Om kristendommen 1:2

FORORD

I denne serie formidler jeg nogen af de tanker, jeg har gjort mig om samfunds- og kulturproblemer siden 1975. Jeg har her samlet dem under fællestitlen ”Dansen om guldkalven – en samfundskritisk antologi”. Den findes også som bog (se siden ”Mine bøger”). Indlæggene vil blive bragt kronologisk, med ca. 3 ugers mellemrum. Længere tekster vil være inddelt i mindre dele. Serien handler ikke så meget om aktuelle politiske problemer, mere om deres dybere årsager og sammenhæng – et subjektivt præget, tidløst essay. Det omfatter emner som den politiske frihed, den økonomiske vækst, den materielle udvikling, økonomien, unionen, multikulturalismen, kristendommen og humanismen.

Dette indlæg er en gengivelse af afsnittet ”Kristendommen” i min bog ”Materialismens sammenbrud – på sporet af den tabte idealisme” (Siesta 2009). Men her er indledningen flyttet til slutningen, og der er tilføjet et kort afsnit.

I en kultur, hvis højeste mål er økonomisk vækst, kan man jo dårligt have en kristendom, som raser imod begæret efter ”ussel mammon” med bål og brand! Kristendommen er endnu for udbredt til, at man kan afskaffe den i demokratierne. Foreløbig må man nøjes med at indføre en knivskarp sondring mellem religion og politik. Men en sådan sondring er meningsløs.
_____________________________________________________________________

OM KRISTENDOMMEN 1:2

Fra gudsdyrkelse til menneskedyrkelse. Så har humanismen da omsider vundet en endelig sejr. Men den kan ikke stå alene. Uden kristendommen bryder kulturen sammen, fordi hovmodet har fortrængt ydmygheden. Og så ødelægger vi livet på jorden.

I 1900-tallet fortsatte den sekularisering, som var brudt afgørende igennem i oplysningstiden. Og teologerne måtte nu tale til moderne, oplyste mennesker på deres eget sprog, materialismens. Karl Barth var den nye toneangivende dialektiske teologis førende teolog (som i øvrigt inspirerede den danske tidehvervsbevægelse). Mennesket kan ikke selv erkende Gud. Erkendelsen må skænkes af Gud gennem helligånden. Teologien kan ikke bygge på menneskers religiøse oplevelser. Rudolf Bultmann var en slags eksistensteolog, som ville afmytologisere kristendommen, hvis budskab ikke er bundet til et forældet verdensbillede. Paul Tillich ville skabe en slags kulturteologi. Religionen måtte finde nye, filosofiske udtryksformer. Jesper Vaczy Kragh skriver om den liberale teologi: ”Teologien i Danmark havde i den sidste tredjedel af 1800-tallet været … erfaringsteologien, som havde rødder i romantikkens idealisme. Kristentroen blev her bestemt som en indre, subjektiv erfaring … Den var af en anden art end en almindelig menneskelig, og den blev til gennem en forbindelse mellem Gud og menneskets sjæl. Grundlaget for kristentroen var dette erfaringsbevis, som ikke kunne omstødes af noget objektivt …

Modreaktionen blev den liberale teologi, som i stedet anlagde en historisk-analytisk metode. De liberale teologer accepterede den naturvidenskabelige udviklingslære og den kildekritiske metode i historieforskningen. De så kristendommen som en historisk religion og stillede sig kritisk overfor den overleverede dogmatik. Kristendommen skulle man nærme sig historisk og ikke dogmatisk. Jesu guddommelighed kunne ikke udledes af hans mirakler eller gennem dogmatik, men fremkom ved hans forkyndelse af idealet.

Historiske undersøgelser stod centralt i den liberale teologi, som gennem kildekritiske studier forsøgte at fremanalysere historiens Jesus i modsætning til ”Kirkens Kristus”. De liberale teologer så Jesus som et religiøst og etisk ideal. Og de mente, at det var oplevelsen af den store religiøse personlighed, som kunne opnås gennem skrifterne, der var nerven i kristendommen”.

Her er et godt eksempel på, at en ændring af grundholdningen (fra idealisme til materialisme) sætter sig spor på alle områder – selv teologiens.

De fleste moderne kristne vil nok sympatisere med den liberale teologi, som brød igennem i begyndelsen af 1900-tallet. Men spørgsmålet er, om den ikke var et udtryk for, at materialismen omsider havde erobret idealismens sidste bastion, så plyndringen af den åndelige virkelighed omsider kunne fuldendes?

Naturligvis mødte den liberale teologi modstand. På den tid var der også opstået flere såkaldt frireligiøse bevægelser som spiritisme, teosofi, antroposofi og okkultisme. Helge Rode talte om forstandens begrænsning og mystikkens betydning: ”Den inderste drivkraft i den frireligiøse mystik er en personlig erfaring om en åndelig verden. Bevidstheden udvides. Tidens grænser sprænges, og en umiddelbar følelse af at være i levende forbindelse med guddommen rører sig som et nyt liv i hjertet. Et sjæleligt gennembrud har fundet sted. For at nå denne religiøse oplevelse, og “den sande erkendelse” måtte der ske en underkastelse, hvor “forstanden ofrer sig selv”. … Når forstanden har vovet ofret og er kommet frelst gennem mørkets skærsild, er den for fremtiden det usandsynliges hjælper og tjener. Den hellige forundring er en ildskrift, hvormed forstanden, besejret og ydmyg, erkender, at livet er til. Kun gennem den indre fordybelse kunne mennesket nå frem til det, som Helge Rode betegnede som ”det virkelige liv”, og som fandtes i de religiøse erfaringer”.

I en af sine bøger skriver Helge Rode, som også var digter, om den liberale teologi: ”Professorer og doktorer skalter og valter med evangeliet efter forgodtbefindende, religionen er blevet et videnskabeligt problem, filologerne spiller boldt med den troendes hjerte … Digtere ved, at filologerne stundom vildledes af deres metode, idet de er tilbøjelige til at finde en udvortes mekanisk forbindelse, hvor der er åndelig sammenhæng”.

Mange afviser kristendommen, fordi den ikke stemmer overens med videnskaben. Men kristendommen står og falder ikke med en fjern fortids allegoriske fremstilling. Det giver ingen mening at vurdere kristendommen på materialismens præmisser.

De gamle tekster blev til i en tid, hvor man ikke havde abstrakt tænkning som i dag, og hvor folket var analfabeter. Der måtte tales i et sprog, som folket kunne forstå, altså i myter, lignelser og billeder fra hverdagen og traditionen. Læser og hører man dem med et åbent sind og eftertænksomhed, kan man fatte storheden i dem, fordi de appellerer til noget dybt i os – vores medfødte intuition. Ellers bliver de fortolket i kirken. Kristendommen blev til for 2000 år siden. I den nyere tid blev den udsat for videnskabismens inkvisition, hvilket dybest set er naturstridigt – næsten selvmodsigende. Bibelen er ikke en oplysningsbog om naturvidenskabelige kendsgerninger, men snarere en åbenbaring, der forkynder menneskelivets vilkår. Hvis sociologen Levi-Strauss har ret i, at myter rummer menneskehedens udvikling i en samtidig fortælling (historiens nærvær i nuet), kan man ikke uden videre afvise religionen med rationalismens argumenter.

I dag skal kristendommen åbenbart bringes mere i overensstemmelse med den materialistiske tidsånd, angiveligt for at redde den fra døden. Men derved kan man netop komme til at slå den ihjel! For hvis man ændrer selv nogle af kristendommens grundlæggende dogmer, herunder om arvesynden, forsoningslæren og teismen, er det så kristendom længere? Tilbage er vel så kun den humanisme, hvor vi afskaffer Gud og sætter os selv i hans sted. – Fra gudsdyrkelse til menneskedyrkelse. Så har humanismen da omsider vundet en endelig sejr. Men den kan ikke stå alene. Uden kristendommen bryder kulturen sammen, fordi det menneskelige hovmod har fortrængt ydmygheden. Og så ødelægger vi livet på jorden.

Måtte der dog være et enkelt område tilbage i samfundet, hvor den åndelige virkelig forbliver intakt. Hellere en mindre kirke, som vedgår sin åndelige arv, og som derfor står stærkt, når materialismen bryder sammen, end en større, som lægger sig stadig tættere op ad materialismen, og således må stå og falde med den.

Vi skal ikke gøre som moderne demokratiske politikere og deres spindoktorer, som jo tillemper virkeligheden til tidsånden for at få flere tilhængere. Vi skal tvært imod tillempe tidsånden til virkeligheden.

Man har ofte bebrejdet kirken dens magtmisbrug. Men fejlen lå altså i kirken, ikke i kristendommen. Når mennesker får magt, vil de som regel misbruge den før eller siden. Det må vi prøve at modvirke.

Men for megen rummelighed og tolerance kan føre til opløsning. Hvis ”enhver er salig i sin tro”, så dør kirken. Spørgsmålet er, om den kristne kirke overhovedet havde eksisteret i dag, hvis den bare havde givet frihed til de mange sekter og enkeltpersoner, som afveg i tiden. – Det er det evige dilemma.

Er kirken lammet, fordi den ikke har en stærk og uafhængig ledelse? – Fordi kirken og eller politikerne ikke har fulgt grundlovens krav om, at folkekirkens forhold skal ordnes ved lov? – Har de kun undladt det, fordi det er politisk eller taktisk bekvemt?

_____________________________________________________________________

Næste indlæg vil blive 2. og sidste del af  kapitlet om kristendommen.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *