DEBATTEN OM DE FREMMEDE

FORORD

I denne serie formidler jeg nogen af de tanker, jeg har gjort mig om samfunds- og kulturproblemer siden 1975. Jeg har her samlet dem under fællestitlen ”Dansen om gulvkalven – en samfundskritisk antologi”. Den findes også som bog (se siden ”Mine bøger”). Indlæggene vil blive bragt kronologisk, med ca. 3 ugers mellemrum.
Længere tekster vil være inddelt i mindre dele. Serien handler ikke så meget om
aktuelle politiske problemer, mere om deres dybere årsager og sammenhæng
– et subjektivt præget, tidløst essay. Det omfatter emner som den politiske
frihed, den økonomiske vækst, den materielle udvikling, økonomien, unionen,
multikulturalismen, kristendommen og humanismen.

Denne artikel er skrevet omkring år 2001.

Et frit samfund kan kun fungere, hvis man har et fælles kulturgrundlag – en fælles
grundholdning eller virkelighedsopfattelse, som også indebærer et bestemt menneskesyn og en bestemt moralkodeks.

_____________________________________________________________________

DEBATTEN OM DE FREMMEDE

Det er samfundets normer og værdier, der skaber sammenhængskraften og får det sociale system til at fungere. Fælles værdimønstre må indføres i personlighedens superego gennem opdragelse og undervisning.

Den offentlige debat om de fremmede er forbløffende unuanceret. Modstanderne af flygtninge- og indvandrerpolitikken bliver kaldt ”racister”. De har i hvert fald et ”forkvaklet menneskesyn”. De nærer ”fremmedhad” og ”fremmedangst”. De er ikke ”stuerene”. Deres holdning er faktisk ”uanstændig”.

Denne grove generalisering er en udsøgt uforskammethed overfor mange af modstanderne. Jeg kan ikke genkende noget af dette hos mig selv eller de modstandere, jeg færdes iblandt. Den kategori af modstandere, jeg tilhører, er næsten ikke-eksisterende i debatten. Enten går man ind for det multietniske samfund, eller også er man et udskud med semiracistiske tilbøjeligheder. Jeg bryder mig imidlertid ikke om at få beklikket mit menneskesyn eller blive påduttet en ”indre svinehund”, blot fordi jeg er modstander af fremmedpolitikken. Min modstand imod det multietniske samfund har intet med mit forhold til eller syn på de fremmede at gøre.

Lad mig her blot nævne en enkelt nuance, jeg har savnet i debatten:

Hvis ordet samfund overhovedet skal give mening, må der være noget at finde sammen
om. Sociologen Talcott Parsons sagde, at det er samfundets normer og værdier, der skaber sammenhængskraften og får det sociale system til at fungere. Indføringen af fælles værdimønstre i personlighedens superego gennem opdragelse og undervisning danner grundlag for fælles normer. Kulturens værdier må være robuste i forhold til individuelle værdier. Samfund er kun muligt, hvis dets medlemmer accepterer fælles værdier. Først da kan medlemmerne relatere deres handlinger til hinanden.

Et homogent samfund kan bedre fungere uden evindelige ødelæggende kriser og konflikter, da lovgivningen i høj grad vil være bestemt af de fælles åndelige grundværdier, som styrer vores adfærd. I den europæiske højkultur har grundholdningen været den græsk-kristne humanitet. Det har taget mange århundreder at opbygge den . Men nu smuldrer den på nogle få årtier. Så vil der opstå kaotiske tilstande. Og så må friheden begrænses, hvis problemerne skal løses. At det ikke er gået helt galt endnu, skyldes, at vi endnu lever højt på de sørgelige rester af den smuldrende åndelige virkelighed.

Men det bliver da ikke bedre af, at vi gør samfundet multietnisk! For mange af de fremmede har grundholdninger, som ikke kan forenes med vores. Somme tider kan man ligefrem få det indtryk, at frihedens forudsætninger angribes målrettet. Men vi kan da håbe, at der kun er tale om mangel på indsigt.

Det multietniske samfund er naturstridigt og vil altid indebære kriser og konflikter. Ja, somme tider borgerkrige. Det viser al erfaring. Det vil bidrage til at destabilisere samfundet politisk og økonomisk og undergrave dets kulturelle integritet. Et sådant samfund kan kun styres med en høj grad af ensretning. Hvis det ikke er den skjulte dagsorden, må der være tale om mangel på indsigt.

Nogle vil nærmest tvangsintegrere de fremmede. Men et menneskes kulturelle integritet er noget helligt. Uden den er det rodløst. Derfor må en evt. integration ske langsomt, nænsomt og frivilligt. Og så vil den tage flere generationer. Integrationskravet kan vanskeligt forenes med den højt besungne humanitet, tilhængerne ellers plejer at fremføre. – Tænk, hvis det var os, der var tvunget til at bosætte os i en helt fremmed kultur. Ville vi da ikke værne så meget mere om vores kulturelle integritet? – I øvrigt måtte de fremmede kunne respektere os. Det kan de næppe, da der er gået skred i vores værdier og moralen. Vi har hengivet os til den vilde frivolitet.

Man diskuterer, hvordan man kan løse de store økonomiske, praktiske og menneskelige problemer, som følger den store tilstrømning. Sandheden er, at det kan man ikke. Problemerne er en integrerende del af tilstrømningen.

At man overhovedet kan gøre et demokratisk samfund multietnisk på tværs af folkeviljen er i sig selv uhyrligt. Og når man bagefter siger, at nu har vi altså et multietnisk samfund, og det kan vi ikke lave om på, så er det at føje spot til skade – og i øvrigt noget vrøvl.
I den situation fremstår et politisk parti, som giver de mange dybt frustrerede modstandere nyt håb og formulerer deres instinktive bekymring, og som er uforskammet nok til at gå på strandhugst i de gamle partier, som fremturer stadig mere i deres magtfuldkommenhed.

Dansk Folkepartis succes er i virkeligheden et sundhedstegn, som viser, at folkestyret trods alt endnu ikke er sat helt ud af spillet. Det har ganske enkelt givet lindring til de dybe frustrationer, som ikke kun skyldes forvirring og angst, men sandelig også den efterhånden åbenlyse foragt for de højere åndelige og politiske grundværdier, som vi tidligere ofrede alt for, men som nu tydeligvis er en klods om benet på et stadig mere kynisk magtkompleks. Det økonomisk-politiske magtkompleks har tilsyneladende et udmærket samarbejde med de toneangivende medier. Hvor er alsidigheden, besindigheden og den kritiske jourmalistik? De mange tilhænger-indlæg i debatten afspejler næppe holdningen i befolkningen. – Hvorfor får vi ikke at vide, hvad det koster?

Konceptet er klart nok: Dansk Folkeparti skal bremses med alle midler. Man smider lige et
par lunser kød af til modstanderne. Men det er ikke andet end repressiv tolerance. De såkaldte stramninger af lovgivningen er overvejende kosmetik. De vil næppe mindske tilstrømningen i det lange løb, og da slet ikke hvis en ny politisk konstellation kommer til magten. De handler mest om at forcere integrationen og gribe ind i de fremmedes kulturelle integritet. Det er snarere taktisk prægede panikhandlinger end statsmandskunst. Men det virker. Modstanden løber ud i sandet. Hvilket nok også er meningen. For samtidig taler industrien og regeringen om at ophæve indvandrerstoppet. Det er mere arrogance end situationsfornemmelse.

Jeg forstår godt de modstandere, som nu samler sig om DF. Også besindige mennesker med et positivt menneskesyn og respekt for og sympati med de fremmede. Ikke så meget af beundring for partiet, som er mindst lige så populistisk som andre partier, men mere af bekymring for samfundet. Er der efterhånden andre realistiske muligheder for modstanderne af de multikulturelle samfund? Lad os kalde det en realpolitisk protesthandling. Næsten alle de andre partier har svigtet på området.

Demokratiet kan ikke i længden holde til de metoder, der er blevet almindelige i moderne politik: En primitiv hetz imod holdninger, som ikke er ”politisk korrekte”. Foragten for de grundværdier, som kan udgøre en hindring for den vilkårlige magtudøvelse. Frustrationerne, mistilliden, politikerleden vil vokse. Og så vil stadig flere samle sig om de højreekstremistiske partier. Først i det centrale, sydlige og østlige Europa, siden i Norden. De tilhængere af det multikulturelle samfund, som nu raser imod de semiracistiske tendenser, har selv banet vejen for dem.

Men hvorfor gør de det? – Hvorfor bidrager vore politikere til at destabilisere samfundet politisk, økonomisk og kulturelt? Er de afhængige af stærke økonomiske særinteresser, som er ligeglade med samfundet, men bare vil have mange forbrugere – og måske ligefrem løntrykkere – i et samfund, hvor befolkningstallet ellers ikke stiger længere, og dermed sikre den vilde økonomiske vækst, som vi ellers godt ved, der er indbygget afgrund i? Eller er der skjulte politiske særinteresser, som ser deres fordel i at destabilisere den bestående orden? – Eller skjulte internationale aftaler, som nogen har antydet? Allerede nu ved vi, at samfundet bliver mere eller mindre ødelagt gennem masseindvandring af folk fra helt fremmede kulturer. Det er svært at forestille sig gode grunde til fænomenet – Humanitet? Barmhjertighed? Det er gode og smukke tanker, Men det er himmelråbende naivt og urealistisk. Vi kan jo ikke løse alverdens sociale problemer på den måde. Det er heller ikke altid de virkeligt nødlidende, som kommer hertil. Det er de bedst fungerende med et vist uddannelsesmæssigt og økonomisk potentiale. Vi ved ikke, hvor mange der er ”bekvemmelighedsflygtninge” eller potentielt kriminelle eller terroristsympatisører. Og mange af dem betænker sig ikke ved at snyde med skatten og reglerne i sociallovgivningen, for det ville være naturligt der hvor de kommer fra, ligesom korruptionen. De fremmede forstår endnu mindre end danskerne, at moralen er frihedens forudsætning. Men det er ofte folk, som har råd til at betale store summer til de gangstere, som hjælper dem ulovligt ind i modtagerlandene. De skulle hellere være blevet hjemme og have hjulpet med at udvikle deres egne lande. Det man opnår ved at modtage de mange fremmede er at destabilisere både modtagerlandene og de fremmedes hjemlande. Der findes andre måder at hjælpe de fattige og forfulgte på.

_____________________________________________________________________

Næste indlæg vil handle om kristendommen.