Hvad kan vi gøre?

FORORD

I det følgende vil jeg formidle nogen af de tanker, jeg har gjort mig om samfunds- og kulturproblemer siden 1975. Jeg har her samlet dem under titlen “Dansen om guldkalven – en samfundskritisk antologi”. Indlæggene vil blive bragt kronologisk, med ca. 3 ugers mellemrum. Længere tekster vil være inddelt i mindre afsnit. Serien handler ikke så meget om aktuelle politiske problemer, mere om deres dybere årsager og sammenhæng – et subjektivt præget, tidløst essay. Det omfatter emner som den politiske frihed, den økonomiske vækst, den materielle udvikling, økonomien, unionen, multikulturalismen, kristendommen og humanismen.

_____________________________________________________________________

FARVEL TIL FRIHEDEN?

Denne afhandling er skrevet omkring 1975.

Forudsætningerne for den politiske frihed er ved at forsvinde i de moderne samfund: En bestemt socioøkonomisk struktur med spredt ejendom, decentralisering og små enheder, og en bestemt grundholdning, den græsk-kristne humanitet. Dertil en høj moral og en styreform med gennemført magtdeling. Jo mere kompliceret den materielle udvikling gør samfundet, jo større bliver behovet for den orden og de systemer, som undergraver friheden.

(Dette er 4. del af i alt 4 dele i afhandlingen “Farvel til friheden”. Læs 1. del: “Frihedens forudsætninger”, 2. del: “Udviklingens krav”, 3. del: “De sjælløse ideer”)

4. DEL. HVAD KAN VI GØRE?

Vi må bremse den materielle udvikling og sprede ejendommen, da magt følger ejendom. Vi må fastholde den græsk-kristelige humanitet, da friheden er udsprunget af den. Og vi må begrænse friheden, da den slår over i sin modsætning, når den passerer et bvalancepunkt i sin udvikling.

Først og fremmest må vi standse den materielle udvikling. Der er ingen vej uden om.

Dernæst må vi genskabe frihedens to vigtige forudsætninger: 1. Vi må sprede ejendommen. Dette er en logisk følgeslutning af den erkendelse, at magt følger ejendom. Vi må decentralisere og skabe en social struktur med små enheder på en række vigtige områder. Men dette kan ikke kun gøres ad lovgivningens vej – gennem økonomiske og administrative reformer. Det kræver en holdningsændring. Og her kommer den anden forudsætning ind i billedet: 2. Vi må sikre den livsholdning, som udgør et solidt fundament under vores styreform. Det kan være noget, der ligner den gamle, gennemprøvede ”græsk-kristelige humanisme,” eller det kan være noget nyt, evt. begge dele. Vi må blot ikke lade fundamentet smuldre. Livsholdningen kan bedst sikres gennem opdragelse og undervisning i hjem og skole. Derved sikres også den moral, som er frihedens forudsætning.

Endelig må vi foretage visse ændringer af styreformen. Disse ændringer vil ikke umiddelbart medføre større politisk frihed. Snarere tvært imod. Dette kan måske lyde paradoksalt. Men i virkeligheden følger det meget logisk af den erkendelse, at et fænomen slår over i sin modsætning, når det passerer et bestemt punkt i sin udvikling. Det gælder naturligvis også friheden, hvilket historien bærer talrige vidnesbyrd om. Lidt forenklet kunne man sige, at vi skal begrænse friheden for dog at bevare noget af den. Demokratiseringen er gået for vidt eller har antaget en forkert retning således, at vi allerede kan begynde at skimte konturerne af ensretningen. Det er en af tidens største illusioner, at den betrængte frihed kan sikres gennem en yderligere demokratisering. At tro dette er primitiv samfundstænkning. I den givne situation vil en yderligere demokratisering blot medføre en karikatur af det sande demokrati, takket være massesuggestionen, og dermed fremskynde ensretningen. Nogle af de, som i dag kræver mere medbestemmelse til folket, er måske ”ulve i fåreklæder”, som selv regner med at komme til magten i kraft af deres evne til at manipulere med folkeviljen.

Udgangspunktet for Montesquieus samfundstænkning var erkendelsen af, at mennesket altid vil stræbe efter magten. Dette må også være vort udgangspunkt i dag. Friheden kan kun sikres i et system, hvor nøglebegreberne er kontrol og balance. Derfor må magtdelingsprincippet håndhæves konsekvent. Der må være et statsorgan, som er uafhængigt af den lovgivende forsamling, og som kan afbalancere den – et organ, hvis særlige opgave skal være at varetage helhedens interesser, og som altså på en måde er hævet over partiernes og organisationernes – dvs. særinteressernes – indbyrdes kamp om de materielle goder. Dette har altid været meningen med vort politiske system. Det ville være helt i grundlovens ånd.

Dertil kommer en række sekundære forholdsregler: Vi må styrke lovgivningsmagten i forhold til de organiserede interesse- og pressionsgrupper. Vi må ændre valgloven, så de politiske partier får mindre indflydelse, og så personligheder, der er uafhængige af parti- og organisationsvæsenet, og som har store faglige og moralske kvalifikationer, så vidt muligt bliver valgt. Det sidste er afgørende vigtigt. Hvis vi kan finde frem til sådanne ledere, som vi har tillid til, kan det ligefrem blive nødvendigt at give dem ekstraordinære beføjelser i en overgangsperiode. Så alvorlig er situationen. – Som romeren Cicero sagde engang: ”Frihed består ikke i, at man ingen herre har, men i at man har en retfærdig herre”.

Men hvordan skal disse ting gennemføres?

Det kan ikke alene ske inden for rammerne af det politiske system, dvs. den lovgivende forsamling og de politiske partier. Systemet har åbenbart mistet sin nyskabende, livgivende kraft. Det er blevet impotent. Der må skabes en bred, ”tværpolitisk”, seriøs folkelig bevægelse omkring den nye holdning, som åbenbart er på vej. Når det nye har bredt sig til større dele af befolkningen, vil de etablerede politikere være nødt til at tage hensyn til det. Tiden er moden til en holdningsændring. Oppositionen imod ”det bestående” bliver stadig større, men ikke stærkere, fordi den er splittet og ukvalificeret. Denne opposition må nu samles og kanaliseres ind i konstruktive baner.

Men hvis myndighederne anfægter de grundlovssikrede frihedsrettigheder, foreligger der en ny situation. Da må fremgangsmåden tages op til fornyet overvejelse.

Huxley slutter sit ”Gensyn med Fagre nye verden” således: ”Måske er de kræfter, der nu truer friheden, for stærke til, at de kan modstås ret længe. Det er alligevel vor pligt at gøre alt, hvad vi kan for at modstå dem”.

_____________________________________________________________________

Hermed afsluttes kapitlet Farvel til friheden? Næste kapitel, Humanistisk magtbalance, handler om styreformen.

3 tanker om "Hvad kan vi gøre?"

  1. Pingback: Den materielle udvikling skal ikke bestemme styreformenSamfundsdebat

  2. Pingback: De sjælløse ideer | | SamfundsdebatSamfundsdebat

  3. Pingback: Friheden forudsætter selveje, en høj moral og deling af magtenSamfundsdebat

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *