Den Europæiske Union 2:6

FORORD

I denne serie formidler jeg nogen af de tanker, jeg har gjort mig om samfunds- og kulturproblemer siden 1975. Jeg har her samlet dem under titlen ”Dansen om Guldkalven – en samfundskritisk antologi”. Indlæggene vil blive bragt kronologisk, med ca. 3 ugers mellemrum. Længere tekster vil være inddelt i mindre dele. Serien handler ikke så meget om aktuelle politiske problemer, mere om deres dybere årsager og sammenhæng – et subjektivt præget, tidløst essay. Det omfatter emner som den politiske frihed, den økonomiske vækst, den materielle udvikling. Økonomien, unionen, multikulturalismen, kristendommen og humanismen.

Skrevet midt i 90’erne, inden debatten om EU forstummede. 

I 90’erne var jeg aktiv i debatten om EU. Denne afhandling sammenfatter de vigtigste af mine synspunkter. Den første del handler om de vigtigste åndelige og politiske grundværdier, som sjældent blev anført i debatten. Den anden del er kommentarer til de oftest fremførte argumenter. Afhandlingen blev aldrig offentliggjort.

(Dette er 2. del af i alt 6 dele i afhandlingen “Den Europæiske Union”.
Læs 1. del: “Forord“, 2. del: “De åndelige værdier” og 3. del: “Den politiske frihed“, 4. del: “Argumenterne 1:2“, og 5. del: “Argumenterne 2:2” og 6. del: “Dumhed eller forbrydelse?“)
_____________________________________________________________________
    

1. DE  ÅNDELIGE  VÆRDIER

EU er i praksis blevet det ultimative forum for den ensidigt materielle udvikling, som alt andet i realiteten må underordnes, selv de højeste åndelige – herunder politiske – grundværdier. Unionen er et helt entydigt materialistisk projekt. Man kan sige, at den er materialismens nødvendige slutprodukt. – Eller måske snarere dens sidste krampetrækninger. Unionen vil cementere supermaterialismen – og gå ned med den!

Det er de åndelige grundværdier, som bestemmer alle vore andre tanker og handlinger, når det kommer til stykket, også samfundets indretning – som styrer vores adfærd. Samfundet forholder sig til grundværdierne som en bygning til sit fundament. Uden et solidt fundament vil bygningen før eller siden styrte sammen under elementernes rasen. Når man rejser en bygning, starter man ikke med at lægge tagstenene. Først lægger man et fundament. Så rejser man murene, og til sidst lægges taget på.

Men de åndelige grundværdier nævnes sjældent i Europadebatten. – Hvad er det i grunden, vi skal samarbejde om i EU? Hvilket åndeligt grundlag skal fællesskabet bygge på? Det normale ville dog være at få det spørgsmål afklaret først. Bagefter kunne man så rejse en bygning, som, passede til fundamentet. Men i den nye forfatning har man omhyggeligt undladt at nævne Europas vigtigste åndelige grundværdi, kristendommen, hvilket er usædvanligt. Er det fordi man finder kristendommen irrelevant, eller er det fordi man ønsker uhæmmet adgang til det store marked, der findes i ikke-kristne lande som Tyrkiet?

Humaniteten

Den europæiske kultur bygger oprindeligt på hellenismen og kristendommen. De to strømninger fra Athen og Galilæa skabte tilsammen en grundholdning, som i den nyere tid efterhånden blev rodfæstet som Europas kulturgrundlag. Dette græsk-kristne livssyn kan sammenfattes i begrebet humanitet. Nøglebegreberne var kærlighed til sandheden og friheden, menneskelig udvikling, næstekærlighed, barmhjertighed og tilgivelse. Uden humaniteten ville alment anerkendte goder som den politiske frihed og den sociale samvittighed være utænkelige.

Men humaniteten er ikke længere levende i vore hjerter, blot et abstrakt idehistorisk fænomen, hvis egentlige indhold og betydning vi ikke længere forstår, bl.a. fordi den er blevet nedprioriteret i opdragelse og undervisning gennem årtier. Vi tolererer den som en smuk, men uforpligtende afveksling i en ensidigt materialistisk tilværelse. Men den præger ikke længere vores adfærd som tidligere.

Materialismen

Den ensidigt materialistiske grundholdning og virkelighedsopfattelse har udviklet sig i hele den nyere tid, især efter oplysningstidens gennembrud i slutningen af 1700-tallet. Europas gamle åndelige idealer lagde længe en dæmper på materialismen og hindrede dens værste udskejelser. Men da de sidste åndelige bastioner faldt, begyndte plyndringen. Men det er først sent i det 20. århundrede, materialismen fremtræder tydeligt som vores nye kulturbærende grundholdning.

Endnu i 60’erne og 70’erne lod mange intellektuelle sig fascinere af nymarxismen, som byggede på en rent materialistisk filosofi og nærmest betragtede hele den åndelige virkelighed som en slags ”opium for folket” (Karl Marx). De havde ført oplysningstidens idealer ud i den yderste konsekvens i en raffineret form og smidt barnet ud med badevandet. De vil naturligvis afvise den gamle humanitet som en slags reaktionær arkaisme, uanset at også marxismen dybest set er udsprunget af den.

Men den ensidigt materialistiske grundholdning tror vi heller ikke rigtigt på længere. Den opmærksomme iagttager kan fornemme, at den omsider er ved at rase ud. – At troen på den åndelige virkelighed er ved at vende tilbage. Inderst inde ved vi jo godt, at der er indbygget afgrund i materialismen, og at dens vigtigste manifestation , videnskaben, kun er en begrænset, ensidig, raffineret og særpræget afledning af en langt større menneskeånd, hvis evige stræben mod stjernerne den prøver at hindre i sin tåbelige snæversynethed. Videnskaben skal ikke længere være samfundets højeste instans. Den må genindtage sin naturlige plads som visdommens tjener. For det er ikke i videnskaben, men i visdommen, tænkningen når sine højeste former. Videnskaben er udartet til videnskabisme og har som en gøgeunge fortrængt visdommen, Det er derfor, menneskeligheden går tabt. Materialismen er ikke i overensstemmelse med den menneskelige natur. Den giver os ”stene for brød”. Vi lider under tabet og hengiver os derfor til en række flugtmekanismer og søgen efter alternativer.

Tilsyneladende står materialismen endnu stærkt. Den materielle udvikling fortsætter. Men det skal man ikke lade sig narre af. Materialismen vil alligevel bryde sammen før eller siden, simpelt hen fordi det er nødvendigt. Den er udlevet – er blevet en tom skal. Den har mistet sin troværdighed – sin indre, livgivende kraft. Men den holdes kunstigt i live af fordomme, vænetænkning, psykologi og magtbrynde.

Kritikken af det samfund, som bygger på materialismen, bliver stadig mere påtrængende, og den vil vokse til et crescendo i de kommende årtier. Vi vil formentlig opleve begyndelsen til et kulturelt epoke- eller paradigmeskifte, som vil blive indvarslet med materialismens sammenbrud.

Materialismens sidste krampetrækninger

EU er i praksis blevet det ultimative forum for den ensidigt materielle udvikling, som alt andet i realiteten må underordnes. Selv de højeste åndelige – herunder politiske – grundværdier. Unionen er et helt entydigt materialistisk projekt. Man kan sige, at den er materialismens nødvendige slutprodukt. – Eller måske snarere dens sidste krampetrækninger. Unionen vil cementere supermaterialismen – og gå ned med den!

Der er således en slags indbygget forældelse i unionen. Det karakteristiske ved brydningstider er, at den virkelighed, de fleste lever i, er allerede død. Vi forstår det bare ikke endnu, Eller vi fortrænger det af psykologiske eller magtpolitiske grunde. Det er en sådan død virkelighed, vi lever i i dag, og som unionen bygger på.

Netop i en brydningstid som den, vi nu lever i, hvor kritikken af den ensidigt materialistiske grundholdning og samfundspraksis bliver stadig mere nærgående – hvor materialismens overflade er begyndt at krakelere, skal vi ikke lade os integrere i et gigantisk, ensidigt materialistisk magtkompleks. For så bliver det endnu sværere at nå gennem brydningstidens trængsler. I de gamle, demokratiske nationalstater er det allerede svært at styre materialismen. I unionen, som nødvendigvis bliver stadig mere ensrettet for at kunne fungere, bliver det stort set umuligt.

Rene linier

Nogle unionstilhængere vil være ærlige og sige rent ud, at Europas oprindelige kulturgrundlag er forældet. Det er modigt og ærligt, og det må man respektere. Men de fleste tilhængere, ikke mindst politikerne, vil nok sige, at de skam også går ind for Europas oprindelige kulturgrundlag, humaniteten. Den er jo trods alt endnu positivt værdiladet i de fleste moderne menneskers bevidsthed, selv om materialismen har fortrængt meget af det. Derfor vil disse tilhængere sige, at vi sagtens kan bevare alle disse åndelige værdier i unionen. Dem bliver der ikke rørt ved. At vi ikke beskæftiger os så meget med dem, skyldes altså, at de er underforståede. Men det er de ikke længere. Fundamentet under samfundsbygningen er ved at smuldre.

Vi taler ustandseligt om demokrati og menneskerettigheder. Men samtidig bliver der stadig mindre af dem, fordi de åndelige grundværdier, de er udsprunget af, smuldrer. Det er, som om vi prøver at besværge tabet ved hele tiden at gentage disse ord som, en slags mantra.

Konflikten mellem Europas gamle åndelige grundværdier og den ensidigt materialistiske grundholdning og samfundspraksis, det moderne Europa efterhånden helt har hengivet sig til, bliver stadig større. Intet er helligt for os længere. Det er naturligvis helt uholdbart. Der må være en vis overensstemmelse mellem holdning og adfærd, hvis troværdigheden skal bevares. Og så er der kun to muligheder: Enten må vi afskrive de åndelige grundværdier som forældede. Og så kan vi godt sige farvel til det Europa, hvis kulturgrundlag vi hidtil har bygget på. Det nye Europa vil da kun have navnet til fælles med det gamle. Men indholdet er væk. – Eller også må vi bevare grundværdierne og ændre praksis. Så kan vi måske endnu nå at genoprette troen på Europa. Men vi kan ikke tro på et Europa, som har mistet sin sjæl. Lad os omsider i det mindste få ærlighed, oprigtighed – rene linier i Europadebatten.

Unionen er ikke et idealistisk projekt. Det var det måske en gang. – I pionertiden i 50’erne? Men i dag er det reelt et rent materialistisk projekt. Det afgørende i unionsprojektet er tydeligvis ting som markedets størrelse, kapitalens frie bevægelse og en gnidningsfri beslutningsprocedure – økonomisk vækst for enhver pris. I det omfang, hvor disse magtens og pengenes værdier ikke kan forenes med de højere åndelige, dvs. kulturelle, menneskelige og politiske grundværdier, er det de sidste, som må vige, hvilket allerede er sket i vidt omfang. Således ender vi før eller siden i den forbenede supermaterialisme, som der er indbygget afgrund i. Vi er blot ikke tilstrækkeligt opmærksomme på det, fordi det sker langsomt og gradvis, og fordi de fleste af os endnu er hildede i materialismens tænkemåde. Er hele den åndelige virkelighed – bevidst eller ubevidst – en klods om benet på den moderne, internationale økonomisk.-politiske magtelite, hvis spindoktorer derfor næppe vil prioritere diskussionen af den? Hvis vi pludselig begyndte at efterleve den europæiske kulturs traditionelle åndelige grundværdier, ville ”systemet” med dets grænseløse menneskelige hovmod, dets sanseløse begær efter stadig mere magt og rigdom og dets utrolige kynisme overfor naturen og andre kulturer, formentlig bryde sammen. Hvis samfunds- og kulturdebatten atter omfattede vore åndelige grundværdier, ville den blive farlig. Men hvis den ikke længere er det, dør friheden.

Er alt dette nu ren paranoia? Måske. Men så må der være en anden forklaring på, at der er opstået en dyb kløft mellem de positivt værdiladede grundværdier og den kyniske politiske adfærd.

Hvis man tror på den fremherskende tidsånd og det eksisterende samfund, kan man måske være unionstilhænger. Men hvis man mener, at der er indbygget afgrund i udviklingen, eller blot er skeptisk overfor tidens ekstreme materialisme, må man være modstander. For unionen vil blot forstærke og cementere tidens tendenser. Forsøg på nyskabende tænkning vil endnu mere end hidtil blive ignoreret og forkætret.

Vi kan sige med Hans Åge, professor i nationaløkonomi: Når et land først er integreret i EU, så har man også en garanti mod ændring af den bestående samfundsorden.

_____________________________________________________________________

Næste afsnit i kapitlet vil handle om den politiske frihed.

En tanke om "Den Europæiske Union 2:6"

  1. Pingback: Om EU-debattenSamfundsdebat

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *