Økonomi som videnskab

FORORD

I det følgende vil jeg formidle nogen af de tanker, jeg har gjort mig om samfunds- og kulturproblemer siden 1975. Jeg har her samlet dem under overskriften ”Dansen om guldkalven – en samfundskritisk antologi”. Indlæggene vil blive bragt kronologisk, med ca. 3 ugers mellemrum. Længere tekster vil være inddelt i mindre dele. Serien handler ikke så meget om aktuelle politiske problemer, mere om deres dybere årsager og sammenhæng – et subjektivt præget, tidløst essay. Det omfatter emner som den politiske frihed, den økonomiske vækst, den materielle udvikling, økonomien, unionen, multikulturalismen, kristendommen og humanismen.

Indlægget er oprindeligt skrevet i slutningen af 80’erne.

Økonomien er blevet videnskab, og videnskaben dyrker vi i dag med religiøs inderlighed. Tidligere var økonomerne en slags sekretærer for statsmændene. I dag er der opstået et hierarki af særdeles indflydelsesrige eksperter, som nok er dygtige fagfolk, men som i øvrigt ikke har særlige forudsætninger for at befordre et sundt samfund, hvortil kræves andet og mere end økonomi.
_____________________________________________________________________

ØKONOMI  SOM  VIDENSKAB

I dag, hvor kapitalismen og sekulariseringen sammen er gået op i en højere enhed, rager man penge til sig som om det var livets højeste mål. Handel og pengefortjeneste er ikke stort andet end civiliseret barbari sat i system.

Finanskrisen giver anledning til nærmere overvejelse over faget økonomi. Men debatten er allerede blevet ”djøficeret”. Den når sjældent ud over ”økonomismens” snævre rammer. Den skamrider den ensidigt materialistiske grundholdnings fordomme og vanetænkning.

En systemorienteret og beregnende kultur vil være tilbøjelig til at gøre alt til videnskab. Men økonomien har noget at gøre med menneskers adfærd og indbyrdes forhold. Og mennesket er et irrationelt væsen. Men videnskab er pr. definition strengt rationel. Derfor kan økonomien ikke være videnskab i ordets snævre betydning. Men det har vi altså gjort den til, og derved har vi givet den en status i samfundet, som den ikke fortjener. Den er blevet forlenet med en utrolig autoritet. Den er kommet til at styre vores politik – ja, økonomi er i praksis blevet synonymt med politik. Derfor er en cand.polit. en ekspert i økonomi.

Økonomien er altså blevet videnskab, og videnskaben dyrker vi i dag med religiøs inderlighed.  Tidligere var økonomerne en slags sekretærer for statsmændene. I dag er der opstået et hierarki af særdeles indflydelsesrige eksperter, som nok er dygtige fagfolk, men som i øvrigt ikke har særlige forudsætninger for at befordre et sundt samfund, hvortil kræves andet og mere end økonomi. Økonomerne udgør en slags præsteskab, som i realiteten fastsætter samfundets leveregler og læresætninger, og som vogter over deres privilegier. ”Vismændene” er ypperstepræster, pengeinstitutterne kirker, børser og nationalbanker domkirker, hvor besværgelser og ritualer udføres. Den materielle udvikling er vores religion, nationaløkonomien vores bibel. Som i enhver anden religion er det syndigt at anfægte dens læresætninger. Dem må vi bøje os for i afmægtig ærbødighed. Vi frygter gudernes vrede, som tidligere viste sig i form af pest, hungersnød og oversvømmelse. Nu viser de sig som arbejdsløshed, fattigdom og afhængighed. – Der er intet nyt under solen …

Sandheden er den, at økonomien er vilkårlig og subjektiv, udsprunget af tilfældige og foranderlige forhold på en tilfældig tid et tilfældigt sted, og endog en tilfældig og foranderlig mentalitet eller tidsånd. Således har den tyske kulturfilosof  Oswald Spengler vist, at næsten alle vore økonomiske begreber som f.eks. kapital, børs, aktie og kredit, stammer fra England i 1700- og 1800-tallet – et bondeløst land med verdenshandel og eksportindustri som specialer. De blev skabt af David Hume og Adam Smith, hvis tænkning var bestemt af en højspændt materialisme. Denne økonomi blev så overført til hele verden – også samfund, den var helt fremmed for. Men det var underordnet. For økonomien var og har lige siden været et magtredskab for vores kulturkreds.

På kulturens tidlige stadium findes kun byttehandel, som er knyttet til livet på landet. Der findes intet fra varen abstraheret værdibegreb. Senere, når der opstår penge og mellemhandel, er handelen endnu kun et organ for den dybest set landlige trafik. Men med storbykulturen begynder en virkelig forandring. Byboen har intet ægte forhold til varen. Nu begynder man for alvor at tænke i penge i stedet for i varer. Og før eller siden bliver økonomien til ren mystik. Man har taget det første skridt på vejen mod religiøsiteten. Pengene abstraherer fra varen. De økonomiske teorier går alene ud fra værdisymbolet. Pengeværdien er en ren, abstrakt talværdi – en værdi i sig selv, som den rodløse bybo eller intellektuelle ekspert har frembragt. Nu består økonomien af objektive og almengyldige værdier, løsrevet fra den konkrete virkelighed og det enkelte menneskes faktiske behov og værdinormer. Denne form for metropoløkonomi gennemtrænger vor tænkning og adfærd, først i byerne og i de rige lande, hvor mennesket er blevet rodløst og forvirret, senere på landet og i de fattige lande, hvor mennesket endnu har et spontant og naturligt forhold til sine omgivelser. Den, der behersker pengetænkningen, har nøglen til magten i det moderne samfund.

Den østrigske kulturhistoriker Egon Friedell har også filosoferet over pengenes væsen og vist, hvor dybt pengedyrkelsen kom til at præge vor sjæl: Tænkningen i varer forholder sig til tænkningen i penge som håndværk til fabriksproduktion, som den levende lighed til den døde kopi, som kunstnerens og middelalderens analogislutning, der opfatter den organiske sammenhæng, til videnskabsmandens og den nyere tids induktionsslutning, der udregner fællesskab og samhørighed matematisk, kort sagt, som kvalitet til kvantitet. Pengene afklæder alle ting deres symbolik, fordi de fremstiller sig selv som generalnævner for det hele og på den måde berøver tingene deres særpræg og sjæl … Pengene er den karakterløse Proteus, som kan antage tusind skikkelser … de måtte derfor blive symbolet og afguden for en menneskehed, som kunne påtage sig en hvilken som helst skikkelse, men selv ikke er noget, som beskriver alt og ikke elsker noget, som ved alt og ikke tror på noget. Pengenes verdensherredømme er materialismens store triumf. Alle værdier og realiteter, selv de mest intime og intense som lykke, personlighed, gudsgaver, lader sig aritmetisk fremstille ved hjælp af pengene. – Og er der måske ikke en sammenhæng mellem pengedyrkelsen og den samtidige lære om energiens konstans, som siger, at lys, varme, bevægelse, elektricitet, organiske processer mv. kun er forskellige former af samme neutrale energi og derfor kan forvandles til hinanden. Således kan også alle menneskelige forhold reduceres til pengeenergiens formændringer, mens deres sum er en fast størrelse. – Da man ikke samtidig kan tro på Gud og pengene, bliver pengene et surrogat for Gud. De bliver et mål i sig selv, fordi de er et overvirkeligt princip – noget religiøst. Pengene er vor højeste instans – vor ledestjerne. – I dag, hvor kapitalismen og sekulariseringen sammen er gået op i en højere enhed, rager man penge til sig som om det var livets højeste mål. Handel og pangefortjeneste er ikke stort andet end ”civiliseret barbari sat i system”, siger Friedell.

Økonomien som redskab for den vilkårlige magtudøvelse er et gammelkendt fænomen. I 1800-tallets England fandt der en utroligt grov udbytning sted af arbejderne, hvis kår ofte var elendige. Men arbejdsgiverne brugte blot økonomiens love til at bevise, at denne tilstand var naturlig og uundgåelig. Der skulle en stor samfundstænker som John Stuart Mill til at vise, at økonomiens love i hvert fald aldrig kunne begrunde fordelingen af goderne. Han afslørede, at fordelingen blev bestemt af samfundets love og vedtægter, som igen blev bestemt af de herskende samfundsklasser. Efter Mill kunne økonomerne ikke mere foregive, at fordelingen måtte ske efter abstrakte matematiske principper. Samfundsdebatten var løftet op på etikkens niveau.

Nu er den massive elendighed afskaffet i vores del af verden. Men der er opstået andre meget alvorlige problemer, hvis løsning bl.a. hindres, fordi økonomien fremdeles i vid udstrækning er et redskab for den vilkårlige magtudøvelse. Igen: der er intet nyt under solen …

Næste kapitel vil handle om den europæiske union.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *