Værdirelativismen – magtens redskab?

Den åndelige virkelighed kan nemt blive en klods om benet på de moderne materialistiske magteliter, hvis spindoktorer derfor næppe vil prioritere diskussionen af den.

Et samfund – eller en kultur – uden åndelige grundværdier er en selvmodsigelse.  Værdirelativismen er måske vor tids største intellektuelle ”svindel.”  Men den passer perfekt ind i enhver mediebåren magtelites kram.  For når vi intet tror på, er vi til fals for den første den bedste karismatiske demagog eller besnærende ideologi, fordi vi tørster efter mening.

Den europæiske kultur bygger oprindeligt på hellenismen og kristendommen.  De to strømninger fra Athen og Galilæa mødtes i Rom og skabte tilsammen en grundholdning, som efterhånden blev rodfæstet som Europas kulturgrundlag.  Den kan sammenfattes i begrebet humanitet.  Nøgleordene var kærlighed til sandheden og friheden, menneskelig udvikling, næstekærlighed, barmhjertighed og tilgivelse.

Uden humaniteten ville alment anerkendte goder som den politiske frihed og den sociale samvittighed være utænkelige.  Men de er nu ved at forsvinde.  For humaniteten er ikke længere levende i vore hjerter, men blot et abstrakt idehistorisk fænomen, hvis egentlige indhold og betydning vi ikke længere forstår, bl.a. fordi den er blevet nedprioriteret i opdragelse og undervisning gennem årtier.  For den passede ikke ind i den politiske materialismes kram.

I 60’erne og 70’erne lod mange intellektuelle sig inspirere af nymarxismen, i 80’erne og 90’erne af den postmodernistisk inspirerede værdirelativisme.  De vil begge afvise den gamle humanitet som en slags reaktionær arkaisme.  Og værdirelativismen sætter jo ikke ligefrem noget nyt og bedre i stedet.

Et samfund uden fælles åndelige grundværdier er ikke bare en selvmodsigelse, fordi der ikke er noget at finde sammen om, men dybest set uegnet for sandt menneskeliv. Vi er ikke skabte til at leve i det.  Vi lider under tabet og hengiver os derfor til en række flugtmekanismer og søgen efter alternativer.  Vi bliver forvirrede og rastløse, hvis vi mister vor åndelige integritet.  Vi har brug for åndelig tryghed – nogle fikspunkter eller pejlemærker, ved hjælp af hvilke vi kan orientere os i verden, som ellers kan forekomme kaotisk og meningsløs. – Noget at tro på og identificere os med, som giver livet fylde, mening og værdighed.  ”Viljen til mening” (Victor E. Frankl) er afgørende for mennesket.

Men hvorfor antog vi uden videre værdirelativismen?  Hvordan kunne en så voldsom ændring af vores grundholdning finde sted på så kort tid, uden en egentlig kulturkamp?  Manglen på indsigt alene kan ikke forklare fænomenet.  Er der en skjult dagsorden et eller andet sted i systyemet? –  Kan det tænkes, at stærke økonomiske eller politiske særinteresser, som humaniteten står i vejen for, har fået for stor indflydelse på meningsdannelsen via de toneangivende medier, og således kan sætte dagsordenen i samfunds- og kulturdebatten?

Nå, ikke.  Men værdirelativismen passer i hvert fald perfekt ind i enhver mediebåren magtelites kram.  For når vi intet tror på, har vi ingen kritisk distance til alt det nye, som kommer væltende.  Kyniske stræbere, som vil magten for enhver pris, og som har midlerne til det, vil da være i deres rette element.

Uden fælles åndelige grundværdier med moralske normer og en høj grad af sandhedsværdi bliver et frit samfund destabiliseret af evindelige kriser og konflikter.  Og så bliver vi nødt til at centralisere magten for at løse problemerne.  Er det den skjulte dagsorden? – Tilstræbes samfundets opløsning målrettet? – Venter høgene i kulissen?

Så galt er det næppe.  Men den åndelige virkelighed kan nemt blive en klods om benet på de moderne magteliter, hvis spindoktorer derfor næppe vil prioritere diskussionen af den.  Hvis vi pludselig begyndte at efterleve den europæiske kulturs traditionelle åndelige grundværdier, ville ”systemet” med dets grænseløse menneskelige hovmod, dets sanseløse begær efter stadig mere magt og rigdom og dets utrolige kynisme overfor naturen og andre kulturer, formentlig bryde sammen.  Hvis samfunds- og kulturdebatten atter omfattede vore åndelige grundværdier, ville den blive farlig.  Men hvis den ikke længere er det, dør friheden.

Alt dette er i grunden elementært.  Men den kritiske journalistik har åbenbart trange kår, og mange af de intellektuelle er begrebsjonglører, som har så travlt med deres sofistikerede postmodernistiske analyser, at de har mistet overblikket og sansen for de mest elementære sammenhænge.  Mange af dem må være enten opportunister eller en slags naive, ”nyttige idioter” for magteliten.

Er alt dette nu ren paranoia?  Måske.  Men uanset om det er bevidst tilsigtet, så bliver samfundet stadig mere ensrettet, fordi vi er ved at miste den grundholdning, som gjorde friheden mulig.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *