Den Europæiske Union 6:6

FORORD

I Denne serie formidler jeg nogen af de tanker, jeg har gjort mig om samfunds-
og kulturproblemer siden 1975. Jeg har her samlet dem under titlen ”Dansen om
guldkalven – en samfundskritisk antologi”. Indlæggene vil blive bragt kronologisk,
med ca. 3 ugers mellemrum. Længere tekster vil være inddelt i mindre dele. Serien
handler ikke så meget om aktuelle politiske problemer, mere om deres dybere årsager
og sammenhæng – et subjektivt præget, tidløst essay. Det omfatter emner som
den politiske frihed, den økonomiske vækst, den materielle udvikling, økonomien,
unionen, multikulturalismen, kristendommen og humanismen.

Hele serien findes også som bog (se siden ”mine bøger”).

Denne afhandling er oprindeligt skrevet midt i 90’erne, inden debatten om EU forstummede.

I 90’erne var jeg aktiv i debatten om EU. Denne afhandling sammenfatter de vigtigste af mine synspunkter. Den første del handler om de vigtige åndelige og politiske grundværdier, som sjældent blev anført i debatten. Den anden del er kommentarer til de oftest fremførte argumenter. Afhandlingen blev aldrig offentliggjort.

(Dette er 5. del af i alt 6 dele i afhandlingen “Den Europæiske Union”.
Læs 1. del: “Forord“, 2. del: “De åndelige værdier“, 3. del: “Den politiske frihed“, 4. del: “Argumenterne 1:2“, og 5. del: “Argumenterne 2:2“).
_____________________________________________________________________

4. DUMHED ELLER FORBRYDELSE?

 Nogle partier og modstanderorganisationer svigtede unionsmodstanden, da det gjaldt. ”Det nationale kompromis” gjorde det muligt at sluse Danmark ind i unionen. Og ledende unionspolitikere har ført det danske folk bag lyset i 20 år.

Nogle politiske partier, men desværre også visse store modstanderorganisationer, som tidligere rasede imod unionen med bål og brand, indtager i dag en mere lunken holdning. Viljen til at nå ud over ”midten i dansk politik”, hvor fordommene, vanetænkningen og den politiske korrekthed stortrives – viljen til at gå på tværs af den fremherskende, mediebårne tidsånd, er ikke stor. Det kunne jo koste stemmer!

De diskuterer unionen på tilhængernes præmisser: Subtile økonomiske, juridiske og administrative spidsfindigheder og paragrafformuleringer. De diskuterer søjler og diagrammer, mens den politiske suverænitet løber ud i sandet. – De går på akkord med unionen.

Det er især SF og Junibevægelsen, jeg tænker på. Stadig flere af deres ledere er i
realiteten blevet tilhængere. Det er dybt frustrerende, at det oftest er disse ledere, som
repræsenterer ”modstandersiden”, når der endelig er en smule unionsdebat i medierne. Så længe modstanden fortrinsvis repræsenteres af tilhængere – eller i bedste fald skeptikere – kan unionspolitikerne se fremtiden i møde med fortrøstning, i ly af den repressive tolerance og i bevidstheden om mediernes påfaldende loyalitet.

Det store syndefald var naturligvis ”det nationale kompromis”. Det var det, der overhovedet gjorde det muligt at sluse Danmark ind i unionen, i grunden på tværs af folkeviljen (vi havde jo stemt nej ved en tidligere folkeafstemning). De partier og bevægelser, som gik med i det, kan ikke stille meget op nu, hvor forbeholdene falder og unionsudviklingen accelererer. Det burde have været til at forudse. Tilhængere og skeptikere har overtaget partier og organisationer, skabt mistro og resignation og gjort modstanden hjemløs.

Men endnu værre er det med vore ledende unionspolitikere. De har ført det danske folk bag lyset i 20 år. Men især siden 80’erne har det været helt forfærdeligt. De har ikke altid været oprigtige over for os, men er lusket om problemerne som katten om den varme grød. De har manipuleret groft med folkeviljen, godt hjulpet af stadig mere følgagtige medier uden tilstrækkelig kritisk journalistik på området. De har ligefrem bevæget sig på grænsen til statskup. Det er helt ufatteligt, at de kunne tilsidesætte resultatet af en folkeafstemning, i strid med vedtagne regler, afskaffe grænserne uden en grundig offentlig debat, berøve landet store dele af dets politiske suverænitet uden om en grundlovsændring, ganske uanset hvordan man i øvrigt fortolker grundlovens paragraffer rent juridisk, og undlade at gennemføre en planlagt folkeafstemning af frygt for resultatet. Der skulle have rejst sig en voldsom protestbølge. Men det skete ikke. Dermed sendte vi det signal til magteliten, at den kan slippe af sted med snart sagt hvad som helst. Enten har politikernes dømmekraft svigtet gang på gang. I så fald er der tale om manglende indsigt og naivitet. Og så er de ikke kvalificerede til at være vore ledere. Eller også har de talt mod bedre vidende af taktiske grunde. I så fald er de løgnagtige. Og så er de ikke værdige til at være vore ledere.

Vi burde fra starten have vidst, hvor det bar hen. Hvis den berømte præambel om et stadigt snævrere samarbejde mellem de europæiske folk skulle give mening, måtte det nødvendigvis ende med en statsdannelse. Men selv nu, hvor den er helt åbenlys, prøver unionstilhængerne at tilsløre det ved at jonglere med begreberne. Det er alt for gennemskueligt. Og det er utroligt, at mistilliden til deres politikere ikke for længst er slået ud i lys lue.

Hvordan skal man beskrive vore unionspolitikeres adfærd? Er det – groft sagt – dumhed eller forbrydelse? Opportunismen er en nærliggende forklaring.

Det er en ærlig sag at tro på EU. Men man må være ærlig i sine intentioner. Og det har vore ledende politikere bestemt ikke været.
_____________________________________________________________________

Hermed afsluttes afhandlingen om den europæiske union. Næste indlæg vil handle om debatten om de fremmede.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *