Postmodernismen

Er postmodernismen slutspillet i Oswald Spenglers ”Vesterlandets Undergang”? Et kulturelt forfald har i hvert fald. 

Siden 80’erne har vi ikke troet på noget.  Derfor må vi betegne vores egen tid ved navnet på forgængeren – det, som kom efter modernismen, altså postmodernismen, som i grunden ikke er noget.  Den adskiller sig fra den gamle modernisme (1870-1970), som trods sin provokerende og forargende adfærd ikke helt havde opgivet drømmen om det harmoniske – det gode, det sande og det skønne.  Men postmodernismen går hele vejen og erkender, at verden er kaotisk og fragmenteret.  Det er her, ordet brydningstid tydeligst og mest direkte kommer til sin ret.  Alle gamle værdier er brudt op.  Der er ikke længere nogen faste holdepunkter i tilværelsen.  Fra nu af er alt muligt.

Den mest kendte postmodernistiske tænker er Jean-Francois Lyotard, som bl.a. siger, at ”de store fortællingers” tid er forbi.  F.eks. fortællingerne om kristendommen, nationalismen, marxismen, liberalismen og andre filosofier og ideologier.  Herefter er det enkelte menneske frit stillet.  Alle ytringer og tegn er lige gyldige og kan sættes sammen på nye måder og på alle områder. – I filosofi, politik, kunst og litteratur m.v.

I sin bog om Det Postmoderne (1986) skriver Morten Kyndrup, at vi befinder os i en brydningstid, fordi modernismens epoke tydeligvis er ved at være forbi.  Det, som vil komme i stedet, kan vi så foreløbig kalde det postmoderne.  Han mente, at humaniora gerne kan fortælle om ”de store fortællinger.”  Men den skal ikke repræsentere, fastholde og videreføre dem.  For måske er de i virkeligheden undertrykkende.  Mange små fortællinger er måske bedre end en stor universel.

Først forsømmer vi at vedligeholde de åndelige grundværdier, som har løftet og båret kulturen, f.eks. ved at udfase dem fra opdragelse og undervisning.  Så kommer postmodernisterne og siger, at vi må tage udgangspunkt i den kendsgerning, at værdierne er imploderet!  Ikke noget med at genoprette eller sætte nye ideer i stedet.  Således vender postmodernisterne hele den europæiske kulturtradition på hovedet i løbet af et par årtier.  Noget lignende er aldrig sket tidligere.  Heller ikke i andre kulturer.

Sociologen Zygmont Bauman hævder, at modernismens drøm om orden og kontrol er kollapset.  I postmodernismen kan individet ganske vist vælge mellem mange muligheder.  Men samtidig lurer tilfældighed, retnings- og formålsløshed.  Individualisering og globalisering tærer på samfundets sammenhængskraft.  Bange, ensomme mennesker uden et fællesskab vil blive ved med at søge efter et.  Men de fællesskaber, de kan håbe på at opbygge i dag, er fællesskaber skabt af frygt, mistænksomhed og had.  Den ”flydende modernitet” er præget af opløsning og magtesløshed.  Identitetens og individualitetens højsang synges på fællesskabernes og solidaritetens kirkegård.  I det pluralistiske samfund står den enkelte alene og isoleret med frygten for at se livets tilfældige grundløshed i øjnene. – Hvem kan i øvrigt gøre fornuftige indsatser i et spil, hvis regler måske er ændret i morgen?

Er postmodernismen slutspillet i Oswald Spenglers Vesterlandets Undergang? – Et kulturelt forfald har i hvert fald fundet sted i det meste af efterkrigstiden.  Med postmodernismen har det åbenbart fået samfundstænkningens blå stempel?

Se også afsnittet Moderne Samfundsteori i min bog Materialismens sammenbrud – på sporet af det tabte idealisme.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *