DEN MATERIELLE UDVIKLING 2:2

FORORD

I det følgende vil jeg formidle nogen af de tanker, jeg har gjort mig om samfunds- og kulturproblemer siden 1975. Jeg har her samlet dem under overskriften ”Dansen om guldkalven – en samfundskritisk antologi”. Indlæggene vil blive bragt kronologisk, med ca. 3 ugers mellemrum. Længere tekster vil være inddelt i mindre dele. Serien handler ikke så meget om aktuelle politiske problemer, mere om deres dybere årsager og sammenhæng – et subjektivt præget, tidløst essay. Det omfatter emner som den politiske frihed, den økonomiske vækst, den materielle udvikling, økonomien, unionen, multikulturalismen, kristendommen og humanismen.

Indlægget er skrevet i slutningen af 80’erne.

Den materielle udvikling har sat sit tunge præg på vor holdning og karakter. Den har accepteret begæret og egoismen og ligefrem sat dem i system. Endnu i 60’erne troede vi, at blot vi sikrer den materielle udvikling, så vil en åndelig eller menneskelig udvikling næsten automatisk følge efter. Men det skete ikke.

(Dette er 2. del af i alt 2 dele i afhandlingen “Den materielle udvikling”. Læs 1. del: “Den gamle orden“)
_____________________________________________________________________

2. DEL:  VELSTAND  ELLER  VELFÆRD?

Det samfund, som bygger på en ensidigt materialistisk grundholdning, kan ikke tilfredsstille vore elementære åndelige og psykiske behov. Det giver os “stene for brød”. Vi prøver at tilpasse os en sygelig udvikling. Mange klarer det, men lever i virkeligheden et utilfredsstillende liv. Stadig flere bukker under psykisk eller fornægter det moderne samfund og hengiver sig måske til forskellige subkulturelle aktiviteter.

Det moderne samfund er ved at blive umenneskeligt. Vi lider under det voldsomme pres, vi er udsat for, i langt højere grad end vi umiddelbart er os bevidst. Vi lever e et åndeligt tomrum uden moralske fordringer -–i truende utryghed, forvirring og meningsløshed. Udviklingen stiller stadig større krav, som stadig færre kan honotere. De stærkeste, som ikke nødvendigvis er de bedste, ”overlever” og fører udviklingen videre. Indtrykkenes antal og forandringernes omfang og hastighed vokser stadig, stik imod al sund fornuft. Alt dette har vi gradvis vænnet os til. I dag bliver vi født ind i den materialistiske udvikling. Vi får den ind med modermælken. Vi bliver så at sige tidligt vaddinerede imod de sygdomme, som ellers ofte ville følge af udviklingen. Derfor har vi ikke været tilstrækkeligt opmærksomme på problemerne. Vi kalder det stress, beklager det og slår det i øvrigt hen som den uundgåelige udviklings uundgåelige pris.

Dette er hverken overdrevet eller udokumenteret. I sin bog ”Fremtidschok” har Alvin Toffler foretaget en grundig undersøgelse af menneskets psykiske reaktioner på påvirkningerne fra en voldsom udvikling. Han viser f.eks., at livstempoet er en vigtig psykologisk variabel. Accelerationen i livstempoet kan virke nedbrydende. Vi har nogle indbyggede forventninger om tings varighed. Nåt tilværelsens tempo ændres, rystes disse forventninger, hvilket kan få alvorlige følger, hvis man ikke har vænnet sig til det eller er psykesk robust. Mange af de, som ikke kan tilpasse sig et super-industrielt samfunds krav, er ikke bare svage, men måske ganske fornuftige, sunde mennesker, som reagerer normalt på abnorme tilstande. De ”psykisk svage” er ofte følsomme og kreative. Nogen af dem hengiver sig måske til en række flugtmekanismer for at ”overleve”.

De voldsomme forandringer udvider svælget mellem hvad vi tror (vore imagedannelser) og hvad der virkelig findes. Hvis afstanden bliver for stor, bliver det stadig sværere for os at klare problemerne. Vi bliver ineffektive. Vi trækker os ind i os selv – hvis der ikke ligefrem går panik i os. I sin yderste konsekvens ender tilstanden i psykose.

Vi har mistet kontrollen over vort eget liv. Det er andre – samfundet eller udviklingen – som bestemmer, hvilke beslutninger vi skal træffe, hvornår og hvor hurtigt vi skal gøre det. Der findes en skjult konflikt mellem de krav, accelerationen stiller til os, og de krav, den høje nyhedsgrad stiller. Accelerationen tvinger os til at træffe beslutningerne stadig hurtigere. Nyhedsgraden tvinger os til at træffe de vanskeligste og mest tidkrævende beslutninger. Denne frontale kossision skaber angst. Dertil kommer den stadig større mangfoldighed. At øge et menneskes valgmuligheder er at øge mangden af den information, som skal bearbejdes. Men jo flere valgmuligheder, der findes, jo langsommere bliver reaktionen. – Alt dette har i virkeligheden skabt en alvorlig beslutningskrise i det moderne samfund – en ”beslutningsmæssig overstimulering”. Her er forklaringen på, at stadig flere føler sig plagede af tilværelsen – ude af stand til at få noget fornuftigt eller politivt ud af den. Det hele er et ”rotteræs”. Man er magtesløs. Udviklingen undergraver simpelt hen vores evne til at træffe fornuftige beslutninger.

Overfor alt dette reagerer vi med en udsøgt bevidstløshed. Vi indfører datalogi, udvider bureaukratiet og pumper stadig flere ressourcer i den sociale sektor. Men vi drømmer ikke om at bremse udviklingen. Det kan ikke fortsætte på denne måde. I virkeligheden er det utroligt, at vi har fundet os i det så længe.

Capra har givet en ret præcis beskrivelse af moderne mennesker: De ”fører typisk en egoistisk, konkurrencepræget og målorienteret tilværelse. De er i så høj gerad optaget af fortiden og fremtiden, at de kun i begrænset omfang kan opleve nutiden og derfor heller ikke kan opleve nogen tilfredsstillelse ved hverdagens almindelige aktiviteter. De koncentrerer sig om at manipulere den ydre verden og beregner deres levestandard efter antallet af materielle goder, mens de samtidig bliver stadig mere fremmede for deres verden og ikke kan forstå livets forløb. Et menneske, hvis tilværelse domineres af en sådan erkendelsesform, er ujde at stand til at opleve ægte tilfredshed, det være sig ved nok så stor rigdom, magt eller berømmelse, og besjæles derfor af en følelse af livets meningsløshed, ørkesløshed eller abgsurditet, som end ekke den største udvortes succes kan opveje”.

Det samfund, som bygger på en ensidigt materialistisk grundholdning, kan ikke tilfredsstille vore elementyære åndelige og psykiske behov. Det giver os ”stene for brød”. Vi prøver at tilpasse os en sygelig udvikling. Mange klarer det, men lever i virkeligheden et utilfredsstillende liv. Stadig flere bukker under psykisk eller fornægter det moderne samfund og hengiver sig måske til forskellige subkullturelle aktiviteter. Før eller siden vil der af disse aktiviterer udkrystallisere sig en stærk, åndelige inspireret bevægelse hen imod et holdbart alternativ, hvor det ensomme massemenneske kan finde træst og få tilfredsstillet sit naturlige behov for fællesskab og åndelig aktivitret. En form for åndelig reformation vil sandsynligvis indtræffe.

Den, som har formået at sætte sig ud over materialismens snævre rammer – som har gennemskuet materialismen – kan se bagsiden af den materielle udviklings medalje. Stadig større teknologiske og videnslabelige projekter afløser hinanden i stadig hurtigere rækkefølge. Men de slår som regel fejl før eller siden, fordi vi ikke kan forudse konsekvenserne. Det har vi for længst opdaget. Alligevel fremturer vi i vort materialistiske vanvid. Den materielle udcviklings oprindelige formål er i dag i vid udstrækning blot et skalkeskjul for begæret ifter rigdom og magt. Dampkraft og elektricitet som redskaber for den materialisme, som trods alt endnu iagttog en vis moralsk fordring, kunne såmænd være betænkelig nok. Men rumfart, datalogi og genmanipulation som redskaber for den materialisme, som end ikke længere gør sig ulejlighed med at skjule hovmodet, begæret og kunismen, er katastrofalt.

Industrialiseringen er ikke roden til alt ondt. For der er også store fordele ved den. Men den har faktisk medført grænseløs social elendighed, arbejdsløshed, åndsfortærende rutinearbejde, arbejdsulykker og varige skader, ødelæggelse af familielivet og andre sociale relationer, udplyndring af andre kulturer, rovdrift på knappe ressourcer, store naturødelæggelser, en uhyre kostbar infrastruktur og en særdeles uhensigtsmæssig samfundsstruktur med adskillelse af boligområde og arbejdsplads og dermed spild af tid og enerfi, og med centralisering og ensretning og store, uoverskuelige og utroligt kostbare bureaukratiske enheder uden fleksibilitet og overblik, og monopolisering, som i sin yderste konsekvens vil undergrave den politiske frihed – kort sagt: umenneskelighed og spild af værdier. Prisen er simpelt hen blevet for høj. Industrialiseringen af tilværelsen suger kraften ud af os. Vi ofrer alt på dens alter, om det så er selve menneskeligheden, fordi den ensidigt materialistiske grundholdning og virkelighedsopfattellse hindrer os i at gennemskue den. Den er blevet sit eget mål, og dermed meningsløs.

Har man først frigjort sig fra materialismens tænkemåde, kan man begynde at se, hvad det er, der er sket: Først skabte den sanseløse materielle udvikling et kynisk og destruktivt samfund. Dernæst måtte vi prøve at løse de store problemer, denne udvikling skabte (først social elendighed, siden naturødelæggelse m.m.). Hvilken voldsom politisk kamp har dette ikke medført, og hvilke enorme ressourcer er ikke medgået hertil.

Mange af de store probglemkomplekser, som martrer det moderne samfund, kan føres tilbage til den materielle udvikling. Alligevel fremskynder vi den for enhver pris. Og det er åbenbart ligegyldigt, hvad der produceres – om det er gavnligt eller skadeligt – bare der akkukmuleres kapital.

Måske skulle vi ikke have ladet den ekstreme liberalistiske ideologi bestemme alt. Måske skulle vi have begrænset dens udfoldelse i givne tilfælde og situationer, hvor den blev destruktiv. Vi skal ikke afskaffe den økonomiske liberalisme. Erfaringen viser, at den er langt bedre end socialistisk planøkonomi. Men den er efterhåbnden blivetr en ren pengemaskine for særinterisserne og kan påføre samfundet stor skade.

Man kan nu forestille sig, hvordan samfundet ville have set ud, hvis den materielle udvikling ikke havde været sit eget mål, men et underordnet redskab for et højere formål (menneskelighed). Der er simpelt hen sket en kortslutning i vores samfundstænkning. Vi tror, at velstand og velfærd er direkte proportionale. Derfor bruger vi ordene i flæng. Men så enkelt er det ikke. En vis grad af meteriel udvikling er ganske vist en forudsætning for kulturel udvikling. Men der er faktisk en grænse for den materielle udviklings nytteværdi, hvor målet er et menneskeligt samfund. Således er det gået jævnt ned ad bakke med kulturen i 1900-tallet samtidig med, at velstanden har nået utrolige højder. – Man kan udmærket forestille sig et velfærdssamfund uden den voldsomme industrialisering af hele tilværelslen, som finder sted i dag – oven i købet et stabilt velfærdssamfund! – På grund af den nævnte kortslutning blev der aldrig tale om en opposition til materialismen, kun til kapitalismen. Socialismen drømte ikke om at drage den materielle udvikling i tvivl, for den var selv et produkt af den.

Men hvis vi ikke skal skrue tiden tilbage og ligefrem afskaffe industrien, hvor går da grænsen for den materielle udvikling? – Den vil ”automatisk” finde sit naturlige leje, når vi har etableret en sund – dvs. mindre materialistisk – grundholdning.

I Danmark hjavde vi i 50’erne nået et rimeligt velstandsniveau. Det kunne have været et godt udgangspunkt for en videreudvikling af den eruropiske højkulturs åndelige grundværdier. Men det var som om det mislykkedes, fordi velstanden var blevet sit eget mål.

Hermed er kapitlet ”Den materielle udvikling” afsluttet. Næste kapitel hedder ”Økonomi som videnskab”.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *