På sporet af den tabte idealisme

Hvis materialismen med dens hovmod, begær og kynisme, ikke længere afbalanceres af idealismen med dens ydmyghed, ærefrygt og taknemmelighed, vil barbariet næppe længere kunne begrænses.

Oprindeligt stod humanismen og kristendommen i modsætning til hinanden.  Renæssancehumanismen stod også i opposition til kirken, som misbrugte sin magt og forfulgte sine modstandere på det grusomste.  Og endnu i dag kan det være vanskeligt helt at forene de to store kulturstrømningers menneskesyn.

Alligevel må de ses i en vis sammenhæng.  For det er svært helt at forstå kristendommen uden den åndelige virkelighed, den er opstået i og naturligvis har ladet sig påvirke af, nemlig Hellenismen i Romerriget.  Kirkefædrene var opdraget og uddannet i den græsk-romerske kultur.  De kendte deres klassikere.  Og kristendommen har i vid udstrækning bygget på den græske filosofi.  Især Platons idealisme og den senere nyplatonisme, som på en måde forener filosofi og religion.

En kulturhistoriker har en gang sagt, at den europæiske idehistorie ikke er stort andet end fodnoter til Platon!

Fænomenet ser man med legemets øje.  Det står som en stoflig ting foran en, og gennem legemets øje spejler det sig ind i menneskets bevidsthed.  Ideen, den sande skikkelse, ser man derimod med sjælens øje, omtrent som kunstneren for sit indre blik kan se det værk, han vil skabe.  Eller som forfatteren i en næsten drømmeagtig tilstand lever sig ind i det miljø, hans roman foregår i.

Det er ideen, der giver os de store visioner – den åndelige kraft eller intuition, som vi moderne mennesker er ved at miste.  Vi besidder den ganske vist potentielt som mennesker.  Men den bliver ikke længere forløst, udviklet eller vedligeholdt af åndelige vejledere.  Der er ikke længere klangbund for deres visioner i materialismens epoke.

Platon kunne i en næsten ekstatisk intuition ”se” selve skønheden, visdommen, godheden, for sit indre blik.  Og han mente, at det var den egentlige virkelighed.  Den materielle verden er derimod forgængelig, og derfor ”uvirkelig.”

Platons idealisme er noget af det smukkeste, der findes:  Den udødelige sjæl findes på forhånd som en slags verdensånd.  Når vi fødes, vil den tage bolig i os.  Legemet vil da være en slags fængsel for den.  Den vil ”glemme” sin viden om det evige, uforanderlige alt – det guddommelige, men kan i glimt blive mindet om det i kraft af fornuften. – Fra det timeligt jordiske til det evigt himmelske.

Denne idealistiske filosofi har – ligesom alle andre kulturers grundholdninger – tydelige religiøse implikationer og har i høj grad påvirket kristendommen. Den rører vid noget dybt i os som mennesker og vil derfor altid vende tilbage i en eller anden form.  I middelalderen sagde Augustin til Gud:  Du har skabt os til dig, og vort hjerte er uroligt, til det finder hvile i dig.  I Begrebet Angest siger Søren Kierkegaard et sted, at menneskets egentlige væsen er ånd, og ånden føler sig fremmed og urolig til mode i kødet.  Mennesket er en fremmed i timelighedens verden.

Selv Aristoteles, som var lidt mere jordnær end Platon, mente, at der måtte findes en ren virkelighed – et ubegrænset liv.  Vi kan svagt forestille os et sådant væsen i enkelte lykkelige øjeblikke i en altgennemtrængende erkendelse.  Det er det, mennesket fra gammel tid har kaldt Gud,  Så også for logikeren Aristoteles må der ligge noget guddommeligt til grund for tilværelsen.  Livet er en ubevidst længsel efter det fuldkomne – det guddommelige.  Det forklarer i grunden også menneskets – filosoffens og videnskabsmandens – evige trang til klar erkendelse.

Så der er trods alt alligevel en vis sammenhæng mellem kristendommen og den græske filosofi, som langt senere inspirerede den moderne humanisme.  Og i den nyere tid lykkedes det da også at forene de to kulturstrømninger fra Athen og Galilæa i den humanitet, hvis nøglebegreber er kærlighed til sandheden og friheden, højnelse af mennesket, næstekærlighed, barmhjertighed, sagtmodighed og tilgivelse.

Det er den græsk-kristne humanitet, som har været grundlaget for hele den vesteuropæiske kultur.  I 2000 år har den været Europas skæbne – og bolværket imod barbariet.  Hvis materialismen med dens hovmod, begær og kynisme, ikke længere afbalanceres af idealismen med dens ydmyghed, ærefrygt og taknemmelighed, vil barbariet næppe længere kunne begrænses.  Vi vil ikke engang kunne løse de store praktiske problemer, vi står overfor i dag.  F.eks. finanskriseproblemer og miljø- og ressourceproblemer.

Dette indlæg er inspireret af afsnittet ”På kort sigt” i min bog ”Materialismens Sammenbrud – på sporet af den tabte idealisme” (s. 97-101).

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *