Omtaler af min nye bog Demokratismen – vores nye religion

Henrik Dahls anmeldelse i Weekendavisen 2. August 2013.


Demokratur.
Ifølge Søren Fonsbøl bør dronningen straks skodde cigaretten og ile demokratiet til undsætning. Hans opfordring hviler dog på en fejlfortolkning af Grundloven.

VAGT I GEVÆR

Af Henrik Dahl

Søren Fonsbøl: Demokratismen – vores nye religion. 96 sider. Vejl. Pris 149 kr. Siesta. Udkommer 15. August.

At statsmagten i Danmark ikke for alvor er tredelt, er et respektabelt synspunkt.

Ideligt blander den lovgivende magt – Folketinget – sig i, hvordan den udøvende – regeringen – varetager sin opgave. Men samtiddig flytter mere og mere lovgivningsarbejde fra Folketinget til netop regeringen (for slet ikke, i denne sammenhæng, at navne EU).

Og hvem holder øje med, at det lovgivende-udøvende-bureaukratiske magtkompleks holder sig inden for de streger, Grundloven angiver? Ingen, eftersom Højesteret standhaftigt afstår fra at tage initiativer, der kunne føre til, at den blev forvekslet med en forfatningsdomstol.

Det kunne føre til politisk apati og gør det muligvis også.

Ganske vist er valgdeltagelsen uforandret høj, men procenten er forræderisk, mener nogle. Hvorfor? Fordi færre og færre finder det ulejligheden værd at være medlem af et plitisk parti. En mulig tolkning af dette faktum kunne være, at hovedparten af befolkningen havde mistet tilliden til de politiske system, mens en anden dog er, at samme hovedpart er tilfreds nok – skønt den naturligvis forbeholder sig retten til småbrok i mindre forsamlinger og på Facebook.

Hvordan demokratiet har det, og hvordan vi bedst røgter og plejer det, er ikke mindst af disse grunde et yderst legitimt emne for en bog. Derfor er der heller ikke noget at sige til, at der hele tiden udkommer vægtige bidrag, som for eksempel Mogens Herman Hansens bøger om demokratiets historie (2012) eller dets aktuelle statue (2010), Ove K. Pedersens om globaliseringens økonomiske og politiske konsekvenser (2011), eller de bøger om politisk kultur, som Kaj Sørlander, Michael Böss og Rune Lykkeberg bhar udgivet i henholdsvis 2 x 2011 og 2012.

Som en art collateral damage må man til gengæld finde sig i, at der også udgives mere særprægede tolkninger af den politiske situation.

Sidste år havde overtegnede for eksempel den blandede fornøjelse at anmelde Torben Brammings Opgør med den moderne myte, hvor forfatteren gravalvorligt tager udgangspunkt i, at ”kongen” ifølge Grundloven har den udøvende magt. Og nu er den gal igen: I Søren Fonsbøls netop udgivne Demokratismen slås der atter på, at regeringsformen i Danmark ifølge Grundloven er indskrænket monarkisk.

Det får Fonsbøl til at anbefale, at kongen – som altså p.t. er dronningen – på grund af den alvorlige situation, riget befinder sig i, bør skodde cigaretten, trække i statsministerantrækket og indtræde på den plads som regeringschef, alverdens mennesker af borgerlig herkomst siden 1849 har ment, de var voksne til at bestride.

Som Søren Mørch så udmærket gennemgår i Nullerne (2012), beror forestillingen om, at den danske monark har noget at skulle have sagt, på manglende viden om historie og forfatningsret.

”Hele pointen med at udstede, ’give’, grundlove var og er,” skriver Mørch, ”at den udøvende magt, regeringsmagten, netop ikke skal være hos kongen, som den var under enevælden”.

Derpå forklarer han pædagogisk, hvorledes Grundlovens paragraf 13 og 14 er designet til at ophæve paragraf 3. Det sker på den måde, at skønt der i paragraf 3 står, at den udøvende magt er hos kongen, så nævnes der i paragraf 12 visse ”indskrænkninger”, der så præciceres i paragraf 13 og 14: Kongen har ikke noget ansvar for regeringsførelsen – og lovene er ikke gyldige, før de ansvarlige ministre har skrevet under. I klar tekst betyder det, at magten ligger hos dem, der har ansvaret.

Hvorfor udkommer den slags bøger, der bedst kan sammenlignes med en ældre slægtnings omstændelige gennemgange af sine fikse ideer? Derfor:

”VELUXFONDENs støtte er udøvet under Fondens fundatsbestemmelse, der giver mulighed for at støtte aktive ældre, står der i kolofonen, efter at fonden behørigt er takket. Og videre: ”Kvalitative og redaktionelle vurderinger i forbindelse med udgivelsen er varetaget af forlaget og forfatteren alene”.

Den teknologiske udvikling bevirker, at det ikke er så bekosteligt at udgive en bog, som det var engang. Resultatet bliver et større udbud af bøger, hvad der både er et gode og et problem.

Et større og mere professionelt forlag ville have meddelt Søren Fonsbøl, at hvis han mente sit projekt alvorligt, ville han blive nødt til at læse sig ind på større dele af den centrale litteratur om demokratiet og dets tilstand, end han har gjort i det foreliggende manuskript.

Det er ikke sket, og derfor sidder man i stedet med en velment bog, der er betydeligt mere kuriøs, end den er interessant og væsentlig.

________

Min kommentar i Weekendavisen 9. august 2013:

DROP PARAGRAFFERNE

Søren Fonsbøl
Forfatter

I anmeldelsen ”Vagt i gevær” (2/8) af min bog Demokratismen – vores nye religion vrider Henrik Dahl Grundlovens uklare og selvmodsigende paragraffer for at nå sin konklusion. Men det er paragrafferne, der er problemet, ikke forlagets størrelse eller forfatterens alder, som Dahl antyder! En grundlov skal være kort, klar og forståelig. Ellers kan særinteresserne fortolke paragrafferne, som det passer i deres kram. Og det sker rask væk i dag.

Men forfatningsretten er slet ikke mit ærinde. Den overlader jeg gerne til eksperterne. I bogen beskæftiger jeg mig fortrinsvis med ånden bag, hovedretningslinierne i og erfaringerne med styreformerne, og konkluderer, at den blandede styreform stadig er den bedst tænkelige.

________

Jes Fabricius Møllers kommentar  i Weekendavisen 9 august 2013:

DEMOKRATISMEN

Jes Fabricius Møller
Lektor i historie,
Københavns Universitet

Henrik Dahl affejer i en anmeldelse den 2. august Søren Fonsbøls bog om demokratisme. Om bogen har fortjent denne affejning, kan jeg ikke bedømme, da jeg ikke har læst den, men Dahls argument for at gøre det fortjener en kommentar.

Dahl mener ikke, at Grundlovens § 3 bør tages alvorligt. Det Det er den, der siger, at den lovgivende magt er hos kongen og Folketinget i forening, og at den udøvende magt er hos kongen. Dahl fortsætter – med et sicat af Søren Mørch – med at hævde, at Grundlovens paragraf 13 og 14, der blandt andet siger, at kongen er ansvarsfri, og at ministrene er ansvarlige for regeringsførelsen, er ”designet til at ophæve paragraf 3”.

Dahl er hermed i god overensstemmelse med den opfattelse af forfatningens historie blandt både historikere og jurister, der dominerede helt frem til og med Claus Friisbergs disputats om parlamentarismens historie fra 2007- Problemet er, at denne tradition tager for givet, at den grundlovgivende rigsforsamling, der firkede i 1848.49, havde intentioner om at skabe et parlamentarisk demokrati, netop som vi kender det i dag. Derfor kan repræsentanter for denne tradition også ganske frejdigt påstå, at man slet ikke skal tage det, som grundlovsfædrene skrev om for eksempel kongens lovgivende og udøvende magt, alvorligt.

Den nyere forskning i forfatningens og den politiske kulturs historie hælder imidlertid i stadig højere grad til den opfattelse, at grundlovsfædrene faktisk mente, hvad de skrev. Når kongen fik så megen magt, og når der ikke stof en stavelse i Junigrundloven om demokrati, var det højst sandsynligt med vilje. Noget andet er selvfølgelig, at tiden løb fra Grundloven, og så matte fortjenstfulde forfatningsjurister træde til med deres fortolkningskunst for at få lovens ordlyd til at rime med den nye politiske virkelighed. For at give disse nye tolkninger vægt er de blevet tilbageprojiceret og har fået lov til også at styre tolkningen af Grundlovend ophav, men dermed går man altså glip af, hvad meningen med Grundloven oprindelig var.

www.weekendavisen.dk
________

Peter Nielsens anmeldelse i Information den 10. august 2013.

VISDOM TIL MAGTEN

Demokratiet som styreform dur ikke til at løse tidens store problemer. Det skal derfor suppleres af monarkiske og aristokratiske styreformer, hævder Søren Fonsbøl i interessant, men noget bagudvendt indspark i demokratidebatten, der samtidig også er et kontroversielt forsvar for højkulturen.

Læs hele anmeldelsen her.

________

Demokratismen – vores nye religion

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *