Farvel til friheden

FORORD

I det følgende vil jeg formidle nogen af de tanker, jeg har gjort mig om samfunds- og kulturproblemer siden 1975. Jeg har her samlet dem under titlen “Dansen om guldkalven – en samfundskritisk antologi”. Indlæggene vil blive bragt kronologisk, med ca. 3 ugers mellemrum. Længere tekster vil være inddelt i mindre afsnit. Serien handler ikke så meget om aktuelle politiske problemer, mere om deres dybere årsager og sammenhæng – et subjektivt præget, tidløst essay. Det omfatter emner som den politiske frihed, den økonomiske vækst, den materielle udvikling, økonomien, unionen, multikulturalismen, kristendommen og humanismen.

_____________________________________________________________________

FARVEL TIL FRIHEDEN?

Denne afhandling er skrevet omkring 1975.

Forudsætningerne for den politiske frihed er ved at forsvinde i de moderne samfund: En bestemt socioøkonomisk struktur med spredt ejendom, decentralisering og små enheder, og en bestemt grundholdning, den græsk-kristne humanitet. Dertil en høj moral og en styreform med gennemført magtdeling. Jo mere kompliceret den materielle udvikling gør samfundet, jo større bliver behovet for den orden og de systemer, som undergraver friheden.

(Dette er 1. del af i alt 4 dele i afhandlingen “Farvel til friheden”. Læs 2. del: “Udviklingens krav”, 3. del: “De sjælløse ideer”, 4. del: “Hvad kan vi gøre?”)

1. DEL. FRIHEDENS FORUDSÆTNINGER

I et frit samfund uden moral kan problemerne kun løses, hvis myndighederne får mere magt. Efterhånden som problemerne vokser, vil vi være parate til at ofre stadig mere af friheden for at få dem løst. Således vil styreformen langsomt blive udhulet. Til sidst vil den være som et udpustet æg: Den ydre form findes stadig. Men det er en tom skal, der en skønne dag kan knuses, uden at der går noget til spilde.

Gensyn med ”Fagre nye verden?”

I 1931 skrev Aldous Huxley ”Fagre nye verden” – en uhyggelig fremtidsvision, som handlede om den totale ensretning. Tre årtier senere skrev han i ”Gensyn med Fagre nye verden” bl.a.: ”De profetier, jeg fremsatte i 1931, går i opfyldelse langt tidligere end jeg troede de ville … Den totale organisations mareridt, som jeg havde henlagt til det 7. århundrede efter Ford, er dukket frem fra den trygge, fjerne fremtid og venter nu på os lige omkring det næste hjørne”.

Huxley overdriver næppe. En stor del af den politiske frihed er allerede forsvundet. Vi er blot ikke tilstrækkeligt opmærksomme på det. Friheden forsvinder jo ikke på et bestemt tidspunkt eller som følge af en bestemt begivenhed. Den undergraves lidt efter lidt således, at styreformens bærende konstruktioner til sidst vil styrte sammen. Det er ingen lunde usandsynligt, at resterne af friheden til forsvinde i løbet af nogle årtier.

Umiddelbart kan denne påstand måske forekomme temmelig dristig. Men hvis en samfundskritiker for blot 15 år siden havde påstået, at om 15 år ville de daværende kommuner være forsvundet, hele befolkningen ville være registreret i et centralt personnummerregister, en del af vor nationale suverænitet ville være afgivet til en international organisation, og staten ville kontrollere udviklingen på alle væsentlige områder, ville man da have troet ham? – Nej. Og lige så lidt vil man vel i dag tro den samfundskritiker, som påstår, at resterne af friheden er ved at forsvinde.

To forudsætninger.

Den politiske frihed opstår ikke tilfældigt. Den opstår, når samfundet har nået en ganske bestemt social struktur. Denne struktur er den ene af frihedens to vigtige forudsætninger.

Der er en vis sammenhæng mellem den sociale struktur og folkekarakteren. Den afhængige er tilbøjelig til at udvikle en slavesjæl. Den uafhængige vil udvikle selvstændig dømmekraft og ansvarsfølelse. Dette er elementært. Man kan skabe ansvarlighed ved at ansvarliggøre.

Udviklingen i Danmark i de sidste 200 år er helt i overensstemmelse med denne lovmæssighed: I slutningen af 1700-tallet begyndte de store landboreformer, som gjorde bonden fri og selvstændig. Han fik ansvar for sit eget liv og indflydelse på sine muligheder, og dermed interesse for politik. Dermed var vejen banet for den folkelige kultur, som gjorde folket modent til den politiske frihed. – Måske var det noget af det, der foresvævede grundlovens vise fædre, da de bestemte, at kun de som besad ejendom skulle have stemmeret?

Men nu har udviklingen medført, at stadig færre bliver selvstændige næringsdrivende og stadig flere afhængige lønmodtagere. Dermed forsvinder noget af ansvarsfølelsen og interessen for politik. På 10 år har de politiske partier således mistet 100.000 medlemmer. I dette århundrede har man prøvet at skabe en arbejderkultur med bondekulturen som forbillede. Det lykkedes ikke helt på samme måde, fordi man ikke forstod, at økonomisk selvstændighed og ansvar er forudsætningen for en ægte folkelig kultur. Afhængighed befordrer ikke den selvstændige dømmekraft og kærligheden til friheden. Det er ikke trygheden og velstanden, der højner mennesket og gør det modent til friheden. Det er et liv under eget ansvar og egen risiko – et liv med udfordringer.

Det, der sker i dag, minder om det, der skete i Rom under republikkens forfald: Med ændringerne af den sociale struktur ændredes folkets karakter. Folket blev en forlystelsessyg pøbel, afhængig af staten eller de store patroner. Det solgte sin sjæl for det højeste bud på opinionsmarkedet. Til sidst blev republikken erstattet af det enevældige kejserdømme.

Den anden af frihedens to vigtige forudsætninger er en bestemt livsholdning. Den livsholdning, som gjorde den politiske frihed mulig i Europa i den nyere tid, kaldte Hal Koch i sin tid ”den græsk-kristelige humanisme”. Det var den, som banede vejen for demokratiet – som overhovedet fik vor styreform til at fungere. Livsholdningen forholder sig til styreformen som fundamentet til et hus. Hvis det forsvinder, vil huset før eller siden styrte sammen under elementernes rasen. Meget tyder på, at fundamentet er begyndt at smuldre.

Det er en gammel sandhed, at moralen er frihedens forudsætning. Og livsholdningen indebærer den moral, som er nødvendig i et frit samfund. Den enkelte borger må i et vist omfang lade hensynet til fællesskabet gå forud for hensynet til sig selv.

Der findes ingen love uden smuthuller. Enhver lov kan omgås, hvis befolkningen er indstillet på det. Og det er befolkningen i dag. Den, der vil klare sig godt i samfundet, må enten finde og udnytte smuthullerne i lovene, eller sætte sig ud over lovene og undgå at blive straffet. Den, der har moralske skrupler, bliver udnyttet. I dag er enhver sig selv nærmest. Derfor virker lovene ikke efter deres hensigt. Og derfor må myndighederne udstede stadig flere love, cirkulærer og forordninger og oprette stadig flere kontrolfunktioner i et stadig mere håbløst forsøg på at lukke smuthullerne. Men moral kan nu engang ikke erstattes med love. Vi tillægger lovgivningen alt for stor betydning. I et frit samfund har lovene kun begrænset værdi i sig selv. Når det kommer til stykket er det livsholdningen – og dermed moralen, der får et frit samfund til at fungere.

I et frit samfund uden moral kan problemerne kun løses, hvis myndighederne får mere magt. Efterhånden som problemerne vokser, vil vi være parate til at ofre stadig mere af friheden for at få dem løst. Således vil vor styreform langsomt blive udhulet. Til sidst vil den være som et udpustet æg: Den ydre form findes stadig. Men det er en tom skal, der en skønne dag kan knuses, uden at der går noget til spilde.

Et spørgsmål om balance.

Allerede i oldtiden vidste de græske tænkere, at de forskellige styreformer er tilbøjelige til at afløse hinanden, fordi de efterhånden udarter. F.eks. kan monarkiet blive afløst af aristokratiet, aristokratiet af demokratiet og demokratiet af tyranniet. Når man har været hele rækken igennem, begynder man forfra. Rækkefølgen afhænger af omstændighederne, men demokratiet afløses næsten altid af tyranniet. Når en bevægelse har nået et bestemt punkt i sin udvikling – et balancepunkt, om man vil – slår den nemlig som regel over i sin modsætning.

Siden midten af dette århundrede har den politiske udvikling været præget af stadig større demokratisering. I dag er det tydeligt, at vi befinder os et sted mellem demokratiet og en mere totalitær struktur.

Grækerne nåede tilsyneladende ikke at løse problemet. Men det gjorde romerne. De skabte en blandet styreform, som på en gang var monarkisk, aristokratisk og demokratisk. I dette fint afbalancerede system kunne en enkelt styreform vanskeligt udarte. Dette var en af grundene til, at republikken kunne bestå i et halvt årtusinde.

I dag bygger de vestlige styreformer på den franske samfundstænker Montesquieus berømte teori om magtens deling. Ifølge denne teori kan der kun være politisk frihed i et samfund, hvor magten er delt mellem indbyrdes uafhængige statsorganer med forskellige funktioner og gensides kontrol. Den danske grundlov siger, at kongen har den udøvende magt, kongen og folketinget har tilsammen den lovgivende magt, og domstolene har den dømmende magt. Men denne del af grundloven har faktisk kun formel eller symbolsk betydning i dag. Kongen har mistet sin politiske indflydelse. Regeringen har overtaget de udøvende funktioner. Dens sammensætning bestemmes i praksis i høj grad af valgresultatet, dernæst af statsministeren. Dens medlemmer er som regel sammtridig medlemmer af folketinget. Der er således ingen klar adskillelse mellem den udøvende og den lovgivende myndighed.

Magtdelingsprincippet anerkendes stadig officielt. Derfor har man heller ikke ændret grundloven på dette punkt. Men dets skæbne er et godt eksempel på, hvordan styreformen langsomt udhules: Den ydre form bevares. Men indholdet siver ud.

3 tanker om "Farvel til friheden"

  1. Pingback: Hvad kan vi gøre for at sikre den politiske frihed?Samfundsdebat

  2. Pingback: DANSEN OM GULDKALVEN – en samfundskritisk antologi # 3 “De sjælløse ideer” | | SamfundsdebatSamfundsdebat

  3. Pingback: Den materielle udvikling skal ikke bestemme styreformenSamfundsdebat

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *