Fra demokrati til plutokrati

I virkeligheden er unionen en ret ligegyldig detalje i en langt større magtpolitisk sammenhæng. Var unionen ikke kommet, var der blot kommet noget andet, som afspejlede tidens nye, magtpolitiske realiteter.

I Europa-debatten har unionen hidtil været ”det store dyr i åbenbaringen.”  Unionen har været det mantra, med hvilket opinionslederne har tryllebundet befolkningen.  Dermed er det lykkedes at sætte proportionssansen ud af spillet.

I virkeligheden er unionen en ret ligegyldig detalje i en langt større magtpolitisk sammenhæng.  Var unionen ikke kommet, var der blot kommet noget andet, som afspejlede tidens nye, magtpolitiske realiteter.

Noget af det, der gør folk skeptiske overfor unionen, er det såkaldte ”demokratiske underskud.”  Begreber som demokrati, parlamentarisme, magtens deling, folkesuverænitet og offentlighed i forvaltningen, er i praksis stort set ikke – eksisterende i unionen.  Mange undrer sig over, at vore ledende politikere nu skærer rask væk efter salamimetoden af den politiske frihed, som er Europas særkende og adelsmærke, som vi har kæmpet os frem til i 200 år, ofte gennem blodige revolutioner – som vi hidtil har villet ofre alt for.

Men i virkeligheden er det en ganske logisk konsekvens af hele den udvikling i samfundets struktur, som har fundet sted, især i efterkrigstiden:

Det politiske system ændrer sig i takt med den udvikling, som finder sted i produktions- og ejendomsforholdene.  I slutningen af 1700-tallet og begyndelsen af 1800-tallet (den industrielle revolution) skete der voldsomme ændringer af disse forhold i Europa.  Borgerskabet var blevet velhavende – var kommet til ære og værdighed – og krævede nu del i den politiske magt.  Alt dette var stærkt medvirkende til at bane vejen for en ny styreform:  Fra monarki til demokrati.

Nu er der igen sket voldsomme ændringer af produktions- og ejendomsforholdene:  Centralisering og etablering af store enheder, nedlægning af virksomheder og koncentration af kapital, også internationalt.  Det vil igen bane vejen for en ny styreform.  Denne gang fra demokrati til plutokrati (pengemagt).  For magt følger ejendom.  Når den økonomiske magt koncentreres, koncentreres også den politiske magt.

Men disse voldsomme ændringer i produktions- og ejendomsforholdene i efterkrigstiden har fundet sted uafhængigt af styreformen, som politikerne ikke turde ændre.  Derfor blev afstanden mellem produktions- og ejendomsforholdene og styreformen stadig større.  Formelt har vi stadig den gamle demokratiske styreform.  Men reelt er der ikke meget tilbage af den.

Den besværlige, tidkrævende og usikre demokratiske beslutningsprocedure må være et irritationsmoment for moderne, effektive og målrettede erhvervsfolk, organisationsledere, eksperter og politikere – magtens mænd.  Derfor bliver stadig flere vigtige beslutninger i realiteten også truffet uden om det politiske system.  De politiske beslutninger bliver en slags formaliserende efterspil.  Således får vi de store broer, tunneler og motorveje, en europæisk statsdannelse, globaliseringen, det multietniske samfund og sikkert også atomkraftværkerne, selv om et flertal i befolkningen er imod det.  Vi er ved at miste kontrollen med magtudøvelsen, som nu reelt finder sted via internationale organisationer som EU, WTO og IMF og de multinationale selskabers mere eller mindre formaliserede samarbejdsorganer.

Hidtil har magteliten prøvet at få sin vilje uden at afskaffe demokratiet formelt.  Resultatet er blevet et virvar af grov taktik og manipulation.  Men før eller siden må masken falde.

Når afstanden mellem de nye produktions- og ejendomsforhold og den gamle styreform er blevet for stor, vil en ny styreform blive formaliseret.  Det er præcis det, der er ved at ske i Europa i disse år.  Det er i det lys, unionsplanerne skal ses.  Vi er vidner til et gigantisk politisk systemskifte, som omsider vil genskabe overensstemmelsen mellem produktions- og ejendomsforholdene og styreformen.

Unionen ligner en ajourføring af de politiske system, så det passer til magtelitens fagre nye verden.  Ikke bare de politiske, men alle åndelige grundværdier forsvinder, hvis de ikke kan forenes med den.  Hvilket rent faktisk også er sket i vidt omfang.

Unionen er en naturlig konsekvens af den ensidigt materielle udvikling, som den kommer til udtryk i den globaliserede nyliberalisme.  Derfor giver unionsmodstanden også kun mening som del af et langt større oprør:  Hvis vi vil bevare blot noget af den politiske frihed, må vi sprede ejendommen og bremse den sanseløse og destruktive, ensidigt materielle udvikling (økonomisk vækst), som vi inderst inde godt ved, der er indbygget afgrund i.  Den, som vil erklære dette for urealistisk, må samtidig erklære sig villig til at afskrive friheden, hvis han vil bevare sin troværdighed som samfundstænker.  Lad os omsider i det mindste få oprigtighed og rene linier i Europadebatten.

Man kan diskutere meget omkring EU.  Men truslerne imod den politiske frihed er massive og åbenlyse.  Det er forbløffende, at de ikke i højere grad har præget debatten.  De må prioriteres langt højere i unionsmodstandernes kampagner.

Artiklen har tidligere været bragt i Det Ny Notat nr. 1031, 25.-31. Januar 2002.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *