Arbejdsløsheden i historisk belysning

Udgivet den af
Svar

FORORD

Arbejdsløshed blev et stort problem i industrikulturens epoke i 1800- og 1900-tallet, først og fremmest fordi arbejdernes og deres familiers eksistens var afhængig af arbejdet. Social forsorg, herunder arbejdsløshedsunderstøttelse, kom først sent i forløbet. Men selv i de moderne demokratier i vores del af verden er arbejdsløshed en afgørende politisk faktor. En regering, som ikke kan skaffe arbejde, vil få store problemer, alt andet lige. Politikerne vil løse problemet ved at sikre den økonomiske vækst. Det er den nemme, men kortsigtede og i længden umulige løsning, da væksten medfører store miljø- og ressourceproblemer. Det er automatiseringen af arbejdsprocesserne, der gør menneskelig arbejdskraft overflødig.
_____________________________________________________________________

OM ARBEJDSLØSHED OG ØKONOMISK VÆKST

Kapitlet er inspireret af min kronik i Kristeligt Dagblad 12/11 1976 med overskriften ”Arbejdsløsheden i nyt lys”. Men her er tilføjet enkelte nye aspekter.

Vi kan ikke længere sikre beskæftigelsen gennem økonomisk vækst. For den medfører enorme miljø- og ressourceproblemer og undergraver vores kulturelle integritet. Men det har vi svært ved at se, fordi oplysningstidens ensidigt materialistiske grundholdning endnu styrer vores adfærd.

(Dette er 1. del af i alt 2 dele i afhandlingen “Om arbejdsløshed og økonomisk vækst”)

1. DEL. ARBEJDSLØSHEDEN I HISTORISK BELYSNING

Med den videnskabelige metodes gennembrud i 1600-tallet, oplysningstidens ensidigt materialistiske grundholdning i 1700-tallet, den industrielle revolution i 1800-tallet og sekulariseringen, opstod en stærk tro på den materielle udviklings velsignelser. De besindiges advarsler druknede i den infernalske larm fra maskinerne og ovationerne efter de revolutionæres brølende agitation.

Arbejdsløsheden i historisk belysning
I troens tidsalder, og så længe hårdt arbejde var en forudsætning for livets opretholdelse, forstod vi umiddelbart talen om arbejdet som en forbandelse – en byrde, der havde hvilet på menneskehedens skuldre siden syndefaldet. Vi slog os til tåls med bibelens ord: ”I dit ansigts sved skal du æde dit brød”. Men med den videnskabelige metodes gennembrud i 1600-tallet, oplysningstidens ensidigt materialistiske grundholdning i 1700-tallet, den industrielle revolution i 1800-tallet og sekulariseringen, opstod en stærk tro på den materielle udviklings velsignelser. For første gang i menneskehedens historie var der nu udsigt til, at mennesket kunne blive frigjort fra fattigdommen og det hårde og trivielle arbejdes slaveri, så det kunne få et overskud af tid, energi og åndelig kraft – som også oplysningen skulle befordre – til menneskelig eller åndelig udvikling, og dermed en højnelse af kulturen, men uden slaveriets fornedrelse. Vi, som sidder tilbage med eftertidens bagklogskab og smertelige erfaringer, har svært ved at forestille os, hvor stærk hele denne fremskridtstro var. Men for datidens mennesker vinkede tusindårsriget forude. De vises klogskab og de besindiges advarsler druknede i den infernalske larm fra maskinerne og ovationerne efter de revolutionæres brølende agitation.

Men da vi havde løst de værste sociale problemer i vores del af verden, ændrede vi ikke kurs, men fortsatte den blinde økonomiske vækst. Vort sanseløse begær efter stadig mere magt og rigdom, som tidligere var en dødssynd, var nu pludselig blevet en dyd.

De store ånder – ”kulturens klarøjede profeter” (Vilhelm Grønbech) – anså faktisk kapitalismen, industrikulturen, liberalismen og individualismen for at være primitive og vulgære til langt op i 1800-tallet. Men det har vi glemt. For den idealistisk inspirerede tyske historiefilosofi gik menneskets dannelse forud for de tekniske fremskridt. Herder sagde, at i hånden på et slet menneske kunne forbedrede redskaber betyde et større onde. – En advarsel, som skulle vise sig at være af næsten profetiske dimensioner. Teknik uden moral er benzin på ondskabens bål. Men efterhånden forstummede kritikken. Materialismen buldrede triumferende gennem Europa, Videnskaben fortrængte visdommen. Løbet var kørt.

Og så kom den industrielle revolution i 1800-tallet, først i England, siden på kontinentet. Og den medførte stor social elendighed, ikke mindst i industribyernes slumkvarterer. Og så foreligger der en revolutionær situation. På kontinentet udbrød der nogle steder væbnede opstande. De blev dog som regel slået brutalt ned.

I industrikulturens barndom var det hårde og farlige arbejde ikke bare et nødvendigt onde, men ofte en livsbetingelse for arbejderen og hans familie. Frigørelsen fra arbejdets slaveri var der ikke længere udsigt til. Men det kunne der have været, hvis vi ikke var blevet blændede af oplysningstiden. Man kan sige, at her kommer den første bølge af den dyrkelse af eller tro på arbejdet, som stadig findes. Efterhånden blev oppositionen bedre organiseret i strømninger som socialismen, kommunismen og marxismen. Men oplysningstidens ensidigt materialistiske grundholdning og virkelighedsopfattelse var nu så dybt rodfæstet, at ingen drømte om at anfægte den. I stedet satsede arbejderbevægelsen og de nye socialistiske ideologier på en bedre fordeling af den kapital, som blev akkumuleret i industrikulturen.

I slutningen af tyverne i 1900-tallet kom det store børskrak i USA, og der opstod alvorlige økonomiske kriser, som også bredte sig til Europa. Nogle steder var arbejdsløsheden over 30 %, og det medførte alvorlige sociale problemer, da store dele af befolkningerne var blevet afhængige af industriarbejde, og fordi arbejdsløshedsunderstøttelsen endnu var helt utilstrækkelig. Det medførte menneskelige tragedier og truede den politiske stabilitet. Her kommer så den anden bølge af arbejdsdyrkelsen. Vi indså, at arbejdet trods alt er noget værdifuldt i sig selv. Gennem arbejdet skaber vi os ikke blot et fysisk eksistensgrundlag. Vi tilfredsstiller også vort medfødte behov for skabende aktivitet og realiserer dermed os selv som mennesker. – Ikke helt som i landbrugs- og håndværksøkonomien. Men i industrikulturen var det blevet en luksus at stille krav om arbejdets tilfredsstillelse. Det er naturligt for mennesket at arbejde. Derfor avler arbejdsløsheden ikke kun utryghed, men også en slags bitterhed, og måske en følelse af meningsløshed. Da vi havde indset alt dette, gjorde vi den fulde beskæftigelse til et overordnet politisk mål, men stadig på oplysningstidens værdigrundlag og industrikulturens betingelser. Den evige økonomiske vækst var der endnu ingen, der drog i tvivl.

Og det lykkedes faktisk for datidens politikere i samarbejde med arbejderbevægelsen og med en ny nationaløkonomisk teori, socialliberalismen, at løse de store sociale problemer på industrikulturens betingelser.

Men dermed er vi ikke nået ned til problemets rod. Oplysningstidens ensidigt materialistiske grundholdning spærrer endnu for vort udsyn. For hvad var det lige, der skete i 1900-tallet: Først skabte industrikulturen og den ustyrlige og vulgære klassiske liberalisme kolossale problemer, som det meste af 1900-tallet er gået med at løse. Tænk, om vi kunne have sprunget den fase over og i stedet videreudviklet landbrugs-, håndværks- og handelsøkonomien med en begrænset industrialisering – om vi kunne have fastholdt den europæiske højkultur, hvor de åndelige grundværdier ikke var blevet overtrumfet af den vulgære supermaterialisme, fordi de stod i vejen for den. De skulle netop have hindret dens værste udskejelser. Nu, hvor dannelsen nedprioriteres og begæret har fået frie tøjler, er det som om den kulturelle udvikling er stagneret. Er vi på vej tilbage mod det barbari, kristendommen og humanismen trak os op af gennem århundrederne, bare på et højere teknisk og videnskabeligt niveau?

Så vidt den historiske baggrund. Men i hele dette forløb skal man bemærke, at arbejdsløshed er et nyt ord i sproget. Det opstod først i og med industrikulturen.

Den økonomiske vækst
I dag efterlader debatten endnu det indtryk, at arbejdsløshed skyldes økonomisk stagnation, og at den derfor bedst kan bekæmpes gennem økonomisk vækst. Den opfattelse passer naturligvis perfekt ind i den internationale økonomisk-politiske magtelites kram. Men det er en grov forenkling af problemstillingen.

I dag ved vi, at den økonomiske vækst ikke kan fortsætte i det uendelige, alene fordi den skaber så store miljø- og ressourceproblemer, at hele vort fysiske eksistensgrundlag er truet. Der er måske allerede sket uafvendelige skader. For nationaløkonomien er evig økonomisk vækst tilsyneladende en på forhånd given anskuelsesform, som aldrig drages i tvivl – omtrent ligesom anskuelsesformerne rum og tid for filosofien og naturvidenskaben. Og det er jo absurd. Med væksten følger enorme problemer, som dog ikke indgår i økonomernes beregninger som udgifter eller tilsætning af aktiver. Alt afhænger af, om man ser tingene fra de kortsigtede materialistiske særinteressers eller de langsigtede idealistiske samfundsinteressers synsvinkel. Vi ”glemmer”, at det, vi bygger op, skal administreres, vedligeholdes og fornyes – at der er tale om et ufatteligt spild af værdier p.gr.a. voldsom turbulens i det moderne erhvervsliv og på finansmarkederne. Tomme erhvervsbygninger vil stå som evige monumenter over en fejlslagen politik, når kapitalen flytter til udlandet eller systemerne ændres – en slags babelstårne? Og særinteresserne sender ofte deres regninger videre til samfundet eller til kommende generationer. Hele vækstsyndromet er så meget mere absurd, som vi lever i et overflodssamfund, hvor markederne er mættede. Væksten kan kun fortsætte, hvis nye behov skabes kunstigt.

 

Demokratiets forudsætninger

Udgivet den af
Svar


Intet samfund kan bestå uden en højere visdom. Men demokratiet kan ikke nå ud over middelmådigheden. Styreformer er tilbøjelige til at udarte og afløse hinanden. Den bedst tænkelige styreform, er den blandede, hvor de oprindelige grundformer monarki, aristokrati og demokrati indgår. De kan afbalancere hinanden, de forskellige klasser bliver tilgodeset i deres ret, og en højere visdom kan sætte sig igennem, uden at folket bliver undertrykt.

Humanistisk magtbalance

Udgivet den af
Svar

FORORD

I det følgende vil jeg formidle nogen af de tanker, jeg har gjort mig om samfunds- og kulturproblemer siden 1975. Jeg har her samlet dem under titlen ”Dansen om guldkalven - en samfundskritisk antologi”. Indlæggene vil blive bragt kronologisk, med ca. 3 ugers mellemrum. Længere tekster vil være inddelt i mindre afsnit. Serien handler ikke så meget om aktuelle politiske problemer, mere om deres dybere årsager og sammenhæng – et subjektivt præget, tidløst essay. Det omfatter emner som den politiske frihed, den økonomiske vækst, den materielle udvikling, økonomien, unionen, multikulturalismen, kristendommen og humanismen.

_____________________________________________________________________

HUMANISTISK MAGTBALANCE

Dette indlæg er inspireret af min artikel ”Repræsentativt demokrati findes ikke” i Højskolebladet nr. 41 1975.

At kalde en styreform repræsentativt demokrati er det samme som at kalde den indirekte direkte. Man kan tale om en repræsentativ styreform, men næppe om et repræsentativt demokrati.

Hvis debatten om demokratiet skal føre til konstruktive resultater, må vi prøve at afklare nogle politiske begreber, som er blevet temmelig udflydende:

Folket kan kun styre ved at mødes på en folkeforsamling. Her kommer folkeviljen til udtryk, når sagerne drøftes og afgøres ved afstemning. Men denne metode bruges som bekendt ikke i vort eget samfund i dag, hvor folket jo vælger politikere til at varetage dets interesser. Derfor har vi ikke demokrati. Hvorfor kalder vi da stadig vort samfund demokratisk?

Det findes der en historisk-psykologisk forklaring på: Efter oplysningstidens gennembrud blev demokratiet et ophøjet ideal, som efterhånden antog karakter af en livsholdning. Det blev på en måde det moderne samfunds nye religion. Derfor er det nærmest syndigt at anfægte demokratiet i dag. Den, der afslører en livsholdning som en livsløgn, bliver sjældent taget alvorligt. Mennesket har et stort behov for åndelig tryghed – noget at tro på, som giver tilværelsen mening. Derfor klamrer vi os til den livsholdning, som hedder demokratiet, ikke mindst i denne tid, hvor så mange andre åndelige bastioner falder, Vi indser måske nok, at samfundet ikke er demokratisk i ordets oprindelige betydning. Men da vi ikke ville slippe tanken om demokratiet, har vi indført begrebet ”det repræsentative demokrati” som betegnelse for styreformen. Det indebærer imidlertid en klar selvmodsigelse. At kalde en styreform repræsentativt demokrati er i virkeligheden det samme som at kalde den indirekte direkte. Man kan tale om en repræsentativ styreform, men næppe om et repræsentativt demokrati.

Her vil nogen måske indvende, at sådanne sproglige spidsfindigheder er mindre væsentlige, og at vi trods alt har en vis grad af demokrati. Men en af de vigtigste årsager til forvirringen i den politiske tænkning er netop denne skødesløse omgang med de sproglige begreber.

Prøv at føre tanken om demokratiet som et gradsspørgsmål ud i sin yderste konsekvens: Hvis demokratiet ikke var klart afgrænset, da ville man kunne hævde, at ethvert samfund er demokratisk, selv udpræget totalitære stater, blot der findes den mindste antydning af medbestemmelse et eller andet sted i systemet. Og det er lige nøjagtigt det, der er sket i vor tid, Alle lande vil gerne have ord for at være demokratiske, også sydamerikanske og afrikanske militærdiktaturer, asiatiske dynastier, mellemøstlige teokratier og østeuropæiske partibureaukratier før murens fald. Vi har befordret et magtmisbrug i demokratiets navn ved at tillade et vidt spillerum for forskellige fortolkninger af begrebet. Vi smilede overbærende af det kommunistiske begreb ”demokratisk centralisme”. Vi fandt det selvmodsigende – et lidt komisk forsøg på at tilsløre mangelen på demokrati ved at jonglere med sproget. Alligevel troede folkene i de kommunistiske lande på det, fordi de var opdraget til det. På samme måde tror vi på ”det repræsentative demokrati”, fordi vi er opdraget til det.

Begrebet ”repræsentativ styreform” er næppe logisk eller sprogligt forkert. Det har ingen indbygget selvmodsigelse. Men forudsætningen for, at man kan tale om en styreform, hvor folkets vilje repræsenteres, er, at politikernes mandater er bundet af folkeviljen, sådan som den kommer til udtryk på folkeforsamlingerne – at politikerne altså er de lokale kredses eller folkeforsamlingers talsmænd i ordets snævreste betydning i landets lovgivende forsamling.

Det har dog aldrig været meningen, at medlemmerne af den lovgivende forsamling blot skulle ophøje folkets vilje til lov. I grundloven står der udtrykkeligt, at medlemmerne alene er bundet af deres personlige overbevisning, og ikke af nogen forskrift fra deres vælgere. (De gamle vidste også, at partier kunne være farlige. De er slet ikke nævnt i grundloven. Men i dag er medlemmerne af folketinget i høj grad bundet af forskrifter fra deres partier).

Strengt taget er vort politiske system altså heller ikke repræsentativt, selv om tanken godt kan forsvares med lidt god vilje. Men de valgte politikere skal ikke repræsentere folket. De skal kun repræsentere sig selv. Ellers kan en højere visdom eller statsmandskunst ikke sætte sig igennem. Folket skal ikke vælge repræsentanter, men tillidsmænd. Politikerne skal ikke være bundet af folkets vilje, men afhængige af dets tillid.

Denne forskel er nok vigtigere, end vi umiddelbart forestiller os. Ordet tillidsmand bør konsekvent foretrækkes for ordet repræsentant, også fordi der i det repræsentative begreb skjuler sig en overdreven tillid til folkets dømmekraft og en tilsvarende, urimelig mistillid til naturlig autoritet og myndighed. Folket må overdrage dets vilje (suverænitet) til politikerne i tillid til deres evne og vilje til at løse problemerne.

Nu kunne man spørge: Hvis vores styreform hverken er demokratisk eller repræsentativ, hvad kan vi da kalde den?

Først og fremmest må de åndelige grundværdier, den europæiske højkultur er bygget på, og som kan sammenfattes i begrebet humanitet (menneskelighed), indgå i navnet. Den styrer nemlig vores adfærd, også den politiske, direkte eller indirekte. Dernæst kunne vi nævne princippet om magtens deling. Men da begrebet ”humanitetens magtbalance” ikke er særlig mundret, kunne vi bruge det nært beslægtede humanisme. Altså: Humanistisk magtbalance.

_____________________________________________________________________

Næste kapitel handler om forholdet mellem arbejdsløshed og økonomisk vækst.