne og 70’erne blev der ført en voldsom hetz imod alle autoriteter, blandt andet af hippier og nymarxister, og det lider vi under endnu. Men et samfund uden åndelige autoriteter er naturstridigt. Det er faktisk meningsløst og har kun eksisteret i forfaldsperioder. Der er noget tragikomisk og hjerteløst over et samfund, i hvilket forældrene svigter børnene, lærerne eleverne, politikerne folket og filosofferne kulturen og overlader dem til deres egen hjælpeløshed i demokratiets og den moderne pædagogiks og psykologis hellige navn. Det er ganske enkelt omsorgssvigt på alle niveauer. Den næsten systematiske etablering  af et åndeligt tomrum er uhørt i kulturhistorien.

Medlemmerne af rigsrådet skulle ikke nødvendigvis vælges af folket, men kunne gerne udpeges af forskellige institutioner som monarkiet, rigsrådet (selvsupplerende), folketinget, højesteret, universiteterne og folkekirken.

Nogle af disse tanker kan måske umiddelbart forekomme en smule vidtløftige. Jeg nærer da heller ingen illusioner om, at en så gennemgribende justering af styreformen kan gennemføres uden videre. Men vi er nødt til at overvinde fordommene og vanetænkningen omkring demokratiet, som reelt har været et tabuområde i snart 70 år. For efter 2. Verdenskrig, hvor vi havde oplevet besættelsen og de store, grusomme diktaturer i Europa, gik der panik i os, og så skulle vi pludselig have demokrati efter parolen ”jo mere jo bedre”. Men det er ret beset lidt primitiv samfundstænkning.

Hvis vi ikke har modet til at justere styreformen med ny viden og gjorte erfaringer, risikerer vi at miste resterne af demokratiet i løbet af nogle årtier, når kravet om den stærke mand eller det stærke parti melder sig som en sidste udvej under kaotiske forhold. Ekstremistiske bevægelser er allerede ved at opstå rundt om i Europa, selv i demokratierne!

Vi kan sige med den amerikanske historiker Christopher Lasch, at et kultursamfund kan måles på, at det opstiller grænser, og at det er i stand til med civiliserede midler at forsvare sit værdigrundlag.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *