Humanistisk magtbalance

FORORD

I det følgende vil jeg formidle nogen af de tanker, jeg har gjort mig om samfunds- og kulturproblemer siden 1975. Jeg har her samlet dem under titlen “Dansen om guldkalven – en samfundskritisk antologi”. Indlæggene vil blive bragt kronologisk, med ca. 3 ugers mellemrum. Længere tekster vil være inddelt i mindre afsnit. Serien handler ikke så meget om aktuelle politiske problemer, mere om deres dybere årsager og sammenhæng – et subjektivt præget, tidløst essay. Det omfatter emner som den politiske frihed, den økonomiske vækst, den materielle udvikling, økonomien, unionen, multikulturalismen, kristendommen og humanismen.

_____________________________________________________________________

HUMANISTISK MAGTBALANCE

Dette indlæg er inspireret af min artikel ”Repræsentativt demokrati findes ikke” i Højskolebladet nr. 41 1975.

At kalde en styreform repræsentativt demokrati er det samme som at kalde den indirekte direkte. Man kan tale om en repræsentativ styreform, men næppe om et repræsentativt demokrati.

Hvis debatten om demokratiet skal føre til konstruktive resultater, må vi prøve at afklare nogle politiske begreber, som er blevet temmelig udflydende:

Folket kan kun styre ved at mødes på en folkeforsamling. Her kommer folkeviljen til udtryk, når sagerne drøftes og afgøres ved afstemning. Men denne metode bruges som bekendt ikke i vort eget samfund i dag, hvor folket jo vælger politikere til at varetage dets interesser. Derfor har vi ikke demokrati. Hvorfor kalder vi da stadig vort samfund demokratisk?

Det findes der en historisk-psykologisk forklaring på: Efter oplysningstidens gennembrud blev demokratiet et ophøjet ideal, som efterhånden antog karakter af en livsholdning. Det blev på en måde det moderne samfunds nye religion. Derfor er det nærmest syndigt at anfægte demokratiet i dag. Den, der afslører en livsholdning som en livsløgn, bliver sjældent taget alvorligt. Mennesket har et stort behov for åndelig tryghed – noget at tro på, som giver tilværelsen mening. Derfor klamrer vi os til den livsholdning, som hedder demokratiet, ikke mindst i denne tid, hvor så mange andre åndelige bastioner falder, Vi indser måske nok, at samfundet ikke er demokratisk i ordets oprindelige betydning. Men da vi ikke ville slippe tanken om demokratiet, har vi indført begrebet ”det repræsentative demokrati” som betegnelse for styreformen. Det indebærer imidlertid en klar selvmodsigelse. At kalde en styreform repræsentativt demokrati er i virkeligheden det samme som at kalde den indirekte direkte. Man kan tale om en repræsentativ styreform, men næppe om et repræsentativt demokrati.

Her vil nogen måske indvende, at sådanne sproglige spidsfindigheder er mindre væsentlige, og at vi trods alt har en vis grad af demokrati. Men en af de vigtigste årsager til forvirringen i den politiske tænkning er netop denne skødesløse omgang med de sproglige begreber.

Prøv at føre tanken om demokratiet som et gradsspørgsmål ud i sin yderste konsekvens: Hvis demokratiet ikke var klart afgrænset, da ville man kunne hævde, at ethvert samfund er demokratisk, selv udpræget totalitære stater, blot der findes den mindste antydning af medbestemmelse et eller andet sted i systemet. Og det er lige nøjagtigt det, der er sket i vor tid, Alle lande vil gerne have ord for at være demokratiske, også sydamerikanske og afrikanske militærdiktaturer, asiatiske dynastier, mellemøstlige teokratier og østeuropæiske partibureaukratier før murens fald. Vi har befordret et magtmisbrug i demokratiets navn ved at tillade et vidt spillerum for forskellige fortolkninger af begrebet. Vi smilede overbærende af det kommunistiske begreb ”demokratisk centralisme”. Vi fandt det selvmodsigende – et lidt komisk forsøg på at tilsløre mangelen på demokrati ved at jonglere med sproget. Alligevel troede folkene i de kommunistiske lande på det, fordi de var opdraget til det. På samme måde tror vi på ”det repræsentative demokrati”, fordi vi er opdraget til det.

Begrebet ”repræsentativ styreform” er næppe logisk eller sprogligt forkert. Det har ingen indbygget selvmodsigelse. Men forudsætningen for, at man kan tale om en styreform, hvor folkets vilje repræsenteres, er, at politikernes mandater er bundet af folkeviljen, sådan som den kommer til udtryk på folkeforsamlingerne – at politikerne altså er de lokale kredses eller folkeforsamlingers talsmænd i ordets snævreste betydning i landets lovgivende forsamling.

Det har dog aldrig været meningen, at medlemmerne af den lovgivende forsamling blot skulle ophøje folkets vilje til lov. I grundloven står der udtrykkeligt, at medlemmerne alene er bundet af deres personlige overbevisning, og ikke af nogen forskrift fra deres vælgere. (De gamle vidste også, at partier kunne være farlige. De er slet ikke nævnt i grundloven. Men i dag er medlemmerne af folketinget i høj grad bundet af forskrifter fra deres partier).

Strengt taget er vort politiske system altså heller ikke repræsentativt, selv om tanken godt kan forsvares med lidt god vilje. Men de valgte politikere skal ikke repræsentere folket. De skal kun repræsentere sig selv. Ellers kan en højere visdom eller statsmandskunst ikke sætte sig igennem. Folket skal ikke vælge repræsentanter, men tillidsmænd. Politikerne skal ikke være bundet af folkets vilje, men afhængige af dets tillid.

Denne forskel er nok vigtigere, end vi umiddelbart forestiller os. Ordet tillidsmand bør konsekvent foretrækkes for ordet repræsentant, også fordi der i det repræsentative begreb skjuler sig en overdreven tillid til folkets dømmekraft og en tilsvarende, urimelig mistillid til naturlig autoritet og myndighed. Folket må overdrage dets vilje (suverænitet) til politikerne i tillid til deres evne og vilje til at løse problemerne.

Nu kunne man spørge: Hvis vores styreform hverken er demokratisk eller repræsentativ, hvad kan vi da kalde den?

Først og fremmest må de åndelige grundværdier, den europæiske højkultur er bygget på, og som kan sammenfattes i begrebet humanitet (menneskelighed), indgå i navnet. Den styrer nemlig vores adfærd, også den politiske, direkte eller indirekte. Dernæst kunne vi nævne princippet om magtens deling. Men da begrebet ”humanitetens magtbalance” ikke er særlig mundret, kunne vi bruge det nært beslægtede humanisme. Altså: Humanistisk magtbalance.

_____________________________________________________________________

Næste kapitel handler om forholdet mellem arbejdsløshed og økonomisk vækst.

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *